Helene Grønning | Københavnersnuden #472

0
96

Ugens Københavnersnude er Helene Grønning, som til dagligt arbejder som Børne- og Ungdomspsykiatrisk overlæge. I fritiden nyder hun at være sammen med sin familie, træne Agility med sin hund, og spille fodbold med en dejlig flok kvinder på holdet ”Mosekonerne”. Helene bruger også en del tid på sin store passion: musik. Inden hun blev læge, gik hun tre år på musikkonservatoriet og studerede fløjte. Men nu spiller Helene kun fløjte for hyggens skyld i diverse orkestre, herunder nonprofit organisationen World Doctors Orchestra (WDO). Mød hendes København her.

  

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Helene Grønning: Lige nu er jeg i fuld gang med de sidste forberedelser til verdens bedste projekt, hvor jeg kan kombinere det at være læge med at spille musik – og samtidig støtte Mental Sundhed i Danmark. World Doctors Orchestra (WDO) spiller nemlig velgørenhedskoncerter i København og Odense, hhv. d. 9. og 10. september. Disse koncerter støtter Mental Sundhed i Danmark, et formål som for mig er enormt betydningsfuldt og givende. Orkestret har aldrig spillet i Danmark før, så det er ret stort, at der er premiere her i landet.

Derudover har jeg lige været med til at arrangere et stort event på Rigshospitalet d. 5. september, hvor flere af musikerne i WDO (som kommer fra hele verden) spillede små koncerter – i samarbejde med MusikBeRiget (et af projekterne vi støtter til velgørenhedskoncerterne) og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Dette foregik mange forskellige steder på hospitalet – til glæde for patienter, pårørende og personale. Og om eftermiddagen havde vi arrangeret et symposium, hvor fire af de internationale læger holdt foredrag om koblingen mellem musik og lægevidenskaben.

Så alt i alt en meget hektisk, men spændende tid hvor jeg virkelig bliver udfordret på projektledelse og PR-deltagelse, som f.eks. da jeg blev interviewet til live radio på P5.

Jeg er heldigvis en del af en fantastisk projektgruppe bestående af seks læger som fordeler opgaverne, og min store motivation til at få dette projekt stablet på benene til det gode formål, gør at det bliver det hele værd.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Helene Grønning: Jeg bor i Søborg, men jeg har tidligere boet mange forskellige steder i København siden jeg flyttede hertil i 1999; bl.a. Amager, Østerbro og Indre by. Jeg bor nu sammen med min mand og vi har sammenbragt 4 børn. 

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Helene Grønning: Jeg går nogen dejlige ture med hunden hver morgen i Utterslev mose, som er meget tæt på hvor jeg bor. Derudover så nyder jeg at gå tur på Kastellet, langs vandet v. Larsens plads og generelt rundt i små gader midt i København.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Helene: Jeg er vild med ”Den lille gule kaffebar” og generelt unikke små steder. På en solskinsdag- eller aften, så er favoritstedet at indtage kaffen på Christianshavn ved Nærvær.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Helene: Jeg spiser gerne på små hyggelige restauranter, er ret vild med franske brasserier, men jeg synes også det er spændende med eksotisk mad samt at prøve nye steder. Har senest spist i Kødbyen, hvor der er mange spændende steder. Reffen er også en favorit.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Helene: Det handler nok mest om, hvem jeg fester med og ikke hvor: det kan være hjemme, ude hos venner, til en rund fødselsdag osv. Sidst jeg var «i byen» endte vi med både at hænge ud både på Pub&Sport hvorefter vi endte på The Library Bar til drinks og hyggejazz.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Helene: Jeg inspireres af godt selskab med både meningsfyldte samtaler og hyggeligt samvær, hvor vi kan grine sammen. Jeg elsker oplevelser, at prøve nye ting og blive udfordret, og jeg kan godt lide at lære af andre som er eksperter på deres fagområde. Det har jeg især erfaret med det store projekt vi har haft kørende i et år nu.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Helene: Det er umuligt at svare på, for der er så mange! Men helt sikkert små hyggelige gader hvor der også er noget vand tæt på og cafeer, der summer af liv og glade mennesker.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Helene: Det har helt sikkert været forleden aften, hvor min mand og jeg var ude og spise streetfood og efterfølgende gik til Nærvær på Christianshavn og sad og så solnedgangen hen over byen. Det var meget smukt og romantisk – og så har jeg også verdens dejligste mand at nyde det sammen med <3

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Helene: Der er så mange gode minder, men en af dem var en sommerdag, hvor vi lejede en båd og sejlede rundt i havnen – hele familien – med madpakker og det hele. Samvær med familien og samtidig en dejlig måde at opleve byen på, på trods af motorproblemer efter der kom tang i propellen 😉

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Helene: Jeg vil anbefale at folk forsøger at udfordre sig selv, med nogle nye kulturoplevelser, selv om de ikke nødvendigvis tænker de er fan. Man kan blive overrasket! Jeg er selv, som primært klassisk musiker, blevet udfordret og glædelig overrasket over oplevelser som f.eks. Fredagsrock i Tivoli og en-dagsbillet til Roskilde festival. Så min anbefaling er: gå ind og hør en klassisk koncert eller en opera – som egner sig for begyndere, hvis man ikke har gjort noget før. Udfordre jer selv kulturelt og få en fantastisk og ny oplevelse.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Helene: Flere og lettere offentlige trafikløsninger. Jeg kunne ønske, at metroen blev udvidet noget mere – og til flere steder udenfor byen, som f.eks. Søborg, hvor jeg bor. Det tror jeg helt sikker vil mindske biltrafikken i byen, som er ret omfattende, som det er nu.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Helene: Det må blive Langebro af Kim Larsen. Den er meget populær hjemme os.

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Helene!