Kejthåndet | Københavnersnuden #75

0
456
Vi kan lide at blive rørt af musik. Og det er en svær størrelse at have med at gøre, for smag er jo forskellig, men vi kan på LoveCopenhagen godt blive enige om, at Kejthåndet har noget helt særligt. I tirsdags udgav de en ny EP, Helt Derude Hvor Ordene, om knap to uger spiller de til Uhørt Præsenterer i Pumpehuset, men nu får du lov at lære deres København at kende, når Simon, Kim og Rune deler ud af deres oplevelser i byen.

LC: Hvad pusler I med for tiden?
SKR: I tirsdags udgav vi vores længe ventede EP – Helt Derud Hvor Ordene, så efter bobler og fejring, lægger vi sidste hænder på livedelen af vores numre. Lige nu står vi rent faktisk i øvelokalet og gør os klar til vores næste koncert til Uhørt Præsenterer i Pumpehuset d. 13. feb.

LC: Hvor bor I?
R: Jeg bor på mit elskede Vesterbro i de gamle Carlsberg arbejderbygninger.
K: Jeg bor på Nørrebro, og der er bare fedt hele tiden.
S: Jeg bor på Østerbro. Der er vildt mange altaner, og jeg har selv lige fået en. Min kioskmand hedder for øvrigt Kjennean – han tager sig godt af alle de lokale alkoholikere.
K: I har da ikke den slags kiosker på Østerbro…

LC: Hvor går I tur?
K: Jeg går for det meste tur i Stefansgadekvarteret, som jo i virkeligheden er ved at blive Nørrebros Østerbro…, og ned ad Jægersborggade går jeg altid til lyden af mit eget bankende brostensbeat.
R: Jeg har lige fået bil, så jeg er helt holdt op med at gå, men jeg nyder Vesterbro gennem min forrude og sidespejle.
S: Jeg kører mest på cykel med min datter. Og så går jeg selvfølgelig i kiosken på Sølvgade.

LC: Hvor drikker I kaffe?
K: Jeg drikker så sygt meget kaffe på mit arbejde, at jeg nærmest aldrig går ud for at drikke kaffe, men når jeg gør, så vil jeg aller helst ned på den der lille plade-/kaffebutik, der ligger på hjørnet af Stefansgade, og den skal helst være sort som Donald Trumps hjerte.
S: Jeg drikker min kaffe på Bacchouse Cafe på Sølvtorvet.
R: På Vesterbro ligger der voldsomt mange caféer, så det bliver vekslet en del. Der er næsten altid åbnet et nyt sted, man skal prøve, men ellers er min foretrukne café den Navnløse på Enghave Plads.

Kejthåndet

LC: Hvor spiser I?
R: I går var jeg på Bevi Bevi og få deres simple men helt lækre italienske menu. De benytter friske og lækre råvarer.
S: Jeg spiser på Aamanns Etablissementet på Øster Farimagsgade. Der er kød, og det smager røvgodt.
K: Jeg går for det meste ned på Jagtvej til Fu Wa, som har Nørrebros nok bedste kantonesiske køkken, og deres dumblins, mmm!

LC: Hvor fester I?
K: Vi fester alle sammen helst i køkkenet under emhætten! Men altså, hvis det ikke skal være der, så går jeg for det meste på Musiksmag i Jægersborggade, de har lambrusco og FFer, så bliver det nærmest ikke bedre
R: Jeg er meget snakke-bar-mand, så steder hvor man kan samtale – gerne over en cigaret – og naturligvis på Vesterbro. Café Snork skal klart nævnes her.
S:La fontaine med blå toner.

LC: Hvor inspireres I?
R: Jeg går på Vega og ser livemusik og stjæler tricks med arme og ben.
K: Det er i virkeligheden over det hele, men rigtig ofte, når jeg cykler igennem byen. Der er en helt særlig slags ro, synes jeg, hvor hovedet har plads til at arbejde, mens det oplever. Man skal ikke forholde sig til andre – udover at folk cykler helt ad helvede til. Men altså…, cykelturen i helt klart det fine lille frirum, hvor jeg bare er mig.
S: Jeg får helt klart en masse god inspiration ud af at tjekke ny musik ud på eksempelvis Spotify, når jeg drømmer mig væk i forsøg på at finde referencer til vores musik, og så får jeg vildt meget inspiration i vores tekster, som Kim skriver.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
R: Jeg elsker Cafe Snork og cykelbroen ved Fisketorvet, jeg synes, det er en fest at køre over den!
S: Jeg elsker at sidde i solen på Dr. Louises Bro og Westend på Runes elskede Vesterbro. Jeg tror sgu, jeg elsker det mere end dig, Rune – jeg kunne fandme lave en bog om fucking Vesterbro, mand!
K: Jeg kan vildt godt lide stedet under Bispebuen, der er helt vildt meget beton, akustik, larm og ro på samme tid – Ja, der hvor der er Bas Under Buen.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
S: På volden i Østre anlæg, som ingen åbenbart har opdaget, så schyyy… Eller der er jo lige dem, der spiller rollespil, som træner, eller hvad det nu hedder, der.
R:Pluto et sted mellem 7. og 10. ret
K: Når jeg står og lidt skamfuldt ryger ud af mit køkkenvindue og kigger op på TDC-tårnet – den anden dag var det sgu helt væk i tågen, årh.

KEJTHANDET_EP_cover_72dpi

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
K: Hva, Simon?
S: Når man kører hjem fra job i Jylland og ser folk vælte ud af værtshusene, ex nede foran Ludwigsen på Vesterbrogade.
K: Da jeg sammen med et par venner sejlede ud fra Kastrup i høj sol til Dragør og bagefter tog ud og tjekkede den vildeste speedbåd ud, som vi lod som om, vi gerne ville købe – der var fandme en rund seng og flere minibarer gemt forskellige steder!
R: Det er faktisk fra før, jeg flyttede til København. Jeg tømte børneopsparingen, tog toget til København og købte en Selmer saxofon i Marno Sørensen i Skoubogade.

LC: Jeres anbefaling til den bedste oplevelse i København?
S: Gå ud og hør noget livemusik, uanset hvad der står på plakaten.
R: Tag altid på Statens Museum for Kunst, altid, hele tiden – det gratis!
K: Tag på Assistens Kirkegård med en flaske rosé.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det? R: Godt vejr.
K: Plusgrader, hele tiden og flere kiosk-/pizzasteder som den på Frederiksberg Alle.
S: Flere butikker som Ruben og Bobby, den på Bjelkes Alle – vintagelegetøj og frisør.

LC: Jeres soundtrack til København?
S: ”Din Natur” med Tidlige Armbånd
K: Jeg kan sgu ret godt lide ”Asfalt”-pladen med Skammens Vogn eller ”You Can´t Say no Forever” med Moi Caprice
R: ”Indre By” med Nikolaj Nørlund

Tusind tak, Simon, Kim og Rune – Kejthåndet, fordi I ville dele jeres København med os.

Kejthåndet spiller til Uhørt Præsenterer den 13. februar i Pumpehuset. Du kan høre deres EP her.

GOD SØNDAG!

Definition af en københavnersnude; interessant, sød, sjov og/eller venlig person, der er bosat i eller har tilknytning til København.