Guide til Golden Days 2017

0
408
Vi kører festivaltema i dag, for udover en guide til Copenhagen World Music Festival, får du også her en guide til Golden Days 2017, som startede i fredags, og som i lørdags stod bag Københavnerfejring i anledningen af byens 850 års fødselsdag. Vi har snakket med projektleder for festivalen, Martin Bukh Vestergaard, om tankerne bag årets festival – og hvad vi ikke må gå glip af.

LC: Hvilke overvejelser har I haft med at sætte festivalen op?
MBV: De 850 år ser vi som en oplagt anledning til at stoppe op og undersøge vores hovedstad. I disse år bliver København ofte kaldt verdens bedste by at leve i, men hvad er det, som gør København til København? Hvori består det særlige københavnske, og hvad kan verden bruge det til og lære af det? Vi besluttede derfor at undersøge København som sted, fænomen og følelse. Ved at dykke ned i byens fortid, nutid og fremtid – og undervejs reflektere over byens både gode og mindre gode sider, så det ikke blot er en ukritisk fejring, men en undersøgelse af København.

LC: Hvad har I især valgt at fokusere på?
MBV: Vi vil gerne styrke bevidstheden om, at byer skabes af mennesker. Det er festivalens kernebudskab. Derfor har vi valgt at fortælle byens historie gennem 10 markante københavnere, 10 hovedpersoner, fra 10 forskellige historiske perioder. Målet er, at gæster til Golden Days Festival gennem arrangementerne bliver inspireret til at forholde sig til deres by, og hvordan de selv er med til at skabe den.

LC: Hvis I skal anbefale fem events, hvilke vil det så være?
MBV:
Litterær Metrotur. Vanløse Station. 9. september, kl. 14
Elisabeth Skou Pedersen, litteraturredaktør på ATLAS Magasin, tager publikum med på en rejse gennem byens litterære steder langs metroens ruter. Dybt under jorden, mens gader, biler og trafik suser henover hovederne, lyser København op gennem litteraturen, og forfatternes by træder frem – station for station.

SMK Fridays: København i kunsten. 15. september kl. 16-22
Golden Days og SMK samarbejder hvert år om en omgang SMK Fridays, og i år er København selvfølgelig tema for samarbejdet. Til den intelligente fredagsbal, der blander kunst og talks med musik og drinks, vil du kunne opleve en aften spækket med københavnerfortællinger – både fra kunstens bonede gulve, men også fra Mændenes hjem, når du til arrangementet bl.a. kan opleve en debat om kunstens rolle i arbejde med socialt udsatte.

Gik Kongens Kvinder med i Rundetårn? Rundetårn. 7. september.
Maria Helleberg kan med rette kaldes den historiske romans dronning. På baggrund af sin historiske roman ‘Kongens kvinder’ fortæller Helleberg om de kvinder, som omgav en af Danmarkshistoriens mest markante konger, nemlig Rundetårns bygmester, murstenskongen Christian 4.

Arrangementsrækken “Flugten fra København”. Designmuseum Danmark. 17. september.
Vi vil gerne anbefale en hel arrangementsrække om forstæderne – Gentofte, Gladsaxe, Rudersdal og Lyngby-Taarbæk. For københavnere har storbyen altid været et tveægget sværd, både tillokkende og frastødende. Københavnere er gennem tiden flygtet mod naturen i forstaderne, enten for at bo der som i 70’erne eller for at bygge lysthuse i jagtparker, som kongerne gjorde. Under overskriften ‘Flugten fra København’ kan du blandt meget andet opleve de to sider af forstæderne.Fællessang, foredrag og håndbajer. Tilbage til Liva Weel og PH.

I mellemkrigstiden er Liva Weel og PH popstjerner. Liva Weel lægger stemme til en lang række af PHs ikoniske kritiske revyviser som ‘Man binder os på mund og hånd’, der står som en levende fortælling om besættelsestiden. Til arrangementet på Designmuseum Danmark synger vi sangene sammen og hører bagefter om PH fra PH-ekspert og litteraturhistoriker Hans Hertel.

Koebenhavnerfejring_presse Foto Victor Stawicki Distortion

LC: Hvad er i særligt stolte over at kunne præsentere?
MBV: Vi er særligt stolte af at præsentere arrangementsrækken “10 forfattere. 10 perioder. 10 oplæsninger” på Hovedbiblioteket. Alle hverdage læser en forfatter op af sine egne værker og af værker fra en historisk periode. Forfatterne har selv valgt værkerne, og til arrangementerne vil nutidens litteratur gå i dialog med historisk litteratur. Det er lykkedes os i samarbejde med Hovedbiblioteket at engagere nogle af tidens vigtigste Københavner-forfattere – både nye som Victor Boy Lindholm og Lone Aburas og københavnerlitteraturens grand old man, Søren Ulrik Thomsen.
Derudover er arrangementet Herrens Veje i Vor Frue Kirke den 17. september et fantastisk eksempel på et Golden Days-arrangement, hvor alt går op i en højere enhed: timing, indhold og lokation spiller perfekt sammen her. DRs nye dramaserie om en præstefamilie lægger navn og anledning til samtale mellem seriens forfatter Adam Price og Københavns biskop Peter Skov-Jacobsen – om tro, TV og ritualer. Her trækker vi tråde fra Københavns grundlægger Absalons tid, hvor religionen både var vejviser i livets konkrete valg og en måde at opnå en dybere forståelse af tilværelsen, til i dag, hvor de faste holdepunkter er få. Efter samtalen vises første afsnit af serien på kirkeloftets hvælving.

LC: Vi er selv meget opmærksomme på Fremtidens København – hvad er tankerne bag dette tema, og hvad vil I anbefale, at man tager forbi her, hvis man interesserer sig for byens udvikling?
MBV: København hyldes, og det med god grund. Men det bør ikke være anledning til at hvile på laurbærrene – København står overfor en række udfordringer. Arrangementsrækken Fremtidens København undersøger, hvordan vi tackler de kommende forandringer, København vil undergå gennem både kunstneriske og akademiske perspektiver. Vi vil særligt anbefale arrangementet Ressourcebyen, der handler om, hvordan vi bruger naturens ressourcer på mere intelligente måder. Her kan du f.eks. både høre om cirkulære løsninger som upcycling i boligbyggerier og deleøkonomi. Undervejs byder vi på kunstneriske smagsoplevelse.

Se hele programmet til dette års Golden Days her.