Ilja Olsen | Københavnersnuden #471

0
429
Ilja Olsen

Ugens Københavnersnude er Ilja Olsen – kulturentreprenør og pioner indenfor parkour i Danmark, med stor kærlighed til hiphop, graffiti, gadekultur og ikke mindst København. Han er født og opvokset på stenbroen og drages af de sider af byen, der ikke er pæne og polerede. I afmagt over at kommunen river bygninger og faciliteter ned som byen mangler, har han taget initiativ til en ny gadekultur festival, Impact23. Mød hans København her.

Ilja Olsen

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Ilja Olsen (IO): Al min fritid går lige nu med at arrangerer ‘Impact23’ der er Nørrebros nye streetfestival. Jeg følte, at jeg blev nødt til at gøre noget, da kommunen gjorde alvor af planer om at rive en bygning og gadeidrætsfaciliteter ned på KTK-grunden på Ydre Nørrebro. KTK-grunden er det område, hvor blandt andet Bolsjefabrikken, Mayhem, CMT, Buddha Bikes og KBH+ ligger, og er et af de få åndehuller vi har, i en by, der bliver bygget tættere og tættere. Så sammen med vores forening, Copenhagen Parkour, tog jeg initiativ til at skabe en festival, der kunne fejre gadeidrætten og skabe opmærksomhed på KTK-grundens mange seje fællesskaber. Det foregår den 9.-10. september, og man kan læse mere på impactfestival.dk

LC: Hvor bor du?
Ilja Olsen (IO): Jeg bor ved Lergravsparken på Amager. Jeg har boet det meste af mit liv i det område.

LC: Hvor går du tur?
IO: Når jeg skal ud og gå tur, bliver det ofte til en tur ned til vandet ved Amager Strandpark. Det er enormt tæt på, hvor jeg bor, og selvom man er i byen, får man alligevel lagt lidt afstand til biltrafikken. Og så er det lækkert at taget et dyb, hvis tiden er til det.

LC: Hvor drikker du kaffe?
IO: Primært derhjemme. Men jeg har haft en del arbejdsmøder på Hovedbiblioteket på det seneste, hvor Democratic Coffee holder til.

LC: Hvor spiser du?
IO: Hjemme. Men jeg vil gerne komme med en anbefaling af Q Sushi på Sønder Boulevard. Jeg mangler stadig at finde noget, der er bedre end dem.

LC: Hvor fester du?
IO: Det bliver mest til privatfester og konceptfester som Coma Club. Hvem elsker ikke en god udklædningsfest?

Ilja Olsen Coma Club

LC: Hvor inspireres du?
IO: I Københavns gader. Jeg har en stor interesse i parkour og street art, hvilket gør, at jeg ser byen i nogle perspektiver, der handler om at bevæge sig alternativt, eller hvor det ville være fedt at eksponere street art. Så hver gang, jeg går udenfor min dør, opdager jeg nye ting og ser nye muligheder.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
IO: Jeg har nok ikke et spot, der er the one. Men hvis jeg skal fremhæve noget, så er det at ligge og flyde rundt i vandet ved Amager Strand. Ikke på et sup-board eller et badedyr, men sådan på den gammeldags måde. Det med at mærke vandet, der omslutter og bærer en, at nedsænke ørene så al støj forsvinder og lukke øjnene, imens man kan mærke solen i ansigtet. Bare ligge og flyde rundt i vandet og slappe helt af. Det er fandme lækkert.

Ilja Olsen

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
IO: Det var på KTK-grunden på Ydre Nørrebro. At sidde og nyde eftermiddagssolen i godt selskab, mens man får hjemmelavet pizza, en kold øl, og graffitimalerne brager op på facaderne i baggrunden. Det er ren hygge, og man bliver mindet om, hvor unikt det sted er.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
IO: Da jeg var teenager og havde afsluttet 9. klasse. Den sommer havde jeg nogle nætter sammen med vennerne, hvor vi spillede fodbold på Amagerbrograde, der lå helt øde hen. Den der følelse af frihed og at være fri for bekymringer, det husker jeg som værende noget særligt. 

Men der er generelt noget med varme sommernætter, og særligt morgener i København. Når man er på vej hjem fra byen eller fest, byen er helt stille foruden fuglene, der er begyndt at kvidre, solopgangen maler himlen i de smukkeste farver, der bliver genspejlet i vandet fra kanalerne, og man triller lige indenom en bager, der har frisk bagt brød. Det er lidt magisk.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
IO: Jeg synes, folk skal komme forbi vores streetfestival næste weekend 9. og 10. september. Den 9. er fyldt med gratis aktiviteter for børn og voksne på KTK-grunden. Den 10. viser vi nogle verdensklassefilm indenfor parkour og graffiti i Empire Bio. Flere af filmene er aldrig blevet vist i danske biografer. Det synes jeg virkelig man skal tjekke ud. 

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
IO: Vi mangler udendørs overdækkede faciliteter til gadeidræt, som har fri adgang. Det regner så mange dage om året, at det er helt fjollet, at vi ikke har flere faciliteter med halvtag. Vi har ét overdækket parkouranlæg i Kbh. Vi har selv bygget det DIY, og kommunen river det snart ned for at gøre plads til en daginstitution. Så har vi nul.

LC: Dit soundtrack til byen?
IO: Det nummer, jeg forbinder mest med min kærlighed til København, er et u-udgivet nummer af Xander, som jeg tror hedder “Kbh Kbh”, hvor han i omkvædet synger “forelsket forevigt i dig København”. Vi gik på samme årgang på Christianshavns Gymnasium, hvor han spillede det til et internt Melodi Grand Prix.

Men hvis vi ser på ting, der er udgivet, vil det være Troo.L.S. og Orgi-E med “Inden det er for sent”, samt Pede B og Mik L med “Fokuseret”. Faktisk bare det meste med Pede.

Tusind tak, Ilja, fordi du ville dele dit København med os. 

Du kan læse mere om Impact23 på deres Instagramprofil – og på deres Facebookevent.

GOD SØNDAG!