Ved siden af Meyers Deli på Gammel Kongevej åbner nu IS POP-UP, hvor Meyers er gået sammen med Siciliansk Is på Vesterbro om at lave særlige smagsvarianter til den forestående sommervarme – blandt andet en softice med strimler af grillet kanelsnurre.
Udover at restauranterne nu åbner igen, fejrer Meyers forsommeren med en ny pop-up isbar ved siden af Meyers Deli på Gammel Kongevej. Isbaren hedder kort og godt IS og er et samarbejde med den berømte italienske isbod på Skydebanegade, Siciliansk Is.
Vilde signaturserveringer og særlige smagsvarianter
IS tilbyder en vaffel eller et bæger med et udvalg af cremede, syrlige og søde varianter.
Derudover tilbyder isbaren en soft-ice-servering med strimler af grillet kanelsnurre eller en sprød croissant med fyld af italiensk ‘fior de latte’-mælkeis og rabarberkompot. Alt bagværk kommer selvfølgelig fra Meyers Bageri.
Foruden en række velkendte og elskede smage, laver Meyers sammen med Siciliansk Is løbende særvarianter, som kun kan købes i pop-up-isbaren. Hvordan lyder eksempelvis en is-fortolkning af rødgrød med fløde eller deres up-and-coming kaffeis lavet på overskydende Coffee Collective-kaffegrums fra salget i Meyers Deli?
IS POP-UP Ved Siden Af Meyers Deli har åbent alle ugens dage fra kl. 13 til 17.
Pssst….!
Snart vender også de populære musikquiz-aftener anført af Nikolaj Koppel tilbage med Jada som gæst d. 25. maj og Hella Joof d. 29. juni. Billetter sættes snart til salg, så hold øje med Meyers Deli på Facebook og Instagram.
Du kan læse mere om genåbningen af Meyers Deli og deres mange andre, savnede spisesteder lige her.