Blogs

Tribute til LoveCopenhagens Ditte!

Tribute til LoveCopenhagens Ditte!

by 14/07/2017
Efter tre år med pen og papir og nysgerrig øjne og ører siger vores dejlige Ditte desværre farvel til LoveCopenhagen for at søge ud på nye eventyr. Det er uden sammenligning kultursites største katastrofe til dato, men i stedet for at begræde situationen vil vi koncentrere os om alle de sjove og spændende øjeblikke, som vi har delt med Ditte og København. Og derfor samler vi et udvalg af hendes fantastisk artikler, vi interviewer hende om det at være kulturskribent på LoveCopenhagen – og så siger vi ordentlig farvel med en hilsen fra os hver.

Ditte Maria Hansen har været skribent på LoveCopenhagen siden starten af 2014, det vil sige halvdelen af sitets levetid. Hun har skrevet om en bred vifte af emner, altid med humor og eftertænksomhed, og særligt teatergenren og gastronomi har hun dækket.

Her kan du læse 10 af hendes indlæg, som både er teateranmeldelser, guides og nyheder:

American Spirit på Avenue-T – teateranmeldelse

Prada er kommet til byen

Oplev Zoo fra girafperspektiv

Københavnersnuden #108 – med maskotten, Chloé, Dittes hund

At sulte sig er egoisme – teateranmeldelse

Franske fristelser på Voulez-Vous

Så skal der jazzes! 

Weekend by LoveCopenhagen

Bulgarian Bags – vi har kastet med døde får

High Tea på Nimb Bar

11053069_10153620006012812_5449666525955413995_n

Ditte og Louise på den bedste natmads-restaurant i byen; La Centrale

LC: Hvad har været det bedste ved at være en del af LoveCPH?
Ditte: At sprede budskabet om de mange fantastiske steder, events, kulturbegivenheder og -personligheder, som vores skønne by byder på og rummer. Det har været et privilegium at få fortalt folks personlige historier om alt fra åbning af sociale madsteder til hvorfor, at København danner rammen om deres nye bog. Jeg er vild med, hvor meget københavnerne knuselsker deres by og hvor mange ildsjæle, der findes i den.

LC: Er der forskel på måden, du så på København på før og efter?
Ditte: Ja, for jo mere, du dykker ned i byens steder, historier og personligheder, jo mere kendskab får du til den og sætter pris på den. Det er som pandoras æske, der åbner sig op; jo dybere du kommer ned, jo mere bliver du bekræftet i, at du bor det helt rigtige sted og ikke ville bo noget andet sted på jorden. Så min kærlighed til byen er i høj grad vokset efter, at jeg begyndte at skrive for LoveCopenhagen.

LC: Har du fået nye yndlingssteder?
Ditte: Jeg har både fået nye, og så er jeg blevet bekræftet i, at mine gamle stadig holder 100 %. Jeg er blevet særligt glad for Landbohøjskolens smukke have efter, at jeg er flyttet tæt på. Deres udendørs træningsstativ mangler jeg stadig at prøve kræfter med, men jeg har nydt synet af fyre i bar overkrop, der sveder i det – mange, mange gange. Desuden har jeg fået et nyt stamsted, Salon 39, hvor jeg blandt andet mødte min kæreste over en espresso martini. De kan altså noget med drinks og øl derinde. Skal jeg hive et gammelt yndlingssted op, som kun er vokset på mig siden, så er det Culture Box. Her foretrækker jeg stadig at danse til den lyse morgen – enten sammen med venner, alene eller sammen med nye bekendtskaber fra det mørke dansegulv.

LC: Vi går jo meget op i at kigge op og lægge mærke til byen på en ny måde – hvad vil du gøre for at fastholde dig selv i at lægge mærke til byens mange finurligheder og muligheder?
Ditte: No brainer: Få LoveCopenhagens indlæg direkte i min indbakke! Og ellers vil jeg som før fortsat holde mig orienteret på facebook, der er et genialt værktøj til at opdage spændende og små events. Jeg liker alt, hvad jeg finder interessant af facebooksider, og finder dem ofte ved, at jeg ser et lille opslag på en af byens lygtepæle, en flyer eller andet. Det gælder bare om at forblive nysgerrig over for alt det nye, der dukker op – og der dukker heldigvis vildt meget op i København, så man skal bare tage for sig og udforske det hele med et åbent sind.

LC: Hvad skal alle opleve i København mindst én gang?
Ditte: Nimbs pejsestue med Cathrine Raben Davidsens smukke, sorte malerier på de klassiske hvide vægge. Det rum er magisk. Intet mindre. Og du kan bare gå derop og nyde et glas vin, en drink, afternoon tea, eller hvad du måtte have lyst til i de bløde møbler.

