Melissa Inya | Københavnersnuden #391

0
504

Ugens Københavnersnude er sangerinde Melissa Inya, der er født i Uganda og opvokset i Fredericia sammen med sin bror Melvin Kakooza og fire andre søskende. I løbet af de sidste seks år har Melissa Inya etableret sig som en fast del af det Københavnske blues, soul- og jazzmiljø. Hun har været dommer i musikprogrammet ”All Together Now” og medvirket i både Go’ Morgen Danmark og Aftenshowet, og den 12. november udgav hun debutalbummet ”Musical Hallucinations”. Mød Melissas København her.

 

Foto: Anja Kajinic

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Melissa Inya: Jeg har netop lagt sidste hånd på mit debutalbum ”Musical Hallucinations”, der udkom den 12. november. Senest har jeg udsendt singlen ”Lion’s Den” fra albummet. Derudover er jeg ved at afslutte min barsel, og min lille Cyrah har fyldt en del de sidste 8 måneder – og ja, egentlig også 9 måneder før det.

[ot-video][/ot-video]

 

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Melissa: Jeg bor på Amager som jeg elsker.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Melissa: Jeg elsker bl.a. at gå tur på Amager Fælled, men kan faktisk også godt lide at gå rundt inde i det/de store villaområder, der er på Amager.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Melissa: Jeg drikker ikke kaffe, men skulle jeg få lyst til noget varmt, ville jeg helt klart gå på en af vores hyggelige caféer på Amager – egentlig er jeg nok mest til varme drikke enten hjemme hos mig selv eller på besøg hos en ven. Jeg er nok i virkeligheden ikke den helt store cafégænger.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Melissa: Lige nu er jeg helt vild med at spise enten en durum på Silas en lokal Amager kebab/pizzeria), en blandet salat og friskpresset juice på Juiceriet eller aftensmad og et lille glas vin på Toto.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Melissa: Hehe, efter 9 måneders benhård graviditet og en lille baby på 8 måneder må jeg ærligt indrømme, at jeg har festerne til gode. Men før i tiden elskede jeg at feste på de små jazz- barer/klubber i København, og ellers er Christiania nok mit favoritsted at feste.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Melissa: Af min søde smukke Mama og af mine musikalske heltinder, Aretha Franklin, Ella Fitzgerald er favoritterne heriblandt.

Foto: Moses Odanga

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Melissa: Mit yndlingssted i København er uden tvivl mit elskede Christiania. Jeg elsker Christiania af mange grunde. Jeg føler, jeg er blevet voksen på Christiania, føler også at Christiania kan rumme mig og andre skæve eksistenser. Og så er naturen nærmest utopisk! Jeg elsker også al kultur man kan opleve, fra nepalesisk mad i bageren, til gode madder på Woodstock – for ikke at snakke om den brede vifte af musik, man kan opleve på staden.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Melissa: Det var på Hvidovre Hospital, hvor jeg for første gang så ind i min nyfødte datters øjne. Og for nylig, da min kæreste tog mig ud at spise på min yndlings vinbar Toto. Jeg bliver nu også helt stolt og forelsket, når jeg ser min talentfulde ældste baby (9 år) på banerne på Fremad Amager – han spiller på noget der hedder Ac Amager Academy.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Melissa: Mit bedste minde i København må være som barn, da vi tog fra Jylland (hvor jeg boede indtil jeg var teenager) til Fælledparken og/eller Tivoli. Jeg kan huske, jeg allerede dengang vidste at lille Fredericia var for småt til mig og bare vidste, at jeg måtte bo i København engang. Nu næsten 15 år efter, er der er helt kartotek af smukke, sjove, skønne og dejlige minder, som jeg umuligt kan vælge imellem.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Melissa: Når jeg har besøg af folk, som ikke bor i København, tager jeg dem altid en tur på Christiania og rundt til vores københavner jazzsteder, som La Fontaine, Sofiekælderen, Mojo Blues Bar, Montmartre og Galethea Kroen. Og så har vi simpelthen de bedste spisesteder her os, som jeg synes er helt speciel for resten af landet.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Melissa: Jeg synes, vi mangler nogle flere safe-spaces for især udsatte minoritetsgrupper.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Melissa: Mit soundtrack til byen må være Ella Fitzgerald ”A Foggy Day” – selvom den handler om London, minder den mig om lige da jeg flyttede til København. Men også Bob Marleys ”Three LITTLE Birds”, er for mig er følelsen af sommer i København.

[ot-video][/ot-video]

Melissa Inya har allerede udgivet singlerne ”Diamonds and Chains”, ”Stomp Blues” og ”Lion’s Den” fra hendes debutalbum ”Musical Hallucinations”, der udkom 12. november. Du kan følge hende på @melissa_inya.

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Melissa!