November uden nyt tøj

0
372
November uden nyt tøj? En hel måned uden nyt tøj? Der bliver produceret alt for meget tøj på verdensplan, og det er en kæmpe miljøsviner – men mange af os tænker ikke så meget over det, når en ny sæson sætter ind med lækre styles, farver og materialer. Denne måned er derfor en udfordring til os, der gerne vil nedsætte tøjforbruget og skåne miljøet.

 

Af Louise Taarnhøj

Sidste år udkom Tina Werborgs bog, Garderobemanifestet. Jeg kender Tina som en enormt dygtig og inspirerende kvinde, der også er medstifter af Fucking Flink og har en lang erfaring med PR fra forlagsbranchen. Jeg købte hendes bog og følte mig med det samme ramt.

Jeg elsker tøj. Jeg har altid elsket tøj, og jeg har købt meget af det. Jeg har da været klar over, at det sviner, men jeg har dulmet min dårlige samvittighed med, at jeg nærmest aldrig køber kød, at jeg ikke ejer en bil, og at jeg prøver at begrænse antalflyrejser om året. Hvor meget mere kan man forlange af et moderne menneske?

Lidt mere, lyder det oplagte svar. Lidt mere tanke og viden. Og så må man jo selv bestemme, hvad man vil bruge den viden til.

Jeg har derfor besluttet mig for at deltage i udfordringen, November uden nyt tøj. Jeg har lige købt et par bukser og en skjorte – og jeg følte, at jeg snød lidt, fordi det jo ligger så tæt på november. Men jeg har til gengæld også lige født, og min krop bliver sgu nok ikke helt den samme som før graviditeten, så lidt tøj har jeg brug for. Og da jeg er alene med min søn, kan jeg ikke komme i butikker og finde noget brugt tøj.

Ja, undskyldninger er der nok af!

Men i morgen går november i gang, og så starter udfordringen. Jeg glæder mig! Det, som øvelsen nemlig også kan er at minde en om, hvad man har i skabene. Man bliver jo nødt til at kigge i gemmerne, hvis man vil undgå at købe nyt, og i mange tilfælde kan man genopdage og genforelske sig i sin garderobe.

Her er lidt baggrundsviden fra November uden tøj:

Verden er ved at drukne i tøj. Vi har skuffer og skabe fulde af tøj, vi aldrig bruger. Alligevel køber vi nyt, når vi skal ud, til fest, forkæle os selv eller bare keder os en smule. Men den går ikke længere. Vi skal alle købe mindre, og elske vores tøj mere.

Med eksperimentet NOVEMBER UDEN NYT TØJ – sætter vi overforbruget på hold og giver tøjet i vores klædeskabet en ny chance. Istedet for at købe nyt, rydder vi ud, reparerer, styles, syer om, eksperimenterer, låner, bytter og genbruget.

Baggrund for initiativet
Vi er ikke imod hverken forbrug eller nyt tøj. Vi er imod overforbrug, og en tøjkultur på speed. November uden nyt tøj handler om at sætte fokus på, hvad vi har brug for, hvad der gør os glade og hvad der bare er dumt overforbrug.

– Tøjbranchen står for omkring 10 % af den globale CO2 udledning
– Lige nu køber vi omkring 50 stykker nyt tøj om året. Skal vi holde os inden for målet om 1,5 graders, skal vi helt ned på 3-5 stykker nyt tøj om året.
– I gennemsnit bruger vi kun en 1/3 del af vores tøj, resten ligger passivt tilbage.
– Vi køber i dag 60 % flere stykker tøj, end vi gjorde for 15 år siden, og beholder det i halvt så lang tid.
8- 0 % af det tøj, vi smider ud, har 80 % af tøjets levetid tilbage.

Initiativtagere:
– Tina Werborg, forfatter, tøjaktivist og iværksætter
– Lene Olesen, Ejer af Det Kollektive Klædeskab Roskilde
– Annie, BytteNytte en lokal tøj-bytte station
– Mie Hein Jørgensen – projektmager, tøjbytter og nysgerrig på genbrug og genanvendelse af tekstiler
– Kathrine Krone Laurent, Klimaaktivist
– Ann-Britt, Syrum Roskilde. Beklædningsskulptør, syerske, tøjreparatør og genbrugselsker.
– Louise Kildegaard Lindstrøm, LUVPAANY, grøn projektleder og igangsætter.
– Britt Tang Pedersen, miljørådgiver

Meld dig ind i gruppen på Facebook her og bliv inspireret til at købe mindre tøj.

Rigtig god november uden nyt tøj!