Sandra Hakky | Københavnersnuden #392

0
370

Ugens Københavnersnude er sangerinde og producer, Sandra Hakky. Ifølge hende selv er hun en isoleret og nørdet person med passion for musik og teknik, og hun har derfor også været autodidakt musikproducer, siden hun var 8 år. Sandra producerer alle sine demoer på sin hjemmebyggede computer, og har netop udgivet førstesinglen “Making Moves” fra hendes album, som udkommer i starten af 2022. Mød Sandra og hendes København her.

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Sandra Hakky: Jeg har netop udgivet førstesinglen ”Making Moves” fra mit kommende engelsksprogede album. Jeg laver content til mine sociale medier konstant samt arbejder på at give folk indblik i mit producerliv. Jeg arbejder både henimod at udgive det nye album efter nytår, og skriver nye sange til næste album.

 

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Sandra: Bor på Vesterbro, og er rigtig glad for mit område.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Sandra: Jeg går hver dag i Søndermarken. Det giver mig ro og en fornemmelse af at høre til blandt andre mennesker, som jeg sjældent oplever, fordi jeg lever et ret isoleret liv.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Sandra: Jeg støtter min lokale Otilies kaffebar, samt Navnløs og Bang & Jensen på Istedgade. Der er altid god stemning. Det føles godt at støtte de lokale.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Sandra: Jeg spiser meget sea food, gerne østers. De serverer de bedste på Illum Rooftop, Nimb Brasserie, Fish Market og Kødbyens Fiskebar.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Sandra: Jeg fester mest privat derhjemme, og nyder at blive inviteret til privatfester – typisk efter et restaurantbesøg. Men det er ved at være længe siden, jeg har været på klub. Jeg tager for det meste ud, hvis nogle af mine venner skal spille.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Sandra: Jeg inspireres af alle sansemæssige oplevelser. Det kan være alt fra en telefonsamtale til et blad i naturen, eller en stemning, som jeg ønsker opfyldt, hvis ikke den er tilstedeværende.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Sandra: Søndermarken og Frederiksberg Have. Der er dejligt fredfyldt, og jeg føler at min hjerne får noget luft af at gå lange ture i naturen, og synes det er utroligt fedt at kunne være midt inde i byen, hvor der er liv, samtidig med at kunne begive sig ud i naturen på en måde, hvor sanserne bliver stimuleret.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Sandra: Jeg føler mig forelsket i København hver dag og kunne aldrig være foruden. Hver dag når jeg går mine ture, bliver jeg forelsket på ny. Men jeg elsker også at sidde ved Nyhavn eller enhver havn i København, fordi der er så mange forskellige mennesker, som er internationale, og tit føler man, at man er i et fremmed land, eller føler man opdager et sted på ny, selvom man har været der tusinde gange før.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Sandra: Jeg får det bedste minde hver dag, fordi byen ligger for mine fødder, og der er masser af ting, man kan lave og nye steder at opdage. Der er altid fantastisk arkitektur og kunst, man kan udforske, Glyptoteket, CC Museum, Den Sorte Diamant. Ellers er København bare generelt en super smuk og alsidig by, både visuelt og kulturelt.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Sandra: Alle museer er fantastiske i København, men udover det så er en tur i Frederiksberg Have altid godt.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Sandra: Jeg savner et singer/songwriter sted, hvor man kunne komme og spille sine sange, generelt bare noget mere performancekunst. Der findes jo Blue Note, som er en soul bar, men der kunne godt findes flere steder.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Sandra: Prodigy – Firestarter. Det lytter jeg altid til når jeg er ude at gå. Faktisk hele deres album fra ’94.

[ot-video][/ot-video]

 

Sandra har netop udgivet førstesinglen “Making Moves” fra hendes kommende album, som udkommer i starten af 2022. Videoen til singlen er optaget på nogle af Sandras yndlingslokationer i København. Du kan følge Sandra på @sandrahakky.

[ot-video][/ot-video]

 

Tusind tak fordi, du ville dele dit København med os, Sandra!