Københavns bedste bager?

2
648
Andersen & Maillard bageri

Vi danskere er gode det til det med brød og bagværk. Eller rettere sagt; de danskere bagere er gode til det med brød og bagværk. I februar kunne Politiken løfte sløret for hele fire nye bagerier på Nørrebro, for selvom man skulle tro, at der var nok lækre bagerier i København, så er der altid plads til én eller fire til. Louise T har her samlet en lang række af sine yndlingsbagerier i byen.

 

Af Louise Taarnhøj

 

Før du bevæger dig ned gennem listen, vil jeg lige pointere, at listen er ikke i prioriteret rækkefølge. Jeg har ikke én favorit, men 15 favoritter.

God fornøjelse!

 

1. Bagerdygtigt

Bagerdygtigt er en sand lille perle for de morgenfriske. Hos den økologiske og idealistiske bager på Istedgade 120 hersker den lokale stemning, hvor stamgæsterne er på fornavn med personalet, og verdenssituationen bliver vendt over en kop kaffe og en morgenbolle. Den 12.12.12 slog ejeren, Michael, for første gang dørene op til bageren, som også er en café. Hver morgen popper de lokale børnefamilier, håndværkere, iværksættere og studerende ind for at tanke op på det gode brød, et solidt morgenmåltid eller det klassiske wienerbrød. Bagerdygtigt har i øvrigt ingen madspild, og det kræver strategi samt kunder, som er villige til at købe netop det brød, som bageren har bagt. Er der rester, giver Michael det videre til Kirkens Korshær længere op ad gaden.

Bagerdygtigt
Istedgade 120
1650 København V

 

hart bageri

 

2. Hart Bageri

Der var lange køer og kæmpe hype over hele byen, da Hart Bageri åbnede på Gammel Kongevej for et par år siden. Og dommen var klar: Hart laver vanvittigt godt og vanvittigt dyrt bagværk. Det med prisen forsvarede de med, at de brugte rigtig gode råvarer, og den slags koster jo.

Jeg kan huske, at jeg syntes, det hele var lidt opstyltet med den hype, og jeg gik lidt demonstrativt udenom at købe hos dem. Alligevel smugnød jeg deres brød og kager, når ingen kiggede, for ærlig talt, så er det gode sager, du får her.

Det særlige ved Hart er dog, at de laver deres eget take på forskellige klassikere. Som eksempelvis til fastelavn, der de kom op med denne lille perle på billedet – med ananas og lime. En både frisk og sød sag, der sad lige i skabet (og efterfølgende på sidebenene).

Hart Bageri
Gammel Kongevej 109
1850 Frederiksberg

 

Bageriet Brød

3. Bageriet BRØD

Endnu en fastelavnsbolle får rampelyset her i artiklen. Jeg var nemlig svært glad for Bageriet BRØDs udgave af den klassiske fastelavnsbolle. Men jeg er også glad for deres rugbrød med skibsøl, deres mandelcroissanter, deres økologiske tilgang, deres samarbejder med små fødevareproducenter på Sjælland som eksempelvis Tothaven, der laver verdens bedste gedeost. 

Der er altid noget at lade sig friste af hos BRØD, og deres betjening fejler aldrig noget.

Bageriet BRØD
Enghave Plads 7
1670 København V

 

Buka Bakery København

4. Buka Bakery

Buka Bakery har stjålet mit hjerte, og det lader til, at resten af København også har fundet vej til den lækre bager på Store Kongensgade.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Buka, da Nathalie skrev sin kærlighedserklæring til bageriet her på sitet. Og nu er jeg hoppet med på vognen; det er velsmagende bagerkunst, du får langet over disken her i butikken.

Buka Bakery
Store Kongensgade 18
1264 København

 

5. Det Rene Brød

Det Rene Brød var i mange måneder sidste år min allerhelligste bager. Jeg opdagede nemlig deres glutenfri brød, som smager helt vanvittigt godt. Nu kan jeg sagtens tåle gluten, så når jeg en sjælden gang vælger brød uden dette protein, så er det altså kun fordi, at det ind imellem bare smager godt. Som her hos Det Rene Brød. Og det er ikke kun denne slags brød, de er gode til – jeg har også fået et ganske herligt madbrød med chili her. Og så bilder jeg mig ind, at jeg selv bliver en form for superkvinde af at spise økologisk, og Det Rene Brød er 100 % økologisk.

Det Rene Brød
Nørrebrogade 42
2200 København N

 

Bagt bageri

6. Bagt

1. marts 2021 åbnede Bagt Boulangerie & Bageri en afdeling på Frederiksberg (også på Gammel Kongevej, ikke mange skridt fra Reinh van Haun!). Bagt er efterhånden en ret stor bager-kæde med tre butikker i København, en på Frederiksberg og to i Nordsjællland.

De er også gode. Jeg var lidt skuffet over deres kanelbolle, som manglede lidt snask og var en smule tør. Men deres mandelcroissant – Oh My Freaking God! Det er noget af det bedste bagværk, jeg har smagt.

Deres baguette er også fremragende og meget mere spændende end de tørre stænger, man normalt kan købe i Frankrig. Det er som om, de har taget det bedste fra Frankrig og Danmark og blandet det godt sammen. Det er en vinderformel.

