KØKKENELEVATOREN

0
457
Efteråret har stået i Harold Pinters tegn på Teatret ved Sorte Hest. Først kørte ”Old Times” og nu opfører det lille og charmerende teater på Vesterbrogade endnu en af den engelske forfatter og dramatikers store klassikere; ”Køkkenelevatoren” – en forestilling, der fik mig til både at gyse og grine.

For nogle uger siden så jeg Tarantinos ”Reservoir Dogs” fra 1992. Kan du li’ den, vil du med sikkerhed også finde instruktøren Peter Kunz iscenesættelse af Harold Pinters ”Køkkenelevatoren” ganske underholdende. I en kælder sidder de to lejemordere Ben og Gus og venter på besked om, hvem de skal myrde næste gang – ligesom de har gjort det så mange gange før. Business as usual. Men da en køkkenelevator begynder at sende dem mystiske beskeder, får bekymringerne og ikke mindst paranoiaen lov til at vokse hos de ellers så hårdkogte håndlangere. En intern magtkamp opstår med både vold og absurde påfund, mens vandviddet står malet i de tos ansigter; for vanvittig bliver man, når spørgsmålet om det meningsløse i at slå andre mennesker ihjel aldrig bliver italesat, men konstant spøger i bevidstheden.

Ligesom det var tilfældet i ”Reservoir Dogs”, er ”Køkkenelevatoren” spundet ind i humor og absurditeter – dog af en langt mere goofy karakter. De to skuespillere, Morten Holst og Morten Brovn, matcher hinanden perfekt i rollerne som Ben og Gus; makkerparret, der på den ene side opfører sig som et gammelt, fastgroet ægtepar og på den anden side giver den som koldblodige gangstere. Spændingen mellem de to er derfor nervepirrende intens. Begge skuespillere balancerer perfekt mellem de komiske, absurde og fatale karaktertræk, som Ben og Gus besidder og som i Peter Kunz iscenesættelse kommer til udtryk gennem fysisk og voldelige interaktion. Det er derfor en både spændende, rå og morsom oplevelse, som ”Køkkenelevatoren” præsenterer sit publikum for i det lille teater på Vesterbro – en forestilling der bestemt er værd at se (også selvom man ikke har stiftet bekendtskab med Tarantinos debutfilm).

Køkkenelevatoren” spiller på Teatret ved Sorte Hest til den 5. december 2014.

/Ditte

Bonusinfo

Onsdag den 12. november kan du efter forestillingen møde de to skuespillere samt instruktøren Peter Kunz i teatrets foyer, når de tre stiller op til Q&A. Her kan publikum stille spørgsmål til deres arbejde med den nervesitrende og absurde Pinter-klassiker.

STED: Foyeren på Teatret ved Sorte Hest
TID: Kl. 21.15. Arrangementet varer ca. 30 min.
BILLET: Gratis adgang for alle med billet til ”Køkkenelevatoren” eller ”Old Times”