Jeg – en elektronista?

0
257

elektronista logo

jabra logo

Måske er det at stramme den, at kalde mig en elektronista, hvilket for mig betyder: ‘kvinde, der interesserer sig så meget for elektronik, at hun på dette område kan kalde sig nørd’.

‘Nørd’ er i mine øjne noget af det fornemmeste, man kan blive, for det betyder jo, at man kender og interesserer sig for et emne på detaljeniveau, hvor det til sidst kun er eksperterne, specialisterne – og nørderne – der kan følge med.

Ikke desto mindre elsker jeg at følge med i, hvad der rykker sig inden for elektronik, apps og sociale medier. Derfor er jeg også fast læser af elektronista.dk, ligesom jeg ind imellem får hørt radio-podcasten, Elektronista, som bliver sendt på Radio 24/7 søndage kl. 12-13.

I går inviterede Elektronista og Jabra til et lyd-event på Toldboden, hvor fire seje kvinder fortalte om deres forhold til lyd. Det blev til fire meget forskellige og meget spændende og inspirerende indlæg.

Christiane Vejlø
Christiane Vejlø

Christiane Vejlø fra Elektronista startede ud med at fortælle om trends inden for lyd, samt hvad vi kan forvente os i fremtiden. Allerede nu er mange af vores ting online, men det bliver vildere i fremtiden, hvor vi kan se frem til at kunne vælte ud af sengen om morgenen og råbe: Lav kaffe, støvsug, kog min pasta og pas mine børn – så sætter du simpelthen hele huset i sving (ikke konen – dine elektroniske apparater!). Lidt skræmmende, men som Christiane sagde, så drejer det sig jo i lige så høj grad om at tage stilling til alle de muligheder, man har og får – og så bruge dem, man har lyst til at bruge.

Ida Corr
Ida Corr

Næste kvinde på podiet var sangerinde Ida Corr, som startede med at undskylde. Hun var flov over, at hun ikke brugte al den teknologi, som faktisk allerede er tilgængelig. Og sådan er der jo mange, der har det. Som hun sagde, så har mange af os en smartphone, men vi bruger den sikkert bare primært til sms’er, opkald, Facebook og musik. Jeg kom til at tænke på, at det jo er ligesom menneskehjernen, som vi åbenbart også bruger blot 10% af. Jeg kunne i hvert fald sagtens sætte mig ind i følelsen af dårlig samvittighed over ikke at udnytte al den viden og alle de smarte funktioner, som vælter ind i vores liv i disse år. Til gengæld slog hun så et slag for den gode lyd, og her blev jeg nærmest rørt – for hold op, hvor har hun ret! En kunstner bruger oceaner af tid på at skrive, udvikle, indspille og producere musik, så det bliver et helstøbt værk. Og så er vi alle sammen så flabede at lytte til det på vores computere, hvor musikken slet slet ikke kommer til sin ret. God lyd er også ekstremt vigtigt for mig, men jeg lytter alligevel til meget musik på min iPhone. Og da Ida fortalte om at komme ind i en koncertsal, hvor lyden bare er helt perfekt, fik jeg nærmest tårer i øjnene, for ja! De oplevelser er magiske. Og vi frarøver os selv de oplevelser ved ikke at tage lyden alvorligt.

Sara Beck
Sara Beck

Tredje kvinde på scenen var personlig træner Sara Beck, som fortalte om, hvordan musik kan forbedre vores præstationsevne, når vi træner i det fri – men også den virkning vores yndlingsnummer kan have på krop og sind. Hun gav os blandt andet denne øvelse: Gå en tur i solskinnet, gå i fem minutter og mærk og lyt til verden omkring dig. Tag herefter dit yndlingsnummer i ørerne, gerne et uptempo nummer, og mærk så efter hvad der sker i kroppen. Jeg kan nærmest allerede nu mærke forskellen, selvom jeg på ingen måder er ude at gå lige nu… I lang tid har man vidst, at musik påvirker vores sind og faktisk også vores sundhedstilstand. Flere læger og psykologer bruger musik aktivt i deres behandling, så også her skal vi nok tage musikken alvorligt.

Suzaan Sauerman
Suzaan Sauerman

Sidste kvinde på podiet var Suzaan Sauerman fra Jabra, som fortalte om Jabras mange lækre produkter. Ja, hun var et reklameindslag fra firmaet, som afholdt eventet, men det var interessant, det hun fortalte. Jabra gør meget for at udvikle produkter til kvinder, så vi også kan bruge de smarte headsets og hovedtelefoner, der fylder og ser cool ud på hipstermænd, men som mange af os kvinder ikke bruger, fordi de ødelægger frisuren. Og Jabra har udviklet mange lækre produkter. Jeg er ikke i tvivl om, hvilke høretelefoner jeg skal investere i, når jeg om lidt skal købe mine nye løbe-inears. De er fra Jabra, de er ledningsfri, og de lyder godt. Hvilket jo binder det hele sammen: udviklingen har givet os mulighed for at få lækre høretelefoner med god lyd, så vi kan få den fulde oplevelse af musikken, når vi bevæger os udenfor og skal præstere på løbestierne. Hurra, får jeg lyst til at råbe.

At eventet sluttede med skøn musik fra Ida Corr og to dygtige musikere, samt lidt lækkert mad og vin fra Toldboden – det gjorde bare aftenen endnu bedre.

Tusind tak, Elektronista og Jabra, for at sætte fokus på et vigtigt emne, og for at samle fire inspirerende kvinder til en spændende aften.

Kh. Louise