Jean-Michel Grønnegård Deleuran | Københavnersnuden #261

0
627
Ugens Københavnersnude, Jean-Michel Grønnegaard har netop åbnet RØRT i Torvehallerne. Her laver han friskrørte pålægssalater, som er eksperimenterende nyfortolkninger af klassiske opskrifter – og som i øvrigt smager hamrende godt. Mød hans København her:

 

LC: Hvad har du gang i for tiden?
J-M: Den får fuld skrue med at få RØRT op at køre i Torvehallerne. Og så er jeg med i et accelerator program i Copenhagen Food Space, hvor jeg udvikler videre på konceptet i tæt sparring med en masse fantastiske mennesker.

LC: Hvor bor du?
J-M: Lykkesholms Allé på indre Frederiksberg. Jeg føler mig heldig over at bo på netop denne gade. Jeg elsker simpelthen den gade pga. den ro, der hersker, og samtidig dens spraglethed med en underfundig blanding af villaer og etagebygninger, varierende arkitektur og en masse idylliske baggårde.

LC: Hvor går du tur?
J-M: For det meste ned til Skydebanens legeplads med mine to drenge og tilbage igen. Ellers elsker jeg løbeture rundt i byen f.eks. ned langs havnen og ud rundt om kastellet og hjem igen. En dejlig måde at suge byens puls til sig på.

LC: Hvor drikker du kaffe?
J-M: Lige for tiden pga. RØRT bliver det for det meste hos naboen i Torvehallerne, Coffee Collective. Ellers er der Darcy’s på Blågårdsgade, som har et fantastisk udvalg af kaffe fra ukendte mikro-producenter.

Foto: www.roert.dk

LC: Hvor spiser du?
J-M: Mange forskellige steder – jeg vil altid hellere prøve noget nyt end noget velkendt. Steder jeg dog bliver ved med at vende tilbage til, er Izakaya og Mêlée, som bare holder niveauet, og er garant for god stemning og super service.

LC: Hvor fester du?
J-M: Det sker for det meste i privaten med de nærmeste venner.

LC: Hvor inspireres du?
J-M: Refshaleøen på grund af dens formidable udbud af progressive koncepter og skæve indslag. Her elsker jeg at gå på opdagelse. Derudover bruger jeg altid mine løbeture på tværs af byen til både at nulstille sindet og tænke nye tanker.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
J-M: Ikke noget specifikt, men jeg elsker den grønne strækning fra Landbohøjskolens Have på Frederiksberg op til Jægersborggade, som indkapsler København og dens alsidighed.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
J-M: En lun maj dag på La Banchina med et glas vin i hånden efter endt svømmetur i det stadig kolde vand.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
J-M: En gang skulle min hustru og jeg en weekend til Paris, men vores fly blev aflyst pga. strejke, og vi valgte i stedet at være turister i egen by en hel weekend og opleve den med nye øjne. Bare vandre rundt og suge alt til os. Det var helt fantastisk og en påmindelse om, at vi bor i en helt særlig by.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
J-M: Vild Vin Festival en endagsfestival som afholdes hvert andet år i forsommeren er altid helt forrygende. Naturvin i stride mængder, gakkede vinbønder og forårsforelskede københavnere er en genial kombination.

LC: Dit soundtrack til byen?
J-M: Det skifter jo år fra år til år – det seneste år vil jeg dog helt klart nævne Barselona og Legebørn skiven.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?

J-M: Betænkelighed og go’ stil i trafikken. Såsom at holde tilbage for en bil der skal ud på en trafikeret vej, når man alligevel er på vej ned imod et rødt lys, eller at lade være med at gå over for rødt, når der står et barn ved siden af og kigger på. Københavnere mister ofte alt hensyn og solidaritet i trafikken.

 

Tusind tak, Michel, fordi du ville dele dit dejlige København med os!

 

LoveCopenhagen har været forbi RØRT i Torvehallerne og smage på Jean-Michels pålægssalater og kan kun anbefale dig at tage et smut forbi. Læs mere her.