Ugens Københavnersnude er madformidler, Niklas Roar, der er journalist og indehaver af bloggen, FoodRoar. Her deler han sin passion for mad med sine mange læsere – du kan finde inspiration til middagsmaden, til hvilken vin du skal vælge, information om råvarer og meget mere. Han er aktuel med en madserie på TV 2 Lorry, men først kan du møde hans København lige her.
LC: Hvad har du gang i for tiden?
NR: Lige for tiden er jeg så heldig at have premiere på anden sæson af en lille hyggelig madserie på TV 2 Lorry med titlen ’Retromad – de ikoniske steder’. Her er der hver gang fokus på en enkelt ret og to steder i hovedstadsområdet, hvor man viser retten på henholdsvis traditionel og moderne vis. Ellers bruger jeg meget tid på at finde ud af, hvordan jeg skal tilrettelægge min fremtid i forhold til tv-spas, klassisk journalistik eller undervisning. Eller måske noget helt andet. Jeg har fået en stadig større trang til at supplere med noget natur her på mine gamle dage. Hmm, findes der et job, hvor man bare kan plukke svampe eller brombær?
LC: Hvor bor du?
NR: Jeg bor i en dejlig lejlighed med udsigt over Vesterbro sammen med min kone og har gjort det i det meste af mit voksenliv. Det har vist mest været min drøm, men nu er der også et sommerhus inde i billedet, som giver mulighed for også at nyde noget natur.
LC: Hvor går du tur?
NR: Jeg holder mest af at gå tur på Vesterbro eller langs havnen. Jeg elsker at føle mig hjemme i mit eget kvarter og at slentre ned af Dybbølsgade eller krydse grænsen til Frederiksberg og se på mennesker på Værnedamsvej eller trække vejret i Frederiksberg Have.
LC: Hvor drikker du kaffe?
NR: Jeg er sandsynligvis den eneste journalist nogensinde, der ikke drikker kaffe. Faktisk drikker jeg det kun, når jeg er sammen med italienere, fordi jeg synes, det er så pinligt at sige nej. Og så er det espresso. Sådan en lille, stærk sag fylder jo ikke så meget i maven. Ellers så er det i mit herlige italienske hotspot Supermarco, hvor det hænder, at jeg kan komme til at falde så meget i italiensk stemning, at jeg siger ja til en liiiille kop og drikker det halve.
LC: Hvor spiser du?
NR: Jeg er så heldig, at jeg jævnligt bliver inviteret ud på forskellige restauranter, og jeg har haft virkeligt mange fantastiske madoplevelser i København i de senere år. Men hvis jeg skal nævne et sted, jeg altid vender tilbage til, og hvor jeg har været et utal af gange gennem årene, så er det min yndlingspakistaner Al Diwan på Vesterbrogade. Det er virkelig mad lavet med hjertet og masser af tætpakket smag fra det pakistanske/nordindiske køkken, og så er betjeningen dernede simpelthen byens sødeste og mest personlige. Fik jeg sagt, at Abid er noget så sjældent som en pakistaner med stor glæde ved vin? Han finder altid en særlig flaske, der ikke står på kortet – bare spørg løs. Deres Lamb Spinach og den vegetariske Daal er i øvrigt must-haves.
NR: Hvor fester du?
LB: Der er ikke ligefrem blevet mere fest gennem årene med to børn og tømmermænd, der trækker ud. Men jeg holder allermest af bare at hænge ud med min bror eller mine venner i eksempelvis Torvehallerne og lægge en solid cava-brandert, før turen går byen rundt til madmarkeder, udendørscaféer og barer uden alt for mange 20-årige.
NR: Hvor inspireres du?
LB: Det kan i princippet ske hvor som helst. Men jeg inspireres, når jeg møder mennesker, der brænder for deres fag og gør en ekstra indsats for at glæde andre.
LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
NR: Jeg holder faktisk allermest af at være i min lejlighed, hvor jeg kan kigge ud over byens tage. Her kan jeg være mig selv, mens jeg finder ro i byens lyde, der skifter med vindretningen. De store dieselmaskiner, der varmer op i IC4-togene, en politibil i det fjerne, en dump bas fra Kødbyen en fredag nat eller fyrværkeriet fra Tivoli, der har det med at komme på aftenhimmelen, lige som jeg gamle mand er ved at falde i søvn, når ungerne har været svære at putte.
LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
NR: Det sker, når jeg med et par glas cava i blodet sidder i min vens lille båd eller en Go-Boat og sejler rundt i Københavns Havn. At nyde synet af byen, der åbner for sommeren, og alle de glade, smukke mennesker, der sidder på kajen overalt. Der føler jeg, at jeg lever og ånder for København. Hvis man ikke har indtaget hovedstadens vandveje endnu, kan jeg ikke anbefale det nok.
LC: Hvad er dit bedste minde om København?
NR: At det er byen, hvor jeg så mine to vidunderlige piger vokse op. Deres første skridt. Deres første ord. Deres første tur på en cykel.
LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
NR: Køb en båd, lej en båd eller byg en båd. Du skal bare ud at sejle.
LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
NR: Flere grønne områder. Hver gang chancen er der for at skabe noget grønt for fællesskabets bedste, bliver det i stedet ussel mammon, der tager over, og der bliver bygget endnu et kønsløst og historieløst byggeri med dyre ejerboliger eller frygtelige erhvervsejendomme.
LC: Dit soundtrack til byen?
NR: Jeg er ikke slumromantiker, men C.V Jørgensens ’Blåt blod til alle’ fra albummet ’Sjælland’, hvor man ser de slidte, tandløse skæbner for sig iført bedaget nylonkluns på Blågårds Plads, der jo rummer noget fra alle samfundslag. Jeg er vild med sætningen ’Giv mig en pause på klods’ – sådan en kan vi vist alle få brug for. Vi skal huske at passe på disse folk i vores vej mod at gøre København til en by for de mest velstillede og veluddannede.
Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Niklas!
GOD SØNDAG!