En besked på Instagram tikker ind. Det er fra min veninde, Camilla, som altid er så dejligt begejstret. Beskeden siger: ”What??? Hvorfor har du aldrig sagt noget om det?”, efterfulgt af et billede. Af mig. I X Factor. Ja, hvorfor har jeg ikke det? Det har der – indtil nu – været flere gode grunde til.
Første får I historien om, hvordan jeg havnede på X Factor-scenen:
Altid har jeg nedfældet engelske sangtekster i et noteshæfte, og altid har jeg sunget og fordybet mig i popmusik. Og drømmen om at være sangerinde og sangskriver har siden barnsben levet i mig, på lige fod med visheden om, at det naturligvis ville blive en drøm, der skulle kæmpes for.
Så jeg sang og spillede mig gennem gymnasiet – så meget, at mine karakterer i 1.g. blev derefter. Fravær havde jeg også lidt for meget af. Musikken spillede så stor en rolle, det var her, mit hjerte hørte hjemme.
Da jeg flyttede til København som 19-årig, var det stadig med drømmen om en musikkarriere i behold. Jeg begyndte at synge på forskellige cafeer og fik venner i det københavnske musikmiljø. I mit hoved var intet umuligt: jeg skulle bare kæmpe hårdt nok. Og så skulle jeg have nogle andre med på ideen. Et band. Og én, der var dygtig til at producere og hjælpe med sangskrivningen.
Det fik jeg også, og musikken spillede samtidig med, at jeg fik job på DR og senere TV 2. Da jeg var på TV 2, blev jeg ringet op af en tidligere kollega fra DR. ”Vil du ikke stille op i X Factor, anden sæson? Vi mangler dygtige grupper,” spurgte hun. ”Nej tak,” svarede jeg og kunne allerede mærke angsten ved at skulle til en form for optagelsesprøve i dansk tv foran hele den danske befolkning. Jeg ville dog gerne hjælpe med at finde grupper ved at spørge rundt i mit netværk.
Ingen i mit netværk var interesserede i at stille op. X Factor var netop lanceret i Danmark. Martin havde vundet, og vi havde set, hvordan hyldesten var blevet til foragt. Ingen rigtig kunstner stiller op i et underholdningsprogram, det ved alle, som er seriøse med deres kunst, nikkede vi til hinanden, når vi sad nede på de forskellige open mic-cafeer og higede efter anerkendelse med vores selvskrevne sange.
”Men hvorfor gør vi det ikke bare? Vi smider vores demo til Blackman og skrider igen,” sagde min guitarist Mads en aften i øvelokalet. Og pludselig var det tydeligt, at vi alle tre godt kunne bruge eventyret. Det var jo ikke sikkert, at det blev vist i tv. Hvorfor ikke bare gøre det?!?
Turen til audition i Århus
Som sagt, så gjort. Ind i en bil med os og af sted til Århus, hvor den sidste audition skulle afholdes. Efter lang ventetid i et hurlumhejhus af spændte deltagere, var det vores tur. Med svedende håndflader gik vi ind, mig med guitaren om halsen og et galoperende hjerte. Hvad fanden laver jeg her, tænkte jeg, og ønskede mig langt væk.
Og så kan jeg ikke huske så meget – andet end at de tre dommere stemte os videre. Da vi efterfølgende – smågrinende – spurgte tilrettelæggerne på programmet, hvad søren de havde tænkt sig at gøre med Mads, der jo ikke sang, men blot spillede guitar, sagde de: det finder vi ud af! (det gjorde de ikke – Mads spillede bare guitar i showet)
Tvivl og sammenstød med Remee
Bootcampen gik vi også videre fra, og vi fik Remee som dommer. Tiden op til første liveshow var både helt magisk og helt vildt skræmmende. Jeg havde et par sammenstød med Remee, som ikke kunne bære at se min usikkerhed malet i mit ansigt. Jeg flashede alt det, som han selv prøvede at skjule, sagde pressedamen til mig, da jeg fortalte hende om min frygt.
Hvad, hvis folk synes, jeg synger forfærdeligt?
Hvad, hvis de synes, jeg er frygtelig grim?
Hvad, hvis de synes, jeg er uintelligent?
Hvad, hvis de dømmer mig for at være med i X Factor?
