OPLEV ZOO FRA GIRAFPERSPEKTIV

1
492
Der er altid en god grund til at tage en tur i Zoo – et af mine absolut yndlingssteder i København. Lige nu er det ‘Porten til Savannen’, hvor du fra girafperspektiv kan få et helt unikt overblik over de mange forskellige dyr, som hygger sig sammen i Søndermarken, samt det nye område ‘Tasmanien’ med de tasmanske pungdjævle, kænguruer og vombatter, hvor du nu kan gå ind til de to sidstnævnte. Og så er der selvfølgelig den nye og sjældne okapiunge, der på mange måder er et lille mirakel.

Jeg er vild med dyr og det, som de gør ved os mentalt. Det er derfor ren terapi for mig at tage i Zoo og se på de fjollede, søde, sjove og ikke mindst super spændende dyr, som alle har deres unikke historie. I løbet af de sidste to uger har jeg besøgt Zoo hele to gange; en tidlig fredag morgen, hvor jeg sammen med Zoos presseansvarlige oplevede dyrene vågne, mens dyrepasserne gjorde klar til en ny dag, samt en lørdag, hvor jeg blandt børnefamilier, par på date og ældre så brunbjørne, dødningehovedaber og flagermus blive fodret, hørte om de tasmanske pungdjævle og hulepindsvin, smagte på insekter i Zoolab, gik på opdagelse i dyrenes køkken, oplevede elefanterne blive beriget og tog en tur op i Zoos gamle vartegn, Zoo tårnet, for at se både dyreparken og resten af byen oppefra.

img_0354

img_0351

img_0343
Kom endnu tættere på

Det nyeste tiltag i Zoo, er ‘Porten til Savannen’ i Børnezoo, der kort kan beskrives som en lang, høj og snoet terrasse ved næsehornenes og giraffernes stalde, hvorfra du kan se udover den store savanne, der jo praktisk taget ligger i Søndermarken (ret vild tanke med så mange eksotiske dyr lige der midt i Sønderen). Jeg er meget begejstret for strategien omkring, at have forskellige dyreracer gående på det samme område, da det er en oplevelse at se, hvordan de interagerer i samspil med hinaden. Og så giver den nye terrasse mig samtidig en følelse af, at komme endnu tættere på – samme følelse, som jeg fik i det nye område ‘Tasmanien’ i kænguruerne og vombatternes nye anlæg, hvor det er muligt at gå ind og dermed opleve dem slænge sig i græsset og hoppe rundt blot få meter fra en.

img_0338

Miraklet hos okapierne

På min morgenvandring i Zoo fik jeg de sjoveste, sødeste og fineste historier fra Zoos presseansvarlige, Jacob Munkholm Hoeck (manden, der efter min mening har verdens bedste job!), om Zoos mangeartede beboere. Blandt dem var bl.a. historien om den nye okapiunge, der blev født den 1. oktober i år – et vaskeægte lille mirakel med den mest vidunderlige historie:

Efter lang tids søgen har Zoo fundet en hun til deres enlige okapi-han, som dna-mæssigt matcher ham perfekt. Men da hun flytter ind, bliver hannen ramt af en depression. Efter en intensiv indsats med hvidmaling af væggene, ekstra lys og omsorg, får hannen modet tilbage og kommer ud af sin depressive tilstand – klar til at sikre arvefølgen! Det skal dog ikke være let for den uheldige okapi-han. For da han med fornyet tro på livet kaster sig ud i elskovsagten, er det med lidt for meget iver. Han får derfor banket sit hoved op i loftet og knockoutet sig selv tilbage til status quo. Zoo må herefter tænke kreativt og sætter en lille rød dykkerantilope ind til parret, som med det samme tager den til sig, som er det deres egen unge. Strategien giver pote, for mens okapiparret tager sig kærligt af deres lille adoptiv-antilope (bl.a. ved at slikke på den, så den får konstant mohawk-frisure), finder de også tættere sammen og får det hele til at fungere i sådan en grad, at en sjældne okapiunge kommer til verden den 1. oktober i år. Ungen kan endnu ikke ses i Zoo, da den er i stalden hos sin mor, men du kan se den på live-tv i enten Zoos “okapi-lounge” overfor stalden eller på deres hjemmeside her, hvor du også kan se fødslen af det lille mirakel.

 

Jeg kunne fortsætte dette indlæg i en uendelighed med at skrive om hvorfor, at Zoo efter min mening er et af de mest spændende, magiske, vilde og sjove steder i byen. Men jeg vil egentlig hellere have, at du selv kigger forbi og får dig en på opleveren. Det er med garanti aldrig den samme oplevelse, du får, når du kommer der, for det afhænger jo helt af Zoos beboere, hvad du kommer til at se og hvad du vælger at kaste dig over. I mellemtiden kan du altid følge med bag kulissen på hjemmesiden, hvor Zoo er gode til at dele ud af de mange historier og mirakler fra de vilde dyrs hverdag her midt i København.

/Ditte

 


In English

There is always a good reason to visit the Zoo – one of Ditte’s absolute favorite places in Copenhagen. Right now it is ‘The Gateway to the Savannah’ where you from a giraffes perspective can get a unique overview of the many different animals and the new area ‘Tasmania’ with the Tasmanian devils, kangaroos and wombats. Last but not least, do not miss out on the little okapi who was born in October this year – a true little miracle. Read more about it here. 

1 COMMENT

Comments are closed.