Helle Ørskov | Københavnersnuden #233

0
548
Ugens Københavnersnude er Helle Ørskov, CEO i Copenhagen Health Club. Er der nogen, der ved noget om byens bedste steder og skjulte perler, så er det livsnyderen Helle, som altid sørger for at holde sig godt opdateret på, hvad der rører sig i København og ikke mindst benytter sig af de mange gode tilbud. Mød hendes København her.

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket? 
Helle:
Vi videreudvikler konceptet med skræddersyet sundhed for livsnydere med udgangspunkt i dit eget DNA. Og med plads til det gode liv. Et liv i askese holder ikke i længden, og ingen bliver lykkeligere af kål i lange baner. Det har vi prøvet! Hos Copenhagen Health Club optimerer vi din sundhed på den intelligente måde med individuelle kostplaner og guidelines, der er baseret på dine egne stamceller. Og hvor et par cocktails og en croissant også er tilladt. Det er den mest effektive og sjove måde at nå sit mål på.

LC: Hvor bor du?
Helle:
I Gothersgade over for Rosenborg Slot.

LC: Hvor går du tur?
Helle: Med Kongens Have et slapt stenkast fra min hoveddør er det oplagt med en tidlig morgenvandring her. Nyder stilheden i Rosenhaven, hvor eneste selskab er gartnerne og de tidlige hundeluftere. Botanisk Have er også et favoritsted, sommerfuglehuset og de skyggefulde gemmesteder. Men en cykeltur langs havnen fra Islands Brygge til Krøyers Plads over inderhavnsbroen og videre gennem Nyhavn til Gothersgade kan også noget. Ellers elsker jeg de brostensbelagte gader i mit gamle hood på Christianshavn og ved kanalen, hvor min far havde sin tegnestue på hjørnet af Overgaden og Sankt Annæ Gade.

LC: Hvor drikker du kaffe?
Helle: Mange steder! Men det mest intime og lidt hemmelige er Kaffebaren på Hauser Plads, hvor der er sol det meste af dagen – og hvor kun de lokale hænger ud. Der er lidt hippieagtigt hønsestrik over stedet, hvor de bager deres egne boller flere gange dagligt. Og hvor jeg slås med Lars H.U.G. om stedets eneste avis – Information, selvfølgelig. I vinterhalvåret er der dog ikke noget, der slår morgenkaffen foran pejsen og byens definitivt bedste croissant på Hotel Sanders.

LC: Hvor spiser du?
Helle: Jeg elsker dansk smørrebrød og mødes hver lørdag til frokost med familien. Yndlingsstederne er Palægade, Sankt Annæ, Schønnemanns, Café Gammeltorv og Kronborg. Men Selma og Koefoed kan også noget. I sommerhalvåret er det Orangeriet og Lumskebugten, der trækker. Og ved juletid er der intet, der slår Lauterbachs sylte!

Ellers i baren på Pluto, en wienerschnitzel på Barr og pasta på vores lokale spaghetteria “La Perla” – en uopdaget perle.

LC: Hvor fester du?
Helle:
Jeg er ikke fast weekendgæst på byens diskoteker og klubber længere. Men jeg elsker at sidde i en bar og sippe velrystede cocktails. Helst på Hotel Sanders cocktailbar, hvor der altid følger en pre-drink med inden serveringen – eller på det skæve, uhøjtidelige Balderdash, der tryller med nye, skæve smagsindtryk.

LC: Hvor inspireres du?
Helle: På mine cykelture rundt i byen, på Holmen og ud til Reffen. Jeg er i det hele taget fan af vores urbane industriområder, der har fået nyt liv. Af madmarkederne, gadekøkkenerne og de skæve food trucks.

Hvad er dit yndlingssted i København?
Helle: Tårnet på Vor Frelsers Kirke med vue over min by, kuplen i Marmorkirken, en drink i aftensolen på La Banchina. Og Tivoli, ikke at forglemme!

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Helle: Det gør jeg hver dag. Jeg har været gift med den samme i 32 år, som er lige så tosset med byen som jeg.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
Helle: Da vi læste og boede på Peblinge Dosseringen. Et par vintre kunne vi skøjte på søen. Men også de mange fester, vi har holdt, som er startet med en hyret kanalrundfart, drinks og en sprød saxofon, før vi lagde til kaj og fortsatte festen.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Helle: Ret banalt: Men en havnerundfart er en skøn måde at opleve byen på. Eller hyr en rickshaw, som kan cykle dig rundt på broerne, langs havnefronten og til Holmen og Refshaleøen.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Helle: Næstekærlighed på cykelstierne og lys på byens smukkeste bygningsværker, slotte og tårne om aftenen. Byen fortjener at blive badet i et diskret, gyldent lys.

LC: Dit soundtrack til byen?
Helle: Love Shop med “En nat bliver det sommer”. Den favner hele byens stemning og poesi.

Jeg siger som forsangeren Jens Unmack: “København er mulighedernes land”.

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Helle Ørskov!

Du kan se mere om Helles arbejde i Copenhagen Health Club her.

GOD SØNDAG!