Line Kruse | Københavnersnuden #417

0
527

Ugens Københavnersnude Line Kruse er til daglig bosat i Paris. Hun er klassisk uddannet violinist, komponist og kapelmester med stort K, primært indenfor genrerne jazz og latinamerikansk musik. Bag sig har hun verdensomspændende turnéer som solo-violinist med blandt andre elektro-tango-gruppen Gotan Project og Céline Dion. Line Kruse har udgivet seks album indspillet på Cuba, i Paris og i København. Mød Line og hendes København her.

 

Foto Lis Kasper

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Line Kruse: Mit nye album ”bånd” er netop udkommet. Til daglig er jeg bosiddende i Paris, og ”bånd” er det første af mine seks soloalbums, der er indspillet i Danmark. Jeg har kaldt pladen for “bånd”, fordi det giver så meget mening lige nu – specielt efter en tid, hvor vi har været ufrivilligt adskilte. Pilen har peget mod Danmark på det sidste, men mine bånd til både Frankrig og Latinamerika er ubrydelige og tætte. Jeg synes dette afspejler sig i mit album ”bånd”.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Line Kruse: Jeg har boet i Paris gennem mange år, men med den nye udgivelse er jeg meget ofte i Danmark. Når jeg er i København, bor jeg hos en bardomsveninde i et smørhul på Sortedamsdosseringen. Det føles næsten uanstændig luksuriøst! 

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Line Kruse: København er i konstant udvikling. Når jeg bare lader øjnene føre mine fødder, opdager jeg altid så meget nyt. Det multikulturelle Nørrebro med mode, musik og mad i tårnhøj standard har en magnetisk effekt på mig. I grunden var netop de kulturelle og etniske mix der gjorde, at jeg slog mig ned i Paris. Min nye plade ”bånd” er lige præcis en hyldest til alt det, der binder os sammen, til vores oprindelseslande og adoptionslande, og til vores kulturer som gensidigt beriges af vores møder og sammentræf.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Line Kruse: Værnedamsvej var det første sted jeg boede, da jeg flyttede til København i min studietid. Jeg skal altid et smut omkring Café Granola og sidde og summe over tiden, der går. Jeg tjekker samtidig lige, hvad der er sket af forandringer i gaden, og så er det bare ren nostalgi og købe en god flaske vin hos Juuls vinhandel. Skønt, at der er nogen ting der bare forbliver, hvad de var!

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Line Kruse: I Paris kan jeg ind imellem godt drømme om en fjordreje og en dampet asparges. Når jeg giver mig selv lov, er Lumskebugten min favorit. Det har sin pris, men Lumskebugten skuffer aldrig. Jeg er vild med den ærlighed og respekt de har for råvarerne. Man kommer ikke tættere på det danske spisekammer.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Line Kruse: Når jeg er i København, er det som oftest forbundet med prøver og koncerter, så konkret fest er der sjældent tid til. Til gengæld er en koncert en ren fest, både i relation til musikerne og mit publikum!

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Line Kruse: En cykeltur med min bedste veninde, kan for eksempel gå hen over Christiansborg Slotsplads, ned gennem Frederiksholms Kanal, og ud over Lille Langebro, hvor man ender i det fine brolagte Christianshavn. En god venindesnak over en drink på Kontiki, hvor man nyder Operaen og Amalienborg fra den ”anden side”, giver mig den skønneste energi og inspiration til at fortsætte mit lidt nørdede komponistarbejde hjemme i Paris.

Fotocredit Isak Hoffmeyer

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Line Kruse: Udsigten fra min venindes lejlighed over Dronning Louise Bro.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Line Kruse: Det sker faktisk hver evig eneste gang, jeg er i byen, at jeg bliver forelsket i København igen.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Line Kruse: Det var en fantastisk tid, da jeg gik på Musikkonservatoriet og boede på Værnedamsvej. Jeg er født og opvokset i Liseleje, så mødet med København og alle de kreative mennesker jeg mødte i den tid, var vanvittig inspirerende. De grundsten der blev lagt på det tidspunkt, betyder stadig alt for mig. 

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Line Kruse: Copenhagen Jazz Festival med alle de udendørs scener. Byen syder og bobler!

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Line Kruse: København mangler helt klart et godt, mellemstort spillested for rytmisk musik. Det gamle Copenhagen Jazzhouse er ikke blevet erstattet, og det er faktisk et stort savn!

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Line Kruse: Et godt soundtrack til København kunne være ”Now the Day is Full of Singing”, en af Carl Nielsens kendte sange. I min personlige version af sangen har jeg været meget inspireret af den lette sommerstemning i København.

 

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Line!