De sidste tre weekender af august sørger Rub & Stub sammen med Copenhagen Insight for, at du kan nyde den københavnske sensommer med en picnic på Kastellet. Menuen vil skifte hver weekend, hvor henholdsvis Meyers, Carsten Kyster og restaurant Lola vil sørge for at sammensætte en lækker menu med fokus på bæredygtighed og fællesskab.
Af Louise Bro
Det er stadig lidt usikkert, hvornår vi igen kan være flere samlet indenfor. Men det behøver vi jo heldigvis ikke at bekymre os om, så længe sensommeren sender solsstråler og varmegrader mod os. Netop det gode vejr kan du udnytte til fulde de kommende tre weekender, hvor Rub & Stub sammmen med Copenhagen Insight inviterer til Picnic på Kastellets ubetrådte græs, hvor op til 500 personer hver weekend kan nyde en lækker menu under åben himmel.
Bæredygtighed og fællesskab
Rub & Stub er en socialøkonomisk virksomhed, der arbejder med at skabe enestående sociale og bæredygtige madfællesskaber. Derfor kan du også se frem til meget mere end bare mad til deres picnic, som helt sikkert også vil byde på et par overraskelser. Du skal selv pakke et tæppe, men du får til gengæld også en af byens bedste (og normalte forbudte) lokationer som kulisse for en picnic. Det er jo normalt forbudt at betræde græsset på Kongens Bastion. Derfor er der alt mulig god grund til at nyde en af de specialkuraterede menuer, der skifter hver uge, samt danske signaturdrikke fra Æblerov og Læsk, og lækkerier fra Jacobsen Bryg og Peter Larsen Kaffe.
Specialkuraterede menuer hver weekend
Menuen vil skifte hver weekend og med de gastronomiske kræfter, der står bag menuerne, kan det næsten blive svært at vælge weekend. Hver weekend vil henholdsvis Meyers, Carsten Kyster og restaurant Lola stå for 5 retter til weekendens picnickurv.
Den 15. og 16. august står Meyers for maden:
Meyers har i mere end 25 år arbejdet for at fremme kvaliteterne i den danske madkultur. Kendt for kanelsnurrer og flæskestegssandwich har Meyers i coronatiden lavet en del innovative tiltag som glashusene ved Skuespilhuset, Verdens Bedste Skovtur ved Udsholdt Strand og Drive-In Cinema på Nordhavn. Nu er turen kommet til picnic på Kastellet, og mon ikke også det bliver en fest.
Den 22. og 23. august står Carsten Kyster for maden:
Hvordan end vinklen på mad skal være, så leverer Carsten Kyster. Han laver, anmelder, og skriver om mad, og har svunget kokkekniven over hele kloden – fra Spisevognen på hjul til Sydney, London og Maldiverne og nu også i Kastellet.
Den 29. og 30. august står Lola for maden:
Til trods for den ganske lokale placering i den gamle mølle på Christianshavns vold, emmer restaurant Lola af international kulinarisk erfaring. Med chefkokken Kamilla Seidlers verdenskendte bedrifter viser Lola, at der kan drives restaurant på højt niveau uden at gå på kompromis med socialt ansvar. Erfaringerne smages i maden, og oplevelsen bringes direkte til årets picnickurv.
HVOR: Kongens Bastion (ved møllen), Gl. Hovedvagt, Kastellet 1, København
HVORNÅR: Lørdag den 15., 22., 29. august kl. 18:00-20:30 og søndag den 16., 23., 30. august kl. 13:00-16:00
PRIS: 300 kr. per person for mad (5 retter) og drikkevarer fra Æblerov, Læsk, Jacobsen Bryg og Peter Larsen Kaffe.
Læs mere om Picnic på Kastellet på Facebook og find din billet på madbillet.dk
Det er virkelig et super fedt arrangement! Jeg glæder mig til næste omgang.
Comments are closed.