Michael Krogsgaard | Københavnersnuden #444

0
570
Foto af Suste Bonnén

Ugens Københavnersnude er overlæge, professor, dylanolog og sangskriver Michael Krogsgaard, som i en menneskealder har været bosiddende i Kartoffelrækkerne. Michael blev uddannet læge i 1980, og blev ortopædkirurg med speciale i kikkertkirurgi og idrætskirurgi. Han har lige haft 25-års jubilæum på Bispebjerg Hospital, hvor han også er professor. Men lægefaget er ikke det eneste, han brænder for, han har også været i musikbranchen siden 1974 bl.a. som grundlægger af pladeselskabet Hookfarm. Der skulle dog gå 49 år, før han selv var klar til at udgive sit eget debutalbum “Ready for Fun” under navnet Old Man Blues, som kom den 13. januar. Mød ærkekøbenhavneren og hans København her. 

  Foto: Suste Bonnén

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Michael Krogsgaard: Udover mit arbejde med at tale med patienter og operere dem, lave forskningsprojekter og undervise i mange sammenhænge, så er jeg ved at lægge sidste hånd på en bog om idrætsskader. Jeg er også ved at forberede nogle foredrag til Sportskongressen, hvor der i starten af februar samles knap 1.000 idrætsinteresserede sundhedspersoner fra mange lande på Hotel Radisson i 3 dage. Ortopædkirurger er de senere år sat i bad standing af fysioterapeuterne, uberettiget efter min opfattelse, og det er nogle gange op ad bakke at fortælle om, at vi ikke er så slemme, og at vi faktisk gør vores bedste for at personer, der er plaget af sygdom i bevægeapparatet, kan få det bedre. Og så er nogle af de sange, jeg har skrevet, udkommet som projektet Old Man Blues på en dobbelt-LP, ”Ready for Fun”. Fuldstændig overraskende kom jeg i TV2 Nyhederne i den anledning i sidste uge sammen med min gamle ven, den virtuose latin-guitarist Christian Sievert, og i Go’ Morgen Danmark Weekend i lørdags, hvor jeg spillede et nummer, backet af tre meget talentfulde unge fyre. Masser af fuzz på guitaren og stor præcision og talent på bas og trommer. Journalisterne og de øvrige ansvarlige for, at det hele blev godt, var meget, meget søde og dygtige til at få vores nervøsitet til at gå væk. Lige nu prøver jeg at sætte mig ind i Facebook, hvor Old Man Blues har fået en profil og så småt begynder af få followers. Dagene har været lidt for korte den sidste måneds tid – så jeg glæder mig til en familieferie i Oman om kort tid.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Michael Krogsgaard: I Kartoffelrækkerne. Jeg hører til en af dem, der ikke har flyttet mig ret langt. Mine forældre boede i Kartoffelrækkerne to gader fra, hvor vi bor nu, lige da de blev gift (i en ét-værelses på 2. sal, hvor de delte køkken med en anden). Jeg blev født i Ragnagade (sidegade til Haraldsgade, sjovt nok lige over for Georg Jensens Sølvsmedje. Sjovt fordi jeg blev gift med den gamle Jensens barnebarn i 1983), og jeg har boet på Petersborgvej (sidegade til Ndr. Frihavnsgade), i portbygningen til Blegdamshospitalet (hvor Panum ligger nu), i Willemoesgade, i Brohusgade (sidegade til Rantzausgade) og siden 1978 først i ét og nu i et andet Kartoffelrækkehus. Så jeg kender de fleste træer og de fleste fliser i byen.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Michael: Mest omkring søerne. Om sommeren, når de forskellige isbutikker har åbent, så er gåturene mere målrettede, fx til Randersgade (Isoteket), Rosenvængets Alle (Østerberg), Trianglen (Paradis), Lille Triangel (Gelati Martelli), Rantzausgade (Gelato Siciliano) osv.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Michael: Hjemme, for der er den bedst. Eller på arbejde, men det er mest fordi, jeg utroligt nok stadig tror på, at jeg kan opleve at blive frisk af almindelig kaffe. Kaffe har ikke nogen funktion som indgangsbillet til social aktivitet for mig.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Michael: Ofte på Restaurant Selma, der har byens suverænt bedste og mest originale smørrebrød. Sjovt, at en svensk kok kan forny den danske smørrebrødstradition på så dansk en måde. Ellers gerne steder hvor totaloplevelsen er unik. Jeg elskede, da Mette Martinussen havde sine madteatre på Sojakagen, på 1. th osv., og jeg husker stadig de halve tallerkener, som desserten blev serveret i. Jeg elskede Amass, men den klarede desværre ikke Coronakrisen. Kadeau er altid en superb og helstøbt oplevelse. Hvad man oplever på Alchemist og Geranium, glemmer man aldrig, men prisen (og ventelisterne) sætter en grænse for, hvor ofte man kan forkæle sig med det. Men jeg var på Geranium den 13. januar, hvor vores dobbelt-LP udkom, med min kone og et meget nært vennepar, og det svar så smukt. Selv den mindste kvist brøndkarse var kunstnerisk serveret. Jeg tror ikke, at jeg har set noget så fuldendt. Jeg elsker japansk, indisk, thailandsk. Og så deler vi madens glæder med mange venner, og vi gør os alle sammen umage, når vi får besøg af hinanden, så vi behøver ikke nødvendigvis at gå i byen for at få god mad. Det kan godt være, at jeg har haft Corona én eller flere gange, men heldigvis har jeg ikke mistet smagssansen.