Jeg blev syg op til liveshowet, og samtidig var jeg helt ærlig omkring min frygt for, hvad der skulle ske nu. Jeg havde været i bladene og i formiddagsaviserne, og folk fulgte med og havde en mening om mig. Det var underligt, og jeg havde svært ved at forholde mig til det. Jeg brød mig ikke om det.
Remee forsøgte at forsikre mig om, at jeg var alt det, jeg skulle være. At jeg skulle meditere og stole på mit talent. Ellers ville det hele gå fra hinanden, hvis jeg ikke gjorde det. Han var den største støtte op til showet og bekymrede sig oprigtigt om mig. Men han var også bange for at gå ind i mine bekymringer – jeg tror faktisk ikke, at han var vant til at have så følelsesmæssigt ærlige mennesker med på holdet.
Dagen for liveshow kom, jeg var syg af influenza og frygt, men håbefuld. De andre deltagere var de bedste kammerater, og der var den hyggeligste atmosfære backstage før programmet. Og så – bang – stod vi på X Factor scenen, med brandvarme lamper i ansigtet og et band, hvis lyd skulle gå gennem vores In Ears, så vi kunne høre os selv og musikken.
Det var svært, og jeg tror bare, at jeg gjorde, som man gør, når man første gang skal hoppe ud fra 5-meter-vippen. Man gør det bare. Uden at tænke så meget. Det ligger på rygraden. Sangteksten. Koreografien. Hvor man kigger hen. Hvordan kjolen sidder, når man tager et skridt frem og drejer rundt. Hvilken vinkel kameraet fanger én i, og hvordan man skal smile til publikum.
Farvel fra Blackman
”Du er med på en badebillet, du hører ikke hjemme i denne kategori, derfor sender jeg dig – eller jer – hjem.”
Det var Blackmans ord, da han sendte os hjem og ud af showet. Da det hele var slut, kameraerne væk slukkede, og vi var fyldt af en mærkelig lettelse og en anelse skuffelse, kom Blackman hen til mig og sagde: ”Du skal nok klare det. Jeg har hørt din musik. Du er pissedygtig.”
Hvorfor var der ingen, der hørte det, tænkte jeg, mens jeg samlede min guitar op, tog min jakke og gik ud af tv-studiet og sendte et sidste smil til Blackman.
Efterfølgende havde vi en række jobs hos virksomheder og til små festivaler. Det var sjovt, og jeg brændte mere end nogensinde for at komme til at lave musik, udgive det og blive spillet på radioen.
Koncert på Rust
Tiden efter X Factor
Det lykkedes også. Jeg udgav en EP med syv numre, hvoraf tre af dem blev spillet på P4, den første rimeligt meget. Men der skete ikke nok. Et par pladeselskaber var interesserede i os, men turde alligevel ikke at satse på os.
Langsomt lagde jeg mærke til, at folk faktisk ikke syntes, at deltagelsen i X Factor var så fed. Det var holdningen blandt de branchefolk, jeg mødte. Min daværende kæreste sagde til mig, at jeg nu – mere end nogensinde – skulle være tilstede ude i miljøet. Jeg skulle vise, hvor seriøs jeg var. Jeg skulle netværke.
At netværke kunne jeg slet ikke finde ud af dengang. Når man er genert og følsom føles den slags som noget af det sværeste i verden. Hvem skulle gide at tale med mig om min musik?
Jeg arbejdede i stedet sammen med to mennesker, som jeg havde lært at kende kort efter X Factor. Disse to musikere/producere stolede jeg på, og de fik mig videre med min musik, gav den den lyd, som jeg søgte, og som jeg ikke selv kunne producere mig frem til.
Min egen forside
Jeg elskede at spille musik og særligt følelsen, når jeg havde skrevet en ny sang, som jeg var stolt af. Det var især teksterne, jeg lagde arbejde i. Alle mine frustrationer, bekymringer og glæder fik jeg helt klassisk ud gennem musikken, og jeg er stadig den dag i dag meget stolt af lyrikken.
Efter et dramatisk brud med min producer, som jeg også have et forhold til, og da jeg samtidig begyndte at få stor succes i min egen virksomhed med at skrive artikler, var den sidste lyst til at beskæftige mig med musikken væk. Den 22. december 2014 havde jeg min sidste koncert i en hotelbar, hvor jeg sang mine egne sange.
Det har jeg faktisk overhovedet ikke fortrudt.
Men hvorfor tog jeg afsked med musikken, og hvorfor fortæller jeg aldrig om X Factor?
