Idealbyen Ørestad

I weekenden sad jeg og læste i en bog om København. Det ny København, hedder den, og er skrevet af Jan Christiansen. Heri kalder han Ørestaden for idealbyen, og det synes jeg, rammer rigtig godt. For der har været idealistiske tanker bag planlægningen af byen. Og det er der stadig. Kom med en tur til Ørestaden – og læs om tre af mine yndlingsbygninger i den nordlige del.

At mange så mener, at det har slået fejl, at Ørestaden er en række pseudobyer uden sammenhængskraft, er jo bare drønærgerligt, men jo mere, jeg dykker ned i Ørestaden og dens udvikling, jo bedre kan jeg lide den. Sådan er det med så meget, som starter med uvidenhed.

Jan Christiansen skriver i sin bog, at der er flere grunde til, at Ørestaden er blevet et regionalt centrum:

Tæt på lufthavnen og dermed verden
Højt udviklet infrastruktur
Stor koncentration af viden i form af universiteter
Høj befolkningsvækst

Da man startede med at anlægge Ørestaden tilbage i 19990’erne, var det med meget stram struktur; alt var faktisk opdelt. I dag er tendensen mindre struktur og mere byliv. Man har fundet ud af, at man ikke skal gentage fejlene fra Kalvebod Brygge, som for de fleste står som en kold og sjæleforladt facade mod den smukke havn. Det kunne have været så smukt, det blev det bare ikke.

Når man starter med at bygge på en bar mark, som rent faktisk er et udtryk i arkitektbranchen (’bar mark’), som man have for øje, hvordan man anlægge en helt ny by – altså, hvordan giver man den nye by identitet og historie, og hvordan gør man den finurlig, hyggelig, rar, uforudsigelig, komfortabel, vedkommende og poetisk – med originale og definerede byrum og beriget af landskab. Det er lidt af en opgave, ikke?

Det startede måske heller ikke så godt i Ørestaden, men Jan Christiansen mener, at det har noget at gøre med, at ikke alle parter i byggeriet støttede lige meget op – og til sidst var det pengene, der talte højest. Der var altså ikke længere tid og plads til tålmodighed og udvikling.

Tietgenkollegiet

Noget, der af Jan Christiansen fremhæves som en succes, er Tietgenkollegiet. Det bryder nemlig med Ørestadens stramme nord-syd-gående struktur. Her står en smuk, rundt bygning og afviger fuldstændig fra omgivelserne, hvilket giver et helt nyt pust til Ørestaden.

DR-Byen

Jan Christiansen beskriver også processen med at få TV-Byen i Gladsaxe til at blive til DR Byen i Ørestaden. En lang proces, hvor det endelige byggeri af Vilhelm Lauritzen arkitekter var ment som netop det: en by. De omkringliggende gader og kroge skulle bruges og udnyttes – hvis ikke til radio- og tv-optagelser, så af de mennesker, der kom forbi.

Men ligesom i Gladsaxe kommer ingen rigtigt lige forbi DR Byen, og hvis de gør, kan de ikke komme længere end til lige inden for døren. Men stadig: bygningen er smuk, som ”et ikke voldsomt monumentalt anlæg, men nærmere en strygekvartet, kontrolleret og behersket, men ikke underspille, enkelt i koncept, der musikalsk folder sig ud og skaber variation, harmoni og poesi,” som den finske arkitekt og arkitekturteoretiker Juhani Pallasmaa engang udtrykte det.

Koncerthuset

Et af mine yndlingsbygninger i København er Koncerthuset – både udefra og indefra er det smukt. Udefra, fordi det ligner en kæmpe storskærm, og den lyser himlen op og kan forandre sig. Indefra fordi det smukke olierede træ hele vejen rundt i salen giver det varmeste lys og en fantastisk lyd.

Koncerthuset er tegnet af Jean Nouvel, og der er lagt vægt på, at man ikke kan være flere end 1.800 mennesker, for et antal mennesker derover kan have negativ indflydelse på lyden – og så er der lagt vægt på, at publikum kan sidde hele vejen rundt om scenen. På den måde er det muligt at beskue dirigenterne, når man lytter til klassisk musik. Det kan dirigenterne godt lide.

I øvrigt har arkitekten også have Radiohuset på Rosenørns Allé i tankerne, da han tegnede Koncerthuset. En meget hyggelig detalje.

/Louise T