Foto af Suste Bonnén

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Michael: Jeg har aldrig været den, der fester i byen torsdag, fredag og lørdag hver uge. Jeg elsker at have det sjovt, at danse og også at se solen stå op, men det er mest til lukkede fester, fx på mit arbejde på Bispebjerg Hospital eller i Patienterstatningen og til kongresser og hos mange gode venner. Men jeg er ikke den rigtige at spørge om de bedste steder i byen. Distortion er nu ret festligt.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Michael: Ofte på cyklen. Og ellers på løbetur rundt om søerne, hvor tankerne bare uforstyrret kan bolte sig, især hvis det er så tidligt om morgenen, at de fleste folk ikke er vågnet op. Det er inspirerende at hilse på de unge, der ikke er taget hjem fra nattens fest endnu og på dem, som har sovet på en bænk og samler tomme flasker, for de returnerer altid et smil med et smil, og det er rigtig godt brændstof til at sætte tankerne på kreativt arbejde.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Michael: Der er mange gode kandidater. Men jeg er så heldig at arbejde et sted, som også er smukt med fantastiske træer og haver, og det er en lise for sjælen. Der er lidt byggerod for tiden, men jeg elsker Bispebjerg Bakke med hospitalet (næsten) på toppen.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Michael: Hvis kærlighedens objekt er byen København, så er søerne meget ofte så smukke, når de er badet i lyset fra en nedgående sol, dækket af is og måske lidt sne, eller verden spejler sig i vandet til fuldmånens skær, at man kan knuselske dem. Hvis spørgsmålet er, hvor jeg sidst i København har følt mig forelsket, så tænker jeg på Østre Anlæg. Dengang var parken aflåst om natten, så sammen med hende, som jeg senere blev gift med, hoppede vi over hegnet en kold vinternat. Vi havde kun ét sæt vanter, som vi delte, og så vi måtte holde hinanden i hånden (den uden vante) for at holde varmen. Selvom det var hundekoldt, sad vi længe og var forelskede på en bænk – og det er vi sådan set stadig væk.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Michael: Det er, at vores børn og børnebørn er vokset ud af byens muld og dens mangfoldighed, så når jeg er sammen med dem, bliver jeg mindet om, hvor heldige vi er, fordi vi bor her og er formet af det. Og københavnerminderne er stærke i relation til nære venner, som ikke er her mere. Journalist Jan Sneum, som kendte hvert et spillested og hvert et sted, hvor der var gang i den lige nu og som har vist mig de sider af byen. Linda og Peter Bonnén, som kendte hver og en i kunstverdenen og guidede os rundt i det univers i København.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Michael: Hvis man bor i byen, så er der nok mange, som aldrig har været i Zoologisk Have, og den er jo blevet fantastisk – for alle aldre, og en glæde at gå i nu, når jeg tænker tilbage på dengang, dyrene bare stod i små bure. Til en der kommer udefra, vil jeg nok anbefale: Lån en cykel, træk den gennem Østre Anlæg, stil den uden for Kastellet og gå en rundtur, op på sadlen igen og cykl langs vandet ind til Nyhavn og tag cykelbroerne, kør rundt på Holmen, kør under Knippelsbro og nyd et glas naturvin på Rosforth & Rosforth, kør over broen forbi Børsen og Christiansborg og stil cyklen på Højbro Plads. Slut af på den gode restaurant, hvor du har bestilt bord – og sørg for at vejret er godt – selvfølgelig – og så gå hjem igennem byen efter middagen og indsnus atmosfæren.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Michael: Flere rigtig grønne steder i nærområderne. Og her tæller fodboldbaner, skaterparker og solbænke ved vandet ikke med. Der bliver bygget højt og tæt (nogle steder så tæt, at det næsten er slum), og det rigtig grønne følger ikke med i samme tempo.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Michael: CV Jørgensen: Solskinspigen. Der er rigtig meget København i den.

Michael Krogsgaard udgav sit debut- og dobbeltalbum “Ready for Fun” under navnet Old Man Blues digitalt og på vinyl den 13. januar. Læs mere og se hvor og hvornår, du kan opleve Old Man Blues live på Facebook.

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Michael!