HÅR PÅ DEN // FRIT FALD OG TEATER GROB

1
403
Hvad vil det sige, at være en fri kvinde i en tid, hvor Københavns Kommune opfordrer kvinder til at ‘tælle deres æg’, selvhjælps- og slankebøger ligger på toppen af bestsellerlisterne og helt almindelige kvinder poserer med trutmund og flad fitnessmave på Instagram? Det fik Ditte et bud på, da hun tog ind og så Frit Fald og Teater GROBs Hår på den – en satirisk montage om jagten på den frie kvinde.

Jeg har aldrig været bange for at erklære mig selv for feminist. Det står fremhævet i min Blå Bog fra folkeskolen: “Feminist og dyreforkæmper” står der – og det vil  jeg holde fast i til den dag, jeg dør. For mig er feminisme blandt andet retten til at være præcis den kvinde, som man har lyst til. At være en fri kvinde med frie valg. Det lyder umiddelbart nemt; at være, som man har lyst til. Men er det nu også det? Når omverdenen har en masse meninger om, hvad en fri kvinde er, skal og bør? Kvinders frihed er blevet til et projekt, hvor vi hver især enten kæmper for at leve op til kravene til moderne kvinder eller kæmper i mod dem med næb og klør – i hvert fald, hvis man skal tro teaterstykket Hår på den, hvor skuespillerne Özlem Saglanmak, Tilde Maja Frederiksen og Patricia Schumann giver de nutidige kvinderoller og karakterer stemme.

Den frie danske kvinde anno 2015

Hår på den handler om Standardbureauet, hvor tre kvinder arbejder for at forbedre kvinders livskvalitet og får til opgave at lave en tidskapsel, der skal indeholde billeder af, hvem den frie kvinde anno 2015 er. Og det er sjovt! Det er længe siden, at jeg har hulket af grin. Alle tre skuespillerinder spiller bogstaveligt talt røven ud af bukserne; både når det er morsomt, og når det er tankevækkende alvorligt. Glem alt om “Mænd er nogle svin”-jagonen. Det er ikke mænd, det handler om her. Det er kvinder; når kvinder er værst, og når de er bedst. Mod hinanden og med hinanden. Det er lige i fjæset, og det er efter min mening yderst tiltrængt, at vi både får en lille opsang og et kærligt klap på skulderen. Betyder det så, at stykket kun er henvendt til kvinder? Så absolut ikke. Jeg ville slæbe min mand, kæreste, far, bror – whatever hankøn ind og se den. For efter min mening kan mænd også være feminister. Om ikke andet så tager de i hvert fald ikke skade af at få et indblik i, hvad kvinderne omkring dem går og dealer med hver dag – ligesom vi heller ikke tager skade af at blive rusket op i med en kærlig lille reminder, som Hår på den på fineste vis giver.

Hår på den spiller til og med den 12. december på Teater GROB. Find billetter her!

Se herunder min og min venindes Saras umiddelbare reaktion på Hår på den:

(Igen: Hvor er tekniker-Louise, når man skal lave en lækker video!? Anyways… luk evt. øjnene og bare lyt.)

 

/Ditte

Vi var inviteret til Hår på den af Teater GROB. 

1 COMMENT

Comments are closed.