Ingrid Tranum Velásques | Københavnersnuden #200

0
462
Ugens københavnersnude er uddannet på London Contemporary Dance School og nu danser, koreograf og kunstnerisk leder af NextDoors Projects projekter. Hun skaber danseforestillinger, der fremmer fællesskaber på tværs af kulturer og er lige nu aktuel med den dokumentariske danseforestilling “Herfra min verden går”. Mød Ingrid Tranum Velasquez og hendes København her:

Photocredit topbillede: Jens Roved

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
ITV: Lige nu er jeg ved at genopsætte forestillingen “Herfra min verden går” som spiller på Riddersalen 5.-8.sept. Det er et portræt af en pige på 14 år, som har været asylansøger i Danmark i snart 9 år af sit liv. Forestillingen er bygget op om en masse samtaler og interviews med pigen. Selve samtalerne er også en central del af forestillingens lydunivers, når vi formidler pigens fortælling til andre børn og unge.

Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi deler vores fortællinger med hinanden, for det gør, vi kan indleve os i virkeligheden fra nye vinkler og skabe møder på tværs. Det er vigtigt i et multikulturelt samfund og i en verden, der er så meget i bevægelse som vores, at vi formår at indleve os i hinandens fortællinger for at kunne bygge fællesskaber.

Derudover er jeg så småt igang med forberedelserne til et researchprojekt om dekoloniserende scenekunst i samarbejde med tre super spændende nordiske scenekunstnere, en Frederiksberg version af vores store nordiske projekt Happy End om alderdom og et projekt omkring unge og ensomhed i samarbejde med unge fra KBH+ i Ragnhildgade. Iøvrigt et fantastisk sted at tage hen, hvis man gerne vil skabe nye fællesskaber på tværs af samfundsgrupperinger.

LC: Hvor bor du?
ITV: På Frederiksberg.

LC: Hvor går du tur?
ITV: I Haveselskabets Have og Landbohøjskolens have.

LC: Hvor drikker du kaffe?
ITV: Oftest på Det Rene Brød. Dog drikker jeg ikke kaffe, men te.

LC: Hvor spiser du?
ITV: Det må nok også være Det Rene Brød haha!! Ellers holder jeg også af Cafe N på Nørrebro.

LC: Hvor fester du?
ITV: Der hvor der er god musik, helst levende musik, og hvor folk er der for at danse.

LC: Hvor inspireres du?
ITV: I naturen og i mødet med andre menneskers fortællinger og beretninger.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
ITV: Lige nu er det nok Haveselskabets Have. En total oase. Jeg kan også rigtig godt lide Spinderiet i Valby og området omkring Blågårdsgade.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
ITV: Det spørgsmål kan forstås på to måder!! Sidst jeg var forelsket og i København på samme tid var forleden….derhjemme i min familie. Og hvis du mener forelsket i byen København, så må det især være, når jeg går gennem alle de små grønne åndehuller i byen. Parkerne, vejhjørnerne hvor der står træer og måske en bænk, de urbane haver der vokser frem på tage og langs vejene.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
ITV: Der er for mange, og de er for forbundne til at adskille dem. Livet består jo af sammenhængen mellem alle øjeblikkene. Af hele fortællingen. Alle de små ting der udgør hverdagen.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
ITV: Åh gå en tur i byens grønne mellemrum!! Haveselskabets Have, Søndermarken, Valbyparken, Amager Fælled, hvad der nu er tæt på hvor du bor. Det er vores allesammens åndehuller.

Jeg tror det er så afgørende, at vi mennesker kommer mere i kontakt med planter og deres proces med at gro, vokse og sameksistere med hinanden. Natur har så meget at lære os.

LC: For at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
ITV: Åååh jamen så er det flere træer! Der er sagtens plads til flere træer i byen!

LC: Dit soundtrack til byen?
ITV: En god blanding af Dylan, Bach, Cavela Vargas og musikken jeg arbejder med til næste produktion. Jeg arbejder altid med nykomponeret musik, så ofte lytter jeg til eksempler fra komponisten, når jeg bevæger mig gennem byen.

Tusind tak Ingrid, fordi du ville dele dit København med os. Vi elsker de grønne åndehuller lige så meget som dig, og er vild med dit forslag til flere træer! Oplev danseforestillingen  “Herfra min verden går”, der spiller fra 5. – 8. september i Riddersalen og køb billetter lige her.