Jeg havde en kæmpe oplevelse i lørdags – en af de største jeg har haft længe – og nu har jeg gået og tygget på den i en lille uge, og jeg vil så gerne dele den med jer.
Da jeg var 5 år gammel begyndte jeg at spille violin. Og jeg fortsatte indtil jeg som 16-årig teenager hellere ville spille guitar og lytte til Nirvana. Men igennem mere end 11 år var klassisk musik – og det at spille det – en stor del af mit liv. Jeg spillede også flere koncerter på den lokale musikskole, både solo og med det orkester, jeg spillede i. Men sjovt nok har jeg aldrig selv været til sådan en RIGTIG klassisk koncert. Indtil i lørdags! Jeg fik min debut i lørdags på Den Sorte Diamant. Med en trio, der spillede på bratsch (en ‘stor’ violin eller en viola – jeg spillede selv på bratsch et års tid), på cello og på flygel. En nordmand, en dansker og en armensk-født dansker.
Helt fra første sekund var oplevelsen stor. Salen var fyldt, og da vi satte os summede den af stille (forventningsfuld) snak. Og jeg vidste jo ikke, hvad jeg kunne forvente, så jeg var mest af alt spændt på, om jeg ville komme til at kede mig – set i sammenligning med en ‘almindelig’ koncert, hvor man danser og synger med. Og så håbede jeg meget, at jeg ikke ville komme til at gøre noget forkert – altså som at klappe på et forkert tidspunkt.
Endelig kom musikerne ind i den smukke stemningsfulde sal. og så gik det løs. Jeg tror sjældent, at jeg har været så fanget så længe så stille. Jeg kunne umiddelbart mærke min puls falde, mens jeg med tilbageholdt åndedræt lyttede til de tre virkelig dygtige musikere på scenen. Jeg satte mig godt til rette i det bløde sæde, tog min kæreste i hånden, lænede hovedet tilbage, lukkede mine øjne og svømmede af sted til de smukkeste toner. Hør og se selv lige denne lille bitte bid, som overhovedet ikke yder oplevelsen retfærdighed: Smagsprøve
Endnu mere fascineret blev jeg, da bratschisten først fortalte (på skønt klingende norsk), om hans instrument, der var bygget i 1590. Ja – 1590! Wauw! Og som det ikke var nok, så ville cellisten da også lige ‘fun-facte’ os – han spillede på den første cello, som Stradivarius byggede tilbage i 1700-tallet. Og netop den cello havde været brugt ved flere uropførelser af Brahms værker i 1800-tallet. Måske er jeg lidt nørdet omkring dette, men det gav mig et enormt kick at lytte til de smukkeste toner fra instrumenter med så meget historie og så meget sjæl. Og jeg tog mig selv i at prøve at forestille mig, hvor og hvem der tidligere havde spillet på dem.
Tiden gik ufatteligt stærkt, og efter to alt for hurtige timer var det slut.Og vi rejste os og klappede begejstret sammen med hele salen. Og jeg var en kæmpe oplevelse rigere. Jeg klappede på alle de rigtige tidspunkter. Jeg kedede mig ALDRIG – tværtimod. Jeg har sjældent følt mig så nærværende og sitrende. Og jeg er efterladt med en sult efter mere. Mere. Mere. Så jeg må afsted igen. Til mere klassisk. Flere smukke toner. En langsom og rolig puls. Mere eftertanke og drømme til skønne toner. Til et strejf af musikhistoriens vingepust. Og jeg kan ikke vente. Nej – jeg kan ikke vente.
Og som den fineste prik over i’et var det jo på Den Sorte Diamant. Et af mine yndlingssteder i hele byen. Jeg kan kun på det absolut allervarmeste anbefale alle at give sig selv den kæmpeoplevelse, som en klassisk koncert (i hvert fald for mig) er! Jeg må sige det på fransk: Allez, allez allez! / Anne