13533241_10157137422740442_754498048729173606_n

Ditte og Louise Bro er aldrig helt tørlagte på Roskilde Festival

DITTE! Tusind, tusind tak for din indsats hos LoveCopenhagen – vi ønsker dig al held og lykke på din vej. Og nu tager vi lige fem minutter hver især med en lille takketale til dig: 

11990669_10156007871105442_4474630180002199570_n

LoveCopenhagen til modeugefest med smil og gratis bajere!

Nathalie: Ditte er en humørbombe uden lige. Jeg mødte hende første gang for et par år siden, da jeg lige var flyttet til København og skulle arbejde sammen med hende som hendes praktikant. Jeg var så nervøs over alle de nye ting, og især over at skulle arbejde på et fancy pr-bureau, hvor jeg nok havde lidt fordomme omkring kvinderne i branchen, der måske havde lidt spidse albuer. Mine fordomme blev fuldstændigt gjort til skamme, da jeg mødte de dejlige kvinder, der arbejdede der, og Ditte var, som de andre, utrolig imødekommende og fik mig til at føle mig så velkommen. Det er jeg stadig så taknemmelig for. Siden da er jeg kommet tættere på Ditte, og jeg har fundet ud af, at hun ikke bare er fantastisk, festlig og altid glad, men hun er god helt ind til benet, har så meget empati og er utrolig intelligent. Jeg kommer til at savne hende her på Lovecopenhagen, for hun er, og vil altid være en stor del af sitet og udtrykket, og jeg ved, at hun kommer til at sparke røv på hendes nye arbejde.

Louise Bro: Jeg tror ikke, at man kan finde et mere alsidigt og rummeligt menneske end Ditte. Hvordan skal man ellers beskrive en fleksitar, der knuselsker tartar Når man er sammen med Ditte, står den på #nolimits og #alterlove! Hun forstår i den grad at nyde og udnytte alle hjørner og afkroge af København, og jeg mener virkelig alle. Ud over at trave Frederiksberg tynd med sin søde franske buller Chloé og en kop kaffe fra Emmerys, hopper hun gerne i stilletterne og nyder en drink i pejsestuen på Nimb, lige så meget som hun nyder at danse byen tynd iført Converse til koncerter og festivaler eller til en solskinsaften på Dronning Louises Bro – helst afsluttet med en falafel pita på La Centrale. Hun har åbnet mine øjne for en masse interessante ting i KBH: fra kulturelle forestillinger på de skrå brædder, dokumentarer og film i Grand og feministiske debatter til deep house og fuld basarm på Boxen – og vinterbadning på Bryggen. Spontan, sød, sjov og helt igennem skøn – man skal bare ikke vende ryggen til for længe, så bliver man ICED!

Louise T: Selvom Ditte elsker sit Frederiksberg – næsten lige så meget som Kirsten Birgit – så er hun en ægte københavnersnude! Jeg var slet ikke i tvivl om, at hun skulle skrive for LoveCopenhagen, da vi for fem år siden blev kolleger hos Klix Kommunikation. Når man er sammen med Ditte, er der altid grin på menuen, og du kan regne med, at der hvor Ditte er, det er dér, det sker – med andre ord; der er ingen FOMO i selskab med Ditte! Både når hun undersøger byens mange tilbud, og når hun er sammen med mennesker, går hun til det med opmærksomhed, varme og omsorgsfuldhed – men hun er også en badass, der ikke finder sig i noget. Og noget af det, jeg har lært allermest af ved at kende Ditte, er hendes strålende selvtillid, som gør, at hun aldrig bærer nag, aldrig tager noget alt for nært, og altid tør at gå efter det, hun drømmer om. En stor inspiration for en følsom og analyserende type som mig. Jeg kan næsten ikke bære, at Ditte nu ikke skal være en del af LoveCopenhagen. Hendes engagement og intelligente indlæg vil blive savnet dagligt, ligesom vores daglige grineflip over sjove Facebookopslag, Kirsten Birgit og Tinder-mænd også bliver svære at undvære. Heldigvis kommer både jeg selv – og sikkert også jer Instagram-følgere – til at se mere til Ditte, for vores venskab stopper ikke, og det er jeg så taknemmelig for. Tak for dig, Ditten.

 

VI ELSKER DIG, DITTE – HELD OG LYKKE, VI SES!

LoveCopenhagen til åbningen af Madklubben Frederiksberg

LoveCopenhagen til åbningen af Madklubben Frederiksberg


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273