Leonora Christina Skovs nye roman, Hvis vi ikke taler om det, er en fortælling om at kæmpe for sin drøm. Men det er også en selvreflekterende historie om ikke at føle sig set og hørt som den, man er, om man nu har gjort det rette i svære situationer – og om bare at ville skrive. Og så en lille smule om #metoo.
Af Louise Taarnhøj
Anmeldelse af Leonora Christina Skov – Hvis vi ikke taler om det
Romanen er modtaget af Politikens Forlag med henblik på at skrive anmeldelse / Annonce
Jeg sad med tårer i øjnene, da jeg læste den sidste side i Hvis vi ikke taler om af Leonora Christina Skov, som udkommer i dag. Nej, det er faktisk løgn; jeg tudede. For det er immervæk et maraton i regn og modvind at følge Skov gennem hendes opvækst i Helsinge og hendes vej ind til København for at blive forfatter.
Ligesom forgængeren, Den der lever stille, er romanen selvbiografisk, men uden at sætte forfatteren op på en piedestal. Her er lange refleksioner over, hvordan hun har opført sig eksempelvis over for en pige i folkeskolen, der blev mobbet. Eller over om hun havde et ansvar over for en forlægger, der lagde an på hende og startede en affære, som hun ikke kunne sige nej til, fordi hun frøs i øjeblikket, hvor han nærmede sig.
Behind the scenes
Men vi starter faktisk et helt andet sted, nemlig på bogturné efter udgivelsen af Den der lever stille. Romanen har givet Leonora Christina Skov det store, folkelige gennembrud, som hun har tørstet efter hele sit liv. Hun har stadig svært ved at begribe, at Den der lever stiller sælger så godt, og at så mange mennesker dukker op til hendes foredrag. Ægte overraskelse breder sig på siderne, hvor vi kommer med til forskellige foredrag behind the scenes. Vi møder læserne, vi hører om tankerne før og efter foredragene, og om møder med folk, der kender eller har kendt personerne, som Skov skriver om i Den der lever stille.
Et ret interessant indblik i den ambivalente og til tider turbulente hverdag som succes-forfatter – noget, som Skov helt tydeligt skal bruge kræfter og tanker på at vænne sig til.
Herefter skifter romanen tid med adskillige flashbacks tilbage til Helsinge, ind til København og videre ud til Frederiksberg.
Hun kunne jo bare have sagt nej
Og så er der den der #metoo-historie, som alle medierne har snuppet. Den beskrives i ét kapitel – det skal understreges, at det ikke er det eneste, romanen handler om. Men allerede da jeg læste det kapitel, stod det klart, at det er et springende punkt. Kapitlet er ubehagelig læsning, fordi det er tydeligt, at den unge Christina ikke aner, hvad hun skal gøre eller om hun har gjort noget forkert. Hvilket jo er ganske klassisk i den slags situationer, og alle os, der har oplevet lignende, ved, at det første man gør er at vende det indad. “Hvilke signaler har jeg sendt?” Den slags spørgsmål dukker konstant op.
Jeg blev så gal, da jeg i går aftes læste et debatindlæg på Politiken.dk, hvor en journalist og redaktør skrev: “Nu skal forlæggeren spændes for den næste kommercielle aktion. Problemet er bare, at det er meget svært at få øje på, at det har særlig meget med #MeToo at gøre. Skov erkender selv, at hun helt frivilligt har indladt sig med manden for at komme frem på den litterære scene. Hun er ikke den eneste kvinde, der har brugt sin seksualitet for at fremme karrieren. Realiteten i sagen er, at hun bare kunne have sagt nej. Skov er ikke en genert type, hun er en stærk og selvstændig kvinde, der formodes at kunne sige fra.”
Lige netop den slags udtalelser viser tydeligt en person, som ikke har forstået et klap af #metoo, og lige præcis den debattør kan få rigtig meget ud af at læse Hvis vi ikke taler om det – fordi Leonora Christina Skov så præcist beskriver, hvorfor disse #metoo-situationer er så svære. Ikke kun at bearbejde men også at være i. “Hun kunne bare have sagt nej”. Ja, det tror man altid, at man kan i den slags situationer – men kan vi forvente det af en ung, uerfaren kvinde, der står på tærsklen til det voksne liv? Come on.
Ambitiøs forfatterspirer – der tillader sig at forfølge drømmen
Gennem hele romanen er drømmen om at blive forfatter med som en ekstra hovedperson. Og det er inspirerende og nervepirrende at følge med i x antal nederlag, forlag der kun gider at beskæftige sig med de store forfattere (=som laver penge), smarte typer, der føler, de ved mere end alle andre, og i dette tilfælde endda en far, der ikke overhovedet tror på sin datters evner.
Jeg tror, man med store drømme om fremtid og karriere kan genkende sig selv her – bortset fra, at Leonora Christina Skov nok har gennemgået flere situationer, der kan tendere til det traumatiske. Og hvis man som ambitiøs dagdrømmer sidder derude og kan mærke en snert af jantelov og mindreværd, så kan man især genkende tankerne i romanen. Følelsen af ikke at blive set som den, man er. Om det stammer fra en barndom og ungdom, hvor familien indoktrinerede en til at tro på, at man ikke er noget særligt, og at man ikke skal belemre verden alt for meget med sit væsen – eller om det stammer fra de nederlag, man uundgåelig skal igennem som menneske på rejsen mod det modne voksenliv – det er ligemeget. Hvis vi ikke taler om det er som en knude i maven, du kæmper for at forløse, en roman der er ærlig uden at komme filter på hverdagen, og en læseoplevelse, der sætter sig i hjertet.
Jeg tudede, da jeg læste den sidste side. Jeg tror, du kommer til at gøre det samme.
Udkommer i dag på Politikens Forlag. Vejl. pris: 300 kr.
Se mere på Leonora Christina Skovs Instagramprofil.
⭐⭐⭐⭐⭐