Bagt Boulangerie & Bageri
Gammel Kongevej 171
1850 Frederiksberg

7. Lagkagehuset

Der var engang, hvor jeg arbejdede på en sushirestaurant på Frederiksberg. Her var der en stamkunde, der sammen med sin kæreste, flere gange om måneden besøgte restauranten, til personalets store fornøjelse. For parret var det sødeste, venligste, smukkeste og mest smilende par, vi havde mødt i restauranten. Og pludselig en dag stod manden i Go’morgen Danmark og fortalte om sin bager, Lagkagehuset. Manden hedder Ole (med et kækt, frækt (og hemmeligt) kælenavn – kan du gætte det?), og selvom han var, og sikkert stadig er, venlig, så er det altså ikke derfor, at jeg besøger Lagkagehuset. Det er fordi, jeg er afhængig af deres gifler. Jeg hader at indrømme det, men de smager næsten perverst godt – jeg har endda fået det lidet flatterende øgenavn, giffelguffer, i den nærmeste omgangskreds, fordi man ofte ser mig med en giffel i hånden. Sådan har jeg det bare bedst – i nærheden af en giffel.

Lagkagehuset
Værnedamsvej 1
1819 København V

 

8. Meyers Bageri

Nu vi er ved perverst lækre bagere, så er Meyers Bageri selvskrevet på listen (ikke selve bageren, men bageriet). Deres kanelsnurrer slår alt – de er så store og syndige, at man er både lykkelig og fyldt med skam, når man har indtaget en. Det er seriøst noget af det bedste, der kommet ud af en bager. Jeg tror ikke, jeg kendte til rigtig lykke, før jeg støtte på Meyers snurre (som man siger). Nu craver jeg den i stor stil.

Derudover skal det nævnes, at deres scones også er blandt de bedste i byen, som næsten slår Van Hauens (som ikke er med på vores bybagerliste).

Meyers Bageri
Gammel Kongevej 103
1850 Frederiksberg C

 

9. Juno Bakery

Juno laver byens bedste kardemommesnurre – og de var vist også først med den, så vidt jeg husker. Der er noget om hypen, selvom det virker umådeligt kikset st stå i kø i 40 minutter for at få lov til at give 25 kr. for én.

Jeg har ikke prøvet andet end denne snurre hos Juno, og jeg kender ikke nogen, der har – så jeg håber virkelig, at nogle af os også støtter de andre produkter på hylderne, så de ikke skal ligge der helt ensomt og aldrig blive købt.

Juno the Bakery
Århusgade 48
2100 København

 

10. Naturbageriet

Naturbageriet er ved første øjekast så fodformet og pageklippet, at det næsten lugter af galar. Men man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene, og bageren ryger sig eftersigende ikke skæv, når han bager. Deres raw-romkugler er værd at cykle gennem byen efter, og så laver de byens bedste hirseboller.

Naturbageriet
Frederiksborggade 29
1360 København K

 

11.  Sankt Peders Bageri

Onsdagssneglen fra Sankt Peders Bageri er en klassiker, og da jeg boede i nabogaden for efterhånden mange år siden, var jeg tit forbi for at tanke op på det søde stykke wienerbrød her. Kommer der gæster fra udlandet på besøg, anbefalede jeg dem altid at kigge her forbi, og det tror jeg faktisk også, at jeg vil i dag. Bare forbi det er onsdag, midt på ugen, og så skal man forkæle sig selv. Især når det er gråvejr.

Sankt Peders Bageri
Sankt Peder Stræde 29
1453 København K

 

12. Il Buco

Den lidt gemte bager på Njalsgade laver de bedste croissanter – det er virkelig sådan vanvittigt godt. Jeg kan ikke understrege det nok. Min tidligere kollega Maria havde dem engang med på kontoret, og jeg har aldrig glemt den formiddag. Jeg ved ikke, hvorfor, man jeg har ikke cyklet efter de croissanter, så jeg har kun smagt dem tre gange. Men det er til gengæld også virkelig gode tre gange.

Det er en helhjertet anbefaling til Il Bucos croissanter herfra.

Il Buco
Njalsgade 19C
2300 København

Møllers Hjemmebag

13. Møllers Hjemmebag

Møllers Hjemmebag er ikke en ‘rigtig’ bager – som i bager med butik, hvor du kan komme ind dagligt og få dine bagværk. Niels, der står bag Møllers Hjemmebag, laver brød på bestilling, og ind imellem skriver han på sin Instagram og Facebook, at den kommende søndag kan du hente morgenbrød i Kødbyen eller i Sydhavnen.

Det er de bedste surdejsboller, jeg har smagt – og her på billedet kan du også se hans klassiske fastelavnsbolle, som du må vente med at smage til næst år.

Hold øje med hans profiler, hvis du vil have ægte lækkert morgenbrød.

Møllers Hjemmebag
Instagram
Facebook

 

Andersen & Maillard bageri

14. Andersen & Maillard

Denne nørrebroske bager laver de bedste chokoladecroissanter i byen – eller i verden. Prøv lige at se, hvor smuk den er! Det er lige før, man ikke nænner at spise den. Og så alligevel.

Den er fyldt med chokolade indeni også – af god kvalitet, og så er brødet både sprødt og snasket, som det skal være i sådan en sag.

Andersen & Maillard
Nørrebrogade 62
2200 København N

 

Dette var listen over de bagere, jeg personligt synes bedst om i byen – i vilkårlig rækkefølge. Mangler jeg nogen på listen, så skriv gerne til os. Jeg er nemlig altid frisk på at forsøde min tilværelse med syndige kulhydrater og rigeligt smør.

/Louise /

2 COMMENTS

Comments are closed.