HEMMAFEST I MALMØ

I lørdags tog Ditte og jeg turen over sundet for at besøge Malmøfestivalen – eller som svenskerne selv siger: Hemmafest! Jeg troede, at vi skulle traske rundt, spise mad, høre musik og måske shoppe lidt. Det skulle vi også. Men så tog turen en helt anden drejning.

Præcis som Anne (medstifter af LoveCopenhagen) og jeg talte om i Barcelona for 9 år siden, snakkede Ditte og jeg på vores Malmøtur i lørdags om, hvorfor vi aldrig tog over på den anden side af broen og hang ud i Malmø? For 9 år siden handlede snakken godt nok om, hvorfor vi altid var betagede af andre storbyer end vores egen, når nu vores egen lille storby også var og er så fantastisk. Den snak blev startskuddet til nærværende blog, og jeg tør ikke love, at snakken i lørdags udmunder sig i en LoveMalmö-blog, men det er da lige før!

Grunden, til vi overhovedet bevægede os uden for CPHs bymure, var, at Visit Sweden havde inviteret os til Malmøfestival, som åbnede op i fredags, og som først slutter på fredag, den 21. august. En hel uge med fest og ballade, madboder og drinksboder, karruseller og pariserhjul, adskillige musikerscener, både store og små – og masser af andre ting. Allerede fra vi steg ud af toget og kom op fra perronen, blev vi mødt af et tivoli, der nærmest var helt amerikansk med sine tusind blinkende lygter, neonlys og musik og gejl. Virkelig festeligt og ekstremt børnevenligt – kan kun forestille mig, hvor svært det må være for en forælder at ytre ordet nej i denne sammenhæng.

Vi gik videre ned mod gågaden, hvor et klatretårn og en vandrutsjebane tårnede op i horitonten. “Det skal vi prøve,” sagde Ditte begejstret, hvortil jeg til min store overraskelse svarede, “Det skal vi da!”. Ind i køen med os, og da det var tæt på at blive vores tur, fik jeg ekstrem og galoperende højdeskræk. Pludselig kunne jeg slet ikke overskue noget og følte, at jeg havde sagt ja til at være stand in for Obama til en tale i Det Hvide Hus. “Jeg klarer det ikke, Ditte, jeg har det ikke i mig,” sagde jeg, mens jeg forestillede mig, hvordan klatretårnet brasede sammen, min line knækkede, og jeg faldt 6 meter ned på asfalten på ét millisekund. Jeg ville MEGET hellere holde én af Obamas taler for hele verden end at gå på line i 6 meters højde! “PJAT med dig, du klarer det fint!” sagde Ditte og kravlede op i en meget smal rebstige, der svingede frem og tilbage, mens hun bevægede sig op og op og op og op… Puhhhh..

Endelig skulle jeg selv op ad rebstigen, som var den klart værste del af det hele, havde Ditte sødt forsikret mig. Yeah right. Det hele er den værste del, Ditte. Nå men jeg skulle jo igennem banen og startede også fint ud med at træde ud i nærmest ingenting, kun med et reb under fødderne, et sikkerhedsbælte viklet (forsvarligt) om kroppen og et reb til at holde fast i. “God fornøjelse,” smilede den søde svenske mand til mig, og jeg tænkte, at hvis det bliver det sidste smil, jeg nogensiden ser, så er det også helt ok.

Under hele klatreturen udstøtte jeg for hver udånding et ‘uuuuhhhh’, og jeg koncentrerede mig om ikke at kigge for meget ned, præcis som jeg havde fået anbefalet. Det er bare megasvært ikke at kigge ned, når man samtidig skal koncentrere sig om at sætte foden på rebet, så man ikke skvatter ned på jorden – hvilket man naturligvis heller aldrig ville, da hele klatretårnet er idiotsikret på alle leder og kanter, så sådan nogle som mig kan våge sig op i tårnet. Jeg klarede igennem halvdelen af banen, så skulle jeg ned. Jeg er egentlig ikke højdeskræk og elsker at komme op i høje bygninger – men at gå på line ud i ingenting (sådan følte jeg det), det er måske lige at overskride et par grænser for meget. Hvilket også er fint! Og trods denne meget dramatiske beskrivelse af klatretårnet, så kan jeg i den grad anbefale en tur derop, for er der noget, der gør livet hver at leve, så er det sgu da en klatretur. Eller, jeg mener, at overskride grænser.

Efter vores klatretur tog vi en tur i pariserhjulet lige ved siden af, hvor vi fik denne smukke udsigt. En meget lidt dramatisk oplevelse oven på de tidligere strabadser, men det var lige præcis, hvad vi havde ønsket os. Og så koster det kun 35 svenske kroner for en tur i himlen.

Vi gik videre ind i byen og kom til en plads, hvor der stod ‘Spis insekter’. Nu var vi jo på eventyr, så…. Vi er sikre på, at dette bliver det næste store. noma har jo allerede lagt sig i selen for at få os til at spise myrer, så hvorfor ikke gå skridtet videre. Vi gør det gerne, som de firstmovers, vi er!

Jeg er meget begejstret for denne slags kæmpebogstaver. Der står Malmøfestivalen, og jeg ville ønske, at jeg havde en have så stor, at præcis disse bogstaver kunne stå der. Men jeg har ikke engang en lille have.

Vi brugte den næste times tid på shopping, hvor især Lagerhaus er vores favorit. Dernæst hørte vi lidt musik på én af scenerne ved vandet, drak en kop kaffe på en hyggelig café med hyggelig gårdhave (hvor en flabet fugl sked Ditte på låret. Sorry, Ditte, at jeg afslører det, men jeg tror stadig, at det bringer held). Vi sluttede turen af med en vanvittig god pulled pork sandwich på Holy Smoke BBQ, lige ved klatretårnet. Det var lang tid siden, nogen af os havde fået pulled pork, og så var det godt, at denne udgave var noget nær den bedste, vi havde fået. Ever.

Lidt underholdning til maden….

Hvis du har tid til det, synes jeg klart, at du skal tage over sundet og opleve Malmøfestivalen. Det er en byfest af dimensioner, og vi har ikke noget tilsvarende i København – med så mange forskellige arrangementer på hvert gadehjørne. Faktisk minder det ret meget om en festival. Og som Ditte og jeg også snakkede om, så virker svenskerne bare lidt mere overskudsagtige og glade på sådan en festival, end os danskere. Der er i hvert fald ikke noget at brokke sig over i Malmø 🙂

/Louise

Tusind tak til Visit Sweden for turen til Malmøfestivalen.