Det er der særligt en god og stor grund til: ALLE har en holdning til X Factor. Og jer, der har prøvet at være en del af et koncept, en virksomhed eller en forening, som folk har holdninger til, ved, hvordan man bliver stillet til ansvar for alt, hvad der har med det at gøre.
Som da jeg arbejdede på DR – her skulle jeg til private arrangementer jo nogle gange redegøre for, hvorfor onkel Ole overhovedet skulle betale licens!? Lige sådan er det med X Factor. Og så kommer der altid den der: ”I var dygtige – men der er jo INGEN, der bliver til noget i X Factor.”
Til det svarede jeg altid, om det gjorde noget for programmet? Og hvad skulle vi blive til?
Dernæst kom der de bedømmende blikke. Folk vidste præcis, hvem jeg var, og hvad jeg stod for, mente de – nu, hvor jeg havde deltaget i X Factor. Og det var ikke gode ting, jeg indeholdt. Hvilket almindeligt begavet menneske ville melde sig til et underholdningsprogram? Og til sidste: du kan ikke have et rigtigt talent, ellers var du nok ikke hoppet på smutvejen til karrieren.
Al den snak gjorde mig træt. Bevares, der var også rosende ord, men det er nemmere at hænge sig i de negative kommentarer. Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg kan huske, at der under en Youtbue-video med vores audition stod mange søde ting – men den kommentar, jeg stadig husker i dag, er: ”Fuck, hvor er hun grim, hun ligner en skinke. Skrid dog ud af mit tv, talentløse so. AD!”
Men nu, hvor det er så mange år siden, kan jeg mærke en vis stolthed alligevel. Jeg var da rimelig god og rimelig nuttet, hvis jeg selv skal sige det… Og den sang, vi sang til liveshow, hittede i ugerne efter på iTunes – det var et sikkert tegn dengang på, at man havde gjort noget godt.
Min hemmelighed er X Factor
For en måned siden var jeg til en privatfest med en masse mennesker, som jeg aldrig havde mødt før. Da jeg ankom efter en middag, var hele festen i gang med at lege en leg, hvor alle skulle skrive en hemmelighed om sig selv ned på et stykke papir, smide det i en kasse, og så skulle de andre gætte, hvis hemmelighed det var. Værtinden havde lige fundet ud af, at jeg havde været med i X Factor, og hun overtalte mig til at skrive det på min seddel.
Jeg kunne have skrevet mange andre sjove ting: Jeg har engang bestyret en kantine i et arkitektfirma. Jeg har levet af at sælge fransk lingeri. Jeg har været i hypnosebehandling. Jeg har fortalt om vin i Go’morgen Danmark. Jeg har udgivet digte.
Det blev X Factor, der stod på min seddel. Men som aftenen skred frem, og hemmeligheden var ude, kunne jeg mærke samme angst, som der var dengang for 9 år siden.
Dømte folk mig nu ud fra det? Var jeg nu hende, der havde været med i et reality-tv-program? Kunne jeg blive taget seriøst til denne fest, hvor folk arbejdede med journalistik, politik og som selvstændigt erhvervsdrivende? Svaret til det sidste spørgsmål er nok, ja. Selvom jeg ikke spurgte dem direkte.
Det handler nok mere om, at når man stikker snuden frem, risikerer man også at få nogle rap over den. Og det skal man så lære.
Oplevelsen i X Factor var sindssyg og vild og grænseoverskridende på mange måder. Men det var også en af de sjoveste oplevelser, jeg nogensinde har haft. Jeg havde bare svært ved at forstå, hvad der skete psykisk. Jeg var sårbar og lod alle indtryk og holdninger presse sig direkte ind i min selvopfattelse. Og det er farligt. Måske er det nemmere at stille sig frem, når man ikke er så følsom, men har et filter, der kan udelukke de værste kommentarer. Det havde jeg ikke.
Derudover havde jeg et reelt ønske om at arbejde med min egen musik, som jeg havde kæmpet for i flere år før deltagelsen. Og da jeg havde svært ved at lukke de negative kommentarer ude om, hvilke slags personer, der stiller op i den slags, holdt jeg op med at tale om det.
Så derfor har jeg ikke talt om X Factor. Men det gør jeg så nu 😉
Kh. Louise T
PS. Jeg udgav musik i et andet navn – Louise Lula (Lula er inspireret af hovedkarakteren i en af mine favoritfilm, Wild at Heart). Du kan finde det på Spotify og Soundcloud.