Da jeg var teenager, lyttede jeg meget til mine forældres gamle rockplader fra 1960’erne og 1970’erne. Med rockmusikken kom en naturlig nysgerrighed omkring den spirituelle verden, som mange af kunstnerne sang om (ganske vist på masser af bevidsthedsudvidende stoffer, nuvel, but still). Jeg begyndte at interessere mig for astrologi, krystalsten og meditation. Vejrtrækningen skulle helt ned i mellemgulvet, hvilken var nyt for en teenager med kontant fokus på at opretholde et fladt maveskin, der ville gøre selv Britney Spears misundelig. Jeg læste om buddhisme og troede på reinkarnation. Jeg tog på Sundhedsmesse i Forum, hvor jeg fik læst min aura, masseret hovedbunden og købt en minimassager (sidstnævnte skulle ændre mit liv på mange planer..).
Senere slap jeg lidt den verden. På en eller anden måde blev jeg voksen og ville egentlig gerne have, at verden var sort og hvid. Det blev lidt for uoverskueligt at spekulere over, om der var mere mellem himmel og jord. Og hvad kan vi egentlig bruge det til, når vi aldrig kan få et svar??
Min mere pragmatiske tilgang til tilværelsen blev dog kun en kort rejse. Jeg tog fat på yoga og meditation for 10 år siden, og for fire år siden begyndte jeg at dyrke mindfulness. I perioder, når jeg synes, at mit hoved er fyldt op, har jeg også været til healer. Og jeg har læst selvhjælpsbøger af både Sofia Manning, Eckhart Tolle, Louise Hay og Susan Jeffers. Jeg er det, mange mennesker vil kalde for: en tosse. Men jeg elsker at udforske det spirituelle, fordi det tiltrækker mig. Og det provokerer mig, for det kan sagtens blive alt for meget for mig. Men så synes jeg samtidig, at det bliver interessant at se på, hvorfor jeg bliver provokeret?
Efter en pause på et halvt års tid er jeg nu endelig kommet i gang med at dyrke mindfulness igen, og så har jeg taget fat på meditationen – en disciplin, som jeg har haft meget svært ved at lære, og det er stadig ikke hver gang, jeg sætter mig ned for at meditere, at det lykkes mig at finde ro i mig selv og meditationen.
For nogle måneder siden stiftede jeg bekendtskab til Sansekompasset, et nyt center for personlig udvikling. Sansekompasset er Danmarks første tilbud om personlig udvikling gennem DNA-aktivering, drevet af Tara Summer, som er uddannet i den særlige teknik i USA.
På Sansekompassets Facebook-side skriver Tara:
Jeg inviterer dig til at blive en del af Sansekompasset, så du også kan opleve den følelse af glæde, der opstår, når vi giver slip på dårlige vaner, usunde forhold og selv-begrænsende tankemønstre.
Sansekompasset tilbyder både ene-sessioner og gruppesessioner, hvor Tara guider en flok på max 18 gennem en meditation. Centret ligger i Indre By, lige ved Nyhavn, og deler lokaler med et yogastudie. Jeg deltog i går eftermiddags i hendes Detox-meditation, hvor vi var i alt 7 personer. Her handlede det om at give slip på det gamle år og får renset ud, så vi kan gøre plads til det nye år.
Tara indledte med at fortælle lidt om, hvad denne session gik ud på, mens vi lagde os tilrette under de bløde tæpper i det rolige, velduftende lokale. Herefter slukkede hun lyset, så kun et svagt skær fra gadelampen udenfor ramte rummet. Tara fortalte, at det ikke var unormalt, at man faldt i søvn under meditationen, og det var helt ok. Vi startede med et par dybe vejrtrækninger, hvorefter jeg var helt væk, på den rigtig dejlige måde, hvor jeg ikke sov, men jeg var heller ikke tilstede. Jeg kunne bare høre Taras stemme, mens jeg skiftevis lyttede til mine tanker og mit åndedræt, og skiftevis fokuserede på at visualisere, hvad Tara fortalte.
Jeg var i december måned til en ene-session hos Tara. En meget speciel oplevelse, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, den holder jeg for mig selv. Men noget skete til denne ene-session; under meditationen fortalte Tara noget, som fik min krop til at gøre ondt og spænde, og så føltes det som om, jeg havde sandpapir i munden. Det samme skete i dag. Det var syret at få så stærk en kropslig reaktion, og jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men jeg har helt sikkert lyst til at kigge nærmere på det. For mig betyder det i hvert fald, at jeg har gang i noget af det helt rigtige. Andre ville sikkert tænke det modsatte 🙂
Jeg smilede hele vejen hjem på cykel. Sådan lidt lykkelig i kroppen, på samme måde, som når man lige har delt en fyraftensøl med kollegerne og er på vej på weekend. Ren afslapning. Isflagerne i Nyhavn. Lysene på bådene. En mand i vinduet på caféen. Christiansborg og Stormgade. Det hele var lidt smukkere her i aften. Og da Spotify fandt dette nummer frem, kom jeg vist til at snøfte lidt. Mit yndlings-lykke-nummer. Tilfældigt? Tror jeg ikke 🙂
Jeg kan i hvert fald anbefale Sansekompasset, hvis du interesserer dig for personlig udvikling og meditation. Men prøv dig frem, for med den slags er det allervigtigste, at du føler dig hjemme og godt tilpas, der hvor du skal meditere.
/Louise
