Guide: De bedste italienske restauranter i København

0
733
Bar La Una
Danskerne elsker at rejse til Italien på ferie. Vi elsker nemlig deres mad, vin og livsstil, og måske derfor er der talrige italienske restauranter i København, som konkurrerer om vores opmærksomhed. Leder du efter en god italiensk restaurant i København, kan vi anbefale disse:

 

🍝 Mangia, Vesterbro @mangia_vesterbro

Ligger på Bagerstræde på Vesterbro og gør ikke meget væsen af sig, hverken udenfor eller indenfor. Til gengæld er stemningen den bedste i byen – det er her, du gerne vil være i slutningen af ugen, når der skal nydes. Derudover er maden noget af det bedste italienske, du får i byen.
Prisniveau: Mellem

 

🍝 Italo Disco, Vesterbro @italodisco.cph

Ligger på Øhlenschlægersgade og er et meget lille sted – til gengæld er der plads til store armbevægelser, når det kommer til at den gode italienske mad. Her får du vin og mad, der går hånd i hånd, og en fremragende service, der får dig helt ned i gear.
Prisniveau: Mellem

 

🍝 Spaghetteria, Vesterbro

Ligger på Vestre Farimagsgade på en af de grimmeste strækninger i København – lige ved den legendariske mælkereklame på bygningen, der vender mod Hovedbanegården. Du behøver ikke at skulle vælge fra et stort menukort, der er nemlig kun én menu, som fungerer rigtig godt. Du bliver uden tvivl mæt (måske endda lidt for mæt), men det er klassiske italienske retter som risotto og pasta, der tilbydes her – lavet på de bedste råvarer. Det er iøvrigt samme ejere som Osteria 16.
Prisniveau: Billigt/Mellem

 

🍝 Osteria 16, Vesterbro @osteria16

Osteria 16 har efterhånden mange år på bagen, men de formår stadig at holde det høje niveau. Her får du deleretter, som du kan småspise af sammen med dit selskab, mens samtalen går og stressen forlader din krop. Det er ikke 100 % italiensk, der eksperimenteres mellem forskellige køkkener, men altid med fokus på gode råvarer og den gode smagsoplevelse. Også et sted, hvor stemningen er i top!
Ligger på Haderslevsgade.
Prisniveau: Billigt/Mellem

 

🍝 Undici, Christianshavn @undici_cph

Undici åbnede for en håndfuld år siden og stjal københavnernes hjerter ved at lave en såkaldt Aperol Spritz-terrasse – med udsigt til de smukke kanaler på Christianshavn. Nu, hvor Aperiol Spritz måske ikke er så moderne og unikt længere, står terrassen og restauranten stadigvæk som et af de bedste italienske steder i byen med rå retter på menukortet, som sjældent skuffer. Skøn betjening, festlig stemning, kort sagt en ægte italiensk oplevelse.
Prisniveau: Mellem

 

🍝 Brace, Indre By @restaurantbrace

Har du noget at fejre, og hvornår har man ikke det, så er Brace (udtales på engelsk) et godt sted at booke bord. Her er vi oppe omkring Michelin-niveau – det er vist blot et spørgsmål om tid, før de får en stjerne. Chefkokken og hans kone kører denne restaurant, der er kendt for deres trøffel-tirsdage, men også deres usandsynligt gode italienske mad.
Ligger i Teglgårdsstræde, smuk indretning, vanvittig god betjening, mange småretter til en skarp pris i forhold til det ekstremt høje niveau.
Prisniveau: Mellem/Højt

 

🍝 Famo, Vesterbro @osteriefamo

Fabbio Mazzon er efterhånden en legende i København, når det kommer til italiensk mad. Famo åbnede tilbage i 00’erne og var på den måde med til at starte en restaurant-revolution i København med en bølge af restauranter i mellemklassen, der lavede fantastisk mad. Famo, der ligger på Saxogade grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg på Saxogade, er ægte italiensk mad med sans for detaljerne og med fokus på de gode italienske råvarer. Kokkene sætter en ære i at følge klassiske opskrifter, så det hele smager, som var man i Italien. Prøv også Famo Metro på Øster Søgade.
Prisniveau: Mellem

 

🍝 Hos Fischer, Østerbro @hosfischer

Hos Fischer på Østerbro får du den bedste pastaret i byen. Den lille hyggelige restaurant har en klassisk italiensk indretning, og det klassisk italienske går igen på menukortet og vinkortet. Her kan du også sidde udenfor på den charmerende Victor Borges Plads og nyde din anti pasti og din vin.
Prisniveau: Mellem

 

🍝 Cicchetti, Nørrebro @cicchettinoerrebro

Et nyere skud på stammen over italienske restauranter i København. Cicchetti er på ingen tid blevet en darling på Nørrebro pga. deres simple småretter, lavet på lokale råvarer og med fokus på de smage, der er i sæson lige nu. Derudover er indretningen moderene, og stemningen er både afslappet og cool, et ægte Nørrebro-sted.
Prisniveau: Billigt

 

🍝 Il Buco, Islands Bryge @ilbucocph

I en baggård på Njalsgade på Islands Brygge finder du charmerende Il Buco. Der er som at komme til en lille lokal restaurant i en sidegade i Rom, som ingen turister har fundet, kun dig. Stemningen er i top, hyggelig og afslappet. Maden er autentisk og lige som Cicchetti går man her op i at benytte lokale råvarer i sæson for at få mest mulig smag i retterne. Godt egnet som date-sted pga. det virkelig charmerende lokale – men man kan også vælge at sidde udenfor i baggården, som også er virkelig fin.
Prisniveau: Mellem

 

🍝 Enomania, Frederiksberg

Endnu en italiensk perle af ekstremt høj kvalitet. Enomania ligger på Vesterbrogde helt oppe ved Søndermarken, og er derfor ikke en restaurant, man lige kommer forbi. Men kendere af italiensk mad i byen ved godt, at det er hos Enomania, at man får noget af den bedste italienske mad udenfor Italien her. Restauranten er også kendt for sine mange virkelig gode italienske vine, så hvis du er til den slags (og det er de fleste danskere), så book bord her.
Prisniveau: Høj

 

🍝 Bar La Una, Vesterbro @bar_la_una  (billede)

Endnu et lille fantastisk sted af ejeren Philip Skovgaard, som også har Mangia og Bevi Bevi, sidstnævnte ligger lige ved siden af Ba La Una. Bevi Bevi kunne også sagtens være på denne liste, men Bar La Una har givet en lille tand bedre oplevelser madmæssigt, at Bevi Bevi må vige pladsen. Hos Bar La Una får du småretter, der får dine smagsløg til at synge – og du kan skylde de fremragende bidder ned med lige så fremragende vin. Personalet er venligt og opmærksomt, og stemningen er afslappet. Perfekt sted til en god lørdag aften i byen.
Prisniveau: Billigt

 

🍝 Surt, Carlsberg Byen @surtcph

Der er både pizza- og burgerkrig i København, hvilket har været skønt for os beboere, for det har været med til at højne niveauet gevaldigt. På pizzafronten leverer Surt i Carlsbergbyen noget af det bedste, du kan opstøve. Pizzaerne laves på surdej, og råvarerne er også hentet fra lokale producenter som Birkemosegård, Nabofarm, Copenhagen Goat Milk og Hindsholm Grisen. Derudover er det stort set økologisk, også vinen.
Prisniveau: Billigt

 

Buon appetito