Julie Michelsen | Københavnersnuden #263

0
513
Ugens Københavnersnude er egentlig fra Aarhus, men hun har boet i København i 13 år. Hun er musikkunstner, sanger, musiker og sangskriver og har tidligere udgivet 3 soloalbums. Hun bor med sin datter på Vesterbro, og når hun ikke laver musik, så serverer hun lækre kager på La Glace. Mød Julie Michelsen.
 

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
JM: Jeg forbereder en musikserie med titlen Egotripper, som er 10 singler, og som jeg udgiver over en periode på 10 måneder under temaer som fællesskab, lighed, kærlighed og anarki. Hele projektet blev skudt i gang den 25. oktober med første single,  som er titelnummeret. Så der har været en masse at se til med releasefest, øvning, presse osv. Jeg har også jobs med mit coverband Miss Julies Love Parade, som skal forberedes og jeg arbejder også på min næste udgivelse – et dansealbum. Ud over arbejdet med musik, sælger jeg kager på La Glace, løber, er mor, ser mine venner og slapper af på sofaen.

LC: Hvor bor du?
JM: På Vesterbro, en lille sidegade til Sønder Boulevard med udsigt til banelegemet.

LC: Hvor går du tur? 

JM: Jeg kan godt lide at gå tur langs havnefronten over rigsarkivets tagterasse eller køre ud i udkanten af byen, hvor der er mange fine steder med dejlig natur f.eks. Vaserne nord for Holte eller Ishøj strand.

LC: Hvor drikker du kaffe?
JM: Khiosk, Enghave kaffe eller Absalon, helst om formiddagen, hvor der er plads og byen slapper af.

LC: Hvor spiser du?
JM: Super delikat morgenmad på Winterspring i Store Strandstræde, bedste toast hos Beat på Enghave Plads, mormormad på Dyrehaven på Sønder Boulevard, kage til frokost på Conditori La Glace, eller picnic og rundbold i Valbyparken.

LC: Hvor fester du?
JM: Jeg er nok mest værtshus-typen og er glad for Sct. Pauli bar/Bodega 54 på Halmtorvet, Esrom kroen på Nørrebro, High Q i krydset ved Sønder Boulevard og Dybbølsgade, og hvis der skal danses, tager jeg med min bedste ven Karstin med på Nevermind og gir’ den gas til den lyse morgen…

LC: Hvor inspireres du?
JM: På min løbetur i Søndermarken. Men allerhelst på Omø, hvor jeg tit tager over og skriver musik, eller holder ferie med min datter i et lille hus ud til vandet. Helt simpelt. Smuk natur. Himmel og hav. Det bedste sted at finde tilbage til sig selv i en travl hverdag.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
JM: Rigsarkivets grønne tagterasse. Meget hemmelig og fredfyldt park imellem nye og gamle bygninger. Så længe det varer.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
JM: Da jeg satte mit kontorfælleskab i stand på Sønder Boulevard sammen med Lea Vilhelmsen (Forlaget Lesen) og Olga Ravn (forfatter/digter og min niece), som jeg har det sammen med. Vi malede, skaffede stillads og lånte værktøj hos købmanden, havde kaffepause ude på Boulevarden. Og bagefter lå jeg på min altan og lyttede til byen i sommervarmen og følte jeg byggede på noget godt til fremtiden.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
JM: Der er mange, men børnebio med min datter i Husets biograf i Magstræde er på top ti. Helt særlig hyggelig lille biograf med alternative børnefilm og gammeldags slik. Eller den aften hvor min bedste ven og jeg sad ved havnefronten i støvregn under en paraply og drak hvidvin, røg smøger og hørte Whitney Houston på en lille bluetooth højtaler.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
JM: Hæng ud og se hvad der sker. Drik et par øl på Boulevarden, køb pizzaer spontant. Videre til en reception på et galleri, måske cykle ud på Refshaleøen og lig i en liggestol ud til vandet. Og ta’ en aftenbadetur.

LC: Dit soundtrack til byen?
JM: Jeg er nok mest til byens egne lyde, da’ jeg har så meget musik i mit arbejde. Der kører altid en bas et sted, fra en festival, eller en koncert. Nogen holder fest. Mennesker, biler, byens lyde. Det summer. Det kan jeg godt li’.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
JM: Jeg synes der mangler et ugentligt madmarked, som man har i Berlin og Paris og de fleste andre storbyer. Hvor man kan købe grøntsager, blomster og specialiteter fra lokale avlere. Og til rimelige priser J Og flere grønne områder, i stedet for alle de dyre boliger de bygger. Ups det var to ting.

Tusind tak, Julie, fordi du ville dele dit dejlige København med os!

Psst.. du kan se en lille smagsprøve på ”Egotripper” med videoART af kunstneren
Ditte Trudslev lige her > https://youtu.be/kDSkNLKfrFU