Kom på glatis på Broens Skøjtebane

2
381

Der var mange ting, som vi blev snydt for i den søde juletid sidste år – én af dem var byens udendørs skøjtebaner, som måtte holde lukket. Men i år kan du godt finde skøjterne frem og komme på glatis, når Broens Skøjtebane åbner den 5. november.

 

 

Fredag den 5. november kl. 12.00 åbner Broens Skøjtebane op for vinteridyl, julehygge og masser af kvalitetstid for hele familien – både på og udenfor isen. I år er der igen lagt op til et sandt skøjte-mekka, når alle skøjteglade københavnere og turister kan boltre sig på den 600 m2 store skøjtebane med den smukkeste udsigt ud over havnekajen – og så er det ovenikøbet gratis, hvis du har dine egne skøjter med,

”Vi glæder os simpelthen sådan til at kunne byde på masser af vinterhygge, skøjtedans og varme drinks på Broens Skøjtebane. I kan godt allerede begynde at glæde jer til et aktivitetsprogram, der byder på alt fra ishockeyturneringer og børnedisko til luciaoptog og masser af skøjteløb og piruet- ter i hjertet af København,” fortæller Kira Thanning, direktør i Broens Gadekøkken.

Skøjtebanen åbnede for første gang i 2019 og har været et eftertragtet turistmål i løbet af vinter- månederne lige siden.

 

Åbningsfest den 5. og 6. november

Broens Gadekøkken har knoklet for at strikke en storslået åbningsfest på benene, der løber af stablen fra fredag den 5. november til lørdag den 6. november. Her kan du glæde dig til musik, festlig stemning, højt humør og gode tilbud i baren. Du kan holde dig opdateret via deres Facebook-side.

Men du kan allerede nu begynde at glæde dig til masser af hygge på isen, motion på den sjove og sociale måde og – selvfølgelig – afterski, når det er allerbedst.

Street food og gløgg

Når fødderne skal have en pause fra skøjterne, og vejrtrækningen skal tilbage til sit normale tempo, kan I opleve en smeltedigel af street food-køkkener og barer, der serverer velsmagende mad og drikke fra flere forskellige steder i verden.

Hvert køkken er håndplukket af folkene bag restaurant noma og kommer derfor fra nogle af Københavns mest anerkendte køkkener og restauranter. Sæt eksempelvis tænderne i en burger fra Gasoline Grill, en fyldt pandekage fra Crepes a la carte eller én af Pasta la Pastas pastaretter.

Reservér skøjtebanen til din skoleklasse

I år kan skoleklasser igen reservere skøjtebanen til dem selv i løbet af formiddagstimerne i hverdagene. Der er en ret unik mulighed for skolebørnene til at være sammen på en anderledes og sjov måde med masser af frisk luft under skøjterne.

”Broens Skøjtebane er som sagt 600 m2 stor, så børnene (og lærerne) kan for alvor få pulsen op, få styrket deres balance og ikke mindst få afprøvet alle mulige sjove skøjte-tricks sammen med deres klassekammerater,” fortæller Kira Thanning.

Alle besøgende kan iøvrigt gratis benytte skøjtebanen. Hvis du ikke kan finde dine aflagte skøjter frem fra gemmerne, er der rig mulighed for at leje skøjter på pladsen.

Hvis du er glad for at skøjte, så kan du også se frem til flere skøjtebaner rundt omkring i København. Det er ikke alle, der har meldt sig på banen endnu, men det ser dog ud til at alle de sædvanlige åbner til juletiden.

 

Frederiksberg Runddel

Skøjtebanen på Frederiksberg Runddel åbner sidste lørdag i november og lukker normalt igen den sidste søndag i februar. Læs mere her.

Zooloogisk Have

Fra den 20. november til 2. januar kan du skøjte på Verdenspladsen i Zoo. Der tændes samtidig for det enestående julelys i ZOO, så du kan besøge juleboder, klippe-klistre i Julemandens Hus og meget mere. Læs mere her.

2 COMMENTS

Comments are closed.