OK ECHO | Københavnersnuden #455

0
452

Ugens Københaversnude(r) er det københavnske band OK ECHO, som består af William Foss og Uni Askham. William (frontmand og guitarist )er opvokset på Frederiksberg, og arbejder han som daglig leder hos restaurant Bazaar i Indre by. Uni (guitarist) er født på Færøerne, og er til dagligt barchef og sommelier hos Yellow på Nørrebro. De to jævnaldrende musikere har erfaret af, at de har cirklet ved siden af hinanden hele deres liv – dog uden at møde hinanden. Det var først for omkring seks år siden, at deres veje tilfældigvis krydsedes i København, og de fandt hurtigt ud af, at de havde mange ting tilfælles, heriblandt kærligheden til musik og til den gode melodi. OK ECHO har netop udgivet deres debutsingle ’Is it over’, og arbejder på deres kommende album ’KINETIC’, der er planlagt til at udkomme i efteråret.

 

LoveCopenhagen: Hvad har I gang i i øjeblikket?
William & Uni: Vi er i gang med at forbedrede os til liveshows med vores band “OK ECHO”.

LoveCopenhagen: Hvor bor I?
William: Indre Nørrebro, tæt ved Søerne.
Uni: Jeg bor lige på kanten af Frederiksberg og Nørrebro, så jeg kan både være fin med de fine og ung med de unge … det siger min mor i hvert fald.

LoveCopenhagen: Hvor går I tur?
William: Når jeg går en lang tur i København, starter jeg som ofte på Nørrebro, og går langs Søerne til Frederiksberg Allé og tilbage op ad H.C Ørstedsvej tilbage til Nørrebro.
Uni: Gerne tæt på vandet, så det bliver oftest Søerne eller Christianshavn, men jeg kan også finde på at slå et smut forbi Utterslev Mose.

LoveCopenhagen: Hvor drikker I kaffe?
William: Jeg får min kaffe hos Social på Nørrebro.
Uni: Når jeg skal have mig en god kop mokka, så sker det oftest på Social ligesom William, eller på Darcy’s.

LoveCopenhagen: Hvor spiser I?
William: Thai2You på Elmegade er virkelig god mad til prisen.
Uni: Jeg nyder meget at tage ud og spise, jeg er glad for bl.a. Baka d’ Busk, Gaarden og Gaden og Maison, men jeg er absolut ikke for fin til at svinge forbi Pasha på Enghave Plads, de laver en mean Adana Shish ret.

LoveCopenhagen: Hvor fester I?
William: Jeg kan godt lide at drikke min Negroni hos Yellow på Kapelvej.
Uni: Jeg får ikke festet udpræget meget, men når det gamle træben endelig skal svinges en tur, så sker det oftest på Yellow. Så har mine kollegaer også noget at gøre grin med ugen efter, det er en form for service, jeg yder dem.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres I?
William: Jeg bliver ofte inspireret af at vende tilbage til Frederiksberg. At gå i sine egne fodspor fra ens fortid, inspirerer mig ofte til at skrive nye melodier.
Uni: Jeg finder min inspiration i bøger, på de mange gode københavnske museer og til livekoncerter.

LoveCopenhagen: Hvad er jeres yndlingssted i København?
William: Jeg er som sagt meget glad for Frederiksberg, dog holder jeg meget af at være på Ravnsborggade, især om sommeren.
Uni: Øveren. En kælder i Valby ved Gammel Køge Landevej er nok ikke det første valg for mange, men for mig er det “holy ground”, ellers er jeg ret tosset med Kongens Have, men det er alle jo, så jeg ved ikke helt, om det tæller.

Der bliver arbejdet hårdt i “øveren”. OK ECHO har netop udgivet deres debutsingel “Is it over”, og arbejder på deres kommende album ’KINETIC’, der er planlagt til at udkomme i efteråret

LoveCopenhagen: Hvor har I sidst følt dig forelsket i København?
William: De forelskelser jeg har haft, er alle opstået i København, og de har alle været gode.
Uni: Der er to tidspunkter, jeg forelsker mig i Købehavn, det er om efteråret, når der er dugvådt over det hele, og der hviler en tung tåge i gaderne, så lugter København af jazz. Det andet tidspunkt er, når sommerens første stråler glinser over byen, og vi allesammen kommer ud af vores 46 måneders vinterhi, det er magisk.

LoveCopenhagen: Hvad er jeres bedste minde om København?
William: Min opvækst på Gammel Kongevej på Frederiksberg. Især at lege rundt og gå på opdagelse som knægt i Frederiksberg Have.
Uni: Efter en bytur for omkring et årti siden, da jeg og to venner kravlede ud under Dronning Louises Bro, delte en øl i solopgangen og hoppede, for at genskabe den legendariske scene i “Almost Famous”. Da jeg hang der i luften, var det som om, sommeren aldrig ville ende.

LoveCopenhagen: Jeres anbefaling til den bedste oplevelse i København?
William: Hvis du ikke er bange for højder, kan jeg varmt anbefale at tage en tur til det altid hyggelige Christianshavn, og tage en tur op i tårnet på Vor Frelsers Kirke, hvor du kan få en forrygende udsigt udover København.
Uni: Hvis du ikke har været på Loppen og se en koncert endnu, så gør det! Der er altid god lyd!

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du I mulighed for at tilføje den ene ting, som I synes, byen mangler – hvad er det?
William: En metrostation tæt ved Sankt Hans Torv, det kunne have været godt.
Uni: Vi kunne starte med at installere en dedikeret Negroni hane i alle københavnske hjem, eller i det mindste bare i dem, jeg kommer i. Ud over det skal museerne være gratis igen.

LoveCopenhagen: Jeres soundtrack til byen?
William: “Lust For Life” af Iggy Pop

Uni: “No One Knows” af Queens of The Stone Age

Tusind tak fordi I ville dele jeres København med os, William og Uni!