Guide til Den Lille Kulturnat 2024 – Hvad vil du gerne være, når du bliver stor?

0
175
Den Lille Kulturnat 2024. Foto: Abdellah Ihadian
Den Lille Kulturnat 2024. Foto: Abdellah Ihadian

Hvad vil du være, når du bliver stor? På Den Lille Kulturnat kan fantasien få frit løb, når børnene kan prøve kræfter med alt fra at være arkæolog, politimand og astronaut til akrobat, politiker eller designer.

Arkæolog for en aften!
Børn i alle aldre kan blive arkæologer for en aften, når vi undersøger de mange spændende fund, som dukker frem fra jorden under byens gader og fortove. Tror du fx, at arkæologerne finder flest potteskår med røde, gule, grønne eller blå farver? Eller med striber, prikker og blomster? Kan du se forskel på knoglerne fra en ged, en ko, en hest og en fisk? Måske er du nødt til at tage mikroskoperne i brug for bedre at kunne se det. Så på med de blå handsker og kom ind og bliv arkæolog for en aften!

Læs mere her


Cirkus Bigs Cirkusskole i BLOX
Lær at blive en vaskeægte cirkusartist. Kom forbi og lær at jonglere, kaste med tallerkner, gå på line og meget mere. Festlig og fornøjelig cirkuslegeplads for alle børn og for voksne i alle aldre. Undervisere er artister fra Cirkus Bigs Cirkusskole: Cirkusdirektøren Mr. Big, Klovnen Knud og Linedanseren Mari De 3 vil være behjælpelige med disciplinerne i løbet af dagen. Vi glæder os til at se dig ved BLOX.

Læs mere her


Design din egen stofpose – inspireret af Irma
Har du en designer gemt i maven? Så kig forbi designværkstedet på Designmuseum Danmark, for her kan børn og deres familier designe deres eget kunstprint på en stofpose med folie, stencils og stoftuscher, inspireret af IRMA-kædens kunstposer. Siden1970’erne har Irma inspireret deres kunder til at genbruge deres poser og stofnet og har derfor hvert år samarbejdet med forskellige kunstnere.

Fra kl. 16.30 til 19.00 er der hver hele og halve time afgang fra museets forhal til IRMA udstillingen med børneguide.

Læs mere her


Spring ud som politiker – Den Lille Kulturnat i Folketinget
Folketinget slår dørene op for børn mellem 6 og 12 år og deres familier, hvor du kan komme ind og snuse til livet som politiker. Aftenen byder på en række sjove aktiviteter, bl.a. et teaterstykke, hvor grundloven bliver levende. Børnene kan også dekorere deres egen grundlov og lave badges i et kreativt værksted, prøve det store lykkehjul i Vandrehallen og opleve Folketingssalen indefra.

Læs mere her


Politi i børnehøjde på Politimuseet
Kom og mød politibetjente fra Nørrebro og se nærmere på deres patruljevogn. Politiets ryttere og deres heste kommer også forbi. På museet kan du møde vores formidlere, som viser genstande fra vores samling og fortæller om politiets arbejde gennem tiden. Du kan f.eks. høre om Danmarkshistoriens mest succesfulde pengeskabstyv ”Det borende X” og høre, hvordan politiet har fotograferet forbrydere i over 150 år. Der vil være mulighed for at få taget sit eget fingeraftryk og prøve politiuniformer!

Læs mere her


Tag astronautprøven i Rundetaarn
Den danske astronaut Andreas Mogensen har været på mission på Den Internationale Rumstation ISS, hvor han har boet og arbejdet i over et halvt år! Andreas er den eneste dansker, der nogensinde har været i rummet. Måske kan du blive den næste? I fremtiden kan vi rejse til rumstationer, til Månen og endda til Mars, og der bliver brug for dygtige videnskabsfolk og astronauter. Har du hvad der skal til? Træn som en astronaut i Rundetaarn under Den Lille Kulturnat og find ud af det!

Læs mere her


 

Læs også guiden til skattejagter og gåder på Den Lille Kulturnat 2024

Se hele programmet for Den Lille Kulturnat her

Den Lille Kulturnat 2024. Foto: Abdellah Ihadian
Den Lille Kulturnat 2024. Foto: Abdellah Ihadian