Komponist, sangskriver, musiker, sanger og oversætter. Ugens Københavnersnude har udgivet hele seks anmelderroste albummer siden 2003 og har de seneste år skrevet musik og tekst til teaterstykker. For første gang i 11 år har han udgivet musik i eget navn – desværre under triste omstændigheder, da hans datter døde sidste sommer. Se den smukke musikvideo nederst i indlægget der både er en hyldest og en måde at bearbejde hans sorg. I forbindelsen med udgivelsen har vi taget en snak med ham omkring hans liv i København og hvad der sker i hans liv. Mød Kenneth Thordal:
Foto af Kenneth Thordal: Jan Grarup
LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
KT: Skrive sange, øve, cykle, spise og drikke – i de her dage i mit sommerhus i Veddinge Bakker. Jeg forsøger at skrive sange til en EP, der skal komme senere på året. Derudover skal jeg skrive musik til en forestilling på Mungo Park Kolding. Og så skal jeg lave lidt tv og radio i forbindelse med min nye single. Desuden skal jeg ud og spille lidt igen – som ham der Kenneth Thordal. I de sidste mange år har jeg ellers kun optrådt i forbindelse med de teaterstykker, jeg har skrevet musik og tekster til.
LC: Hvor bor du?
KT: Vesterbro.
LC: Hvor går du tur?
KT: Jeg har lige siden min morfar i 1970’ernes Bremen slæbte mig med ned til havnen, hvor han arbejdede, været vild med havne og naturligvis også Københavns havn. Jeg kaldte sågar mit første dansksprogede album for ”11 salmer fra bunden af havnen”. Nu har havnen fået en ekstra betydning for mig. Siden min yngste datter døde sidste år, har jeg haft et særligt sted bag Fisketorvet, hvor jeg går ned og er sammen med hende, hvis jeg ikke lige har tid til at tage helt ud på Holmens Kirkegård, hvor hun ellers ligger. Bortset fra det går jeg ikke så meget tur. Jeg cykler. Ofte ud over diget på Vestamager og videre ud til Dragør, eller måske ud mod Sengeløse og Hove-senderen eller op mod Arresø eller … Ja, jeg er en af de midaldrende, lycraklædte mænd på racercykel.
LC: Hvor drikker du kaffe?
KT: En masse vesterbrosteder: Dyrehaven, Bang og Jensen, Den navnløse, Enghave Kaffe, Kihoshk, Repos, Absalon …
LC: Hvor spiser du?
KT: Jeg ville ønske, at jeg spiste mere hjemme, for jeg bliver ruineret af al den lækre mad i mine omgivelser, og jeg elsker faktisk at lave mad. Jeg arbejder bare på alle mulige tidspunkter, så tit får jeg ikke lige købt ind og kokkereret. Sidst, jeg spiste ude, var det på Kødbyens Fiskebar. Glimrende, ikke helt urimeligt dyrt og med aftensol. Je t’aime i Dybbølsagde er en anden lille Vesterbro-perle. Og nå ja … Kebabistan på Istedgade ved firetiden om morgenen kan sgu også noget.
LC: Hvor fester du?
KT: Helst private fester af en eller anden art – gerne noget, der bare opstår på en ellers gråmeleret hverdag. Drikker nok flest øl på Snorks, hvor jeg tit afslutter mine cykelture med et par fadøl. Så er det smart at være i lycra og cykelsko med klamper. Det sætter ligesom en naturlig begrænsning for alkoholindtaget.
LC: Hvor inspireres du?
KT: Inspiration er en lidt udefinerbar og måske noget overvurderet mytologisk størrelse. Kunstneriske processer handler meget mere om at sætte sig ned og arbejde end om at gå rundt og vente på at blive inspireret. Men okay, når jeg pludselig kan skrive en sang på en halv time, er der gået 1000 halve timer forinden, hvor jeg ikke har skrevet den. Enten ved at jeg har prøvet, eller også ved at jeg bare har været i tilværelsen og har cyklet, spillet guitar, drukket, elsket …
LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
KT: Helt uoriginalt må jeg nok sige Vesterbro generelt. Jeg har boet i de fleste bydele – blandt andet 17 år på temmelig kedelige Østerbro – men det her er min syvende lejlighed på Vesterbro, og det er her, jeg føler mig mest hjemme. Jeg elsker også at fare vild, eller rettere at finde gader og veje, jeg ikke kender.
LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
KT: Skal vi ikke bare sige de sidste 52 år? Naturligvis ikke nyforelsket hele tiden, men jeg kan sgu godt lide byen, som på mange måder er blevet mere charmerende med årene – hvis man ellers har råd til at være her.
LC: Hvad er dit bedste minde om København?
KT: Sjøst? Det kan jeg sgu da ikke svare på efter alle de år.
LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
KT: Tag på bjergvandring og se det hele lidt fra oven. Først gode gamle Rundetårn, så pitstop på tagcaféen i Illum, derefter til tops i Frelserkirkens tårn, videre på cykel ud til 8-tallet, hvor der er en smuk udsigt over Vestamagers marsklandskab og til sidst en drink ved P.H.-flygelet på Bella Sky Bar på 26. sal med udsigt over hele Amager Fælled og København. Ja, man kan sågar se helt til Køge og Stevns Klint på en god dag.
LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
KT: Flere små, anarkistiske lommeparker a la New York. Der er vist over 600 bare på Manhattan. Det er der jo sådan set også i København, men de ligger i baggårde bag lås og slå og er primært forbeholdt dem, der var heldig nok til at hoppe på boligræset på det rigtige tidspunkt eller have velhavende forældre. Og huse med grønne facader, som de er begyndt at have i fx Singapore. Godt for byens miljø, klima og så videre og slet og ret smukt. Derudover lejligheder, der er til at betale. Og så ville det sgu også være rart med en overborgmester, der ikke var socialdemokrat. Efter 100 års socialdemokratisk overherredømme kan det være svært at få øje på det sociale og demokratiske.
LC: Dit soundtrack til byen?
KT: Helst ingenting. Jeg kan bedst lide bare at bade i byens lyde. Som musiker lægger jeg nok mere mærke til lyde end gennemsnittet. Fx kan jeg fra mit soveværelse altid høre dieseltogene, der står og brummer nede på baneterrænet ved Dybbølsbro. I stedet for at blive irriteret over dem prøver jeg at opfatte dem som en drone – altså en tone, der ligger neden under det hele. Så bliver det til musik. De brummer for øvrigt sådan nogenlunde rent i tonen A. Ind i mellem kan jeg nu godt lide at tage mine støjreducerende hovedtelefoner på og vade rundt i byen. Så kan man høre ultradynamisk musik, uden at de stille passager bliver overdøvet af trafikken.
Tusind tak fordi du delte din historie og dit København med os, Kenneth. Vi er både inspirerede og rørte. Se Kenneths smukke musikvideo fra hans single “Vi slår døden lidt ihjel” om hans datter, Fiona, hvor hans anden datter bl.a. synger kor på.