Ugens Københavnersnude er forelsket i København hver dag! Ronja Pilgaard arbejder til dagligt som undersøgende journalist for Danwatch. Derudover er hun chefredaktør for Orange Press, som er Roskilde Festivals avis, hun spiller saxofon, læser bøger, hører i gennemsnit 15 podcast om ugen, og så er hun ved at lære russisk. Fik vi sagt, at hun samtidig er helt ustyrligt glad for champagne? Mød Ronjas København lige her.
LC: Hvad har du gang i for tiden?
RP: Jeg er ret nyansat som undersøgende journalist på Danwatch, så ud over at gå glad på arbejde hver dag bruger jeg også ret meget tid på at blive klogere på erhverv og menneskerettigheder, CSR og udlandsjournalistik. Det er en enorm gave at have et job, hvor man bliver klogere hver dag.
Derudover er jeg bidt af madlavning og har det sidste års tid især dyrket det mellemamerikanske køkken. Så ud over at jeg har prøvet snart sagt alle tacoriaer og mexicanskinspirerede restauranter i byen, er der nærmest altid garanti for at gå mæt hjem, når man besøger mig.
LC: Hvor bor du?
RP: Jeg bor i Sydhavnen, og jeg er faktisk så meget lokalromantiker, at da jeg skulle købe min lejlighed, så skulle det være i postnummeret 2450. Det er tæt på vandet, her ligger min fodboldklub. Folk hilser på hinanden på gaden og giver en hånd med at bære poser op, hvis man slæber. Mange af dem, som bor her er også vokset op her, og det giver en dejlig sammenhængskraft i kvarteret, at nogen kan huske, hvordan det var engang. Og så har bydelen bare nogle perler, som mange københavnere slet ikke kender: hvor ellers i København kan man for eksempel se fire alpakaer passe på en fåreflok? Ingen, men det kan man på Sydhavntippen.
LC: Hvor går du tur?
RP: Enten på Sydhavnstippen, hvor naturen får lov at vokse vildt, og stierne er dem, der er skabt af, at nogen har gået der før dig, eller på Vestre Kirkegård, som jeg bor lige ud til.
Der er noget helt særligt ved at slente på kirkegårdens alleer omgivet af de københavnere, som kom før mig. Her den anden dag fandt jeg ved et tilfælde Tove Ditlevsens grav, og en anden dag var det Dick Nelson (verdensberømt dansk bokser fra starten af 1900-tallet). Og så har kirkegården sine lommer, hvor man ikke forstyrrer hverken levende eller døde, når man sætter sig og sludrer over en flaske rosé i sommersolen.
LC: Hvor drikker du kaffe?
RP: Jeg drikker faktisk slet ikke kaffe, og den te jeg drikker kommer egentlig oftest i små tarvelige te-poser fra Netto. Men skal jeg sidde og kigge på mennesker på en café eller sludre med nogle kaffedrikkende veninder, går jeg gerne på Rallys på Mozartsvej. Der kan man også få sig en toast, en klar cola eller en platte med enten sardiner eller pølse.
Ellers går jeg ned i fiskerihavnen og kigger på bådene, der sejler ind og ud af havnen og sludrer lidt med de hunde, som render løs dernede.
LC: Hvor spiser du?
RP: Nu skal der jo ikke gå Sydhavnen i det hele, men jeg er simpelthen så begejstret for den restaurant, der lige er åbnet på Borgbjergsvej, som hedder Spisestuen. Det er tårnhøj kvalitet – blandt andet de bedste dumpling, jeg i mit liv har fået uden for Taiwan. Det er service i topklasse, og så er det bare fremragende råvarer, som er blevet behandlet ordentlig. Når det engang igen er til at få bord sådan helt spontant, har jeg mig en stamrestaurant.
Derudover har jeg fået årets bedste frokost på Restaurant Radio, hvor de bare ikke går på kompromis med noget. Jeg fik blandt andet en øl med hvidvinsnoter til min tatar, der fik mig til at tale i tunger og spørge gud, om himlen bare var at bade i den øl. Han svarede i øvrigt ikke, men englene sang i hvert fald hele det måltid.
LC: Hvor fester du?
RP: Jeg er meget en bodega-pige og er virkelig begejstret for en helt almindelig Tuborg Classic. Den drikker jeg gerne på Toga, hvor jeg render på gamle kolleger, gamle venner og nye bekendte. Derudover kommer jeg gerne på Psykopaten (Alléenberg), hvor jeg gerne synger højt og inderligt og nogle gange også falsk ved klaveret. Corona har gjort ture på Psykopaten lidt kedeligere, fordi alle skal sidde ned. Det er bare noget andet at stå i bunke og råbesynge Robbie Williams klokken 4 om morgenen, end at skønsynge en beatlessang med forkølet kor, mens solen endnu ikke er gået ned.
LC: Hvor inspireres du?
RP: Inspiration kommer tit enten til mig, når jeg kigger på mennesker, eller når jeg stikker næsen i en bog og forsvinder fra verden. Og det er museer geniale til. Glyptoteket er et af mine yndlingsmuseer, og Palmehaven er genial at læse i. Det er varmt om vinteren, en slags evig juni-stemning, og jeg får lyst til at gå i viktorianske hvide kjoler, selvom jeg ikke ejer mere end fem stykker tøj, som ikke er sorte.
Der ud over kommer inspirationen i samtalen. Man kan finde klogskab alle mulige steder. Og passion også. At høre et menneske fortælle om sin kærlighed til sit fag, sit arbejde, sin hobby eller sine venner er da noget af det mest inspirerende. Og på den måde kom vi tilbage til bodegaen.
LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
RP: Valby Idrætspark. Det lyder som 50-årige mænd, der spiser pølser og drikker flaskeøl, mens de ikke har opdaget, at det snart er 20 år siden BK Frem spillede i superligaen. Og det er det også.
Men det er også – og i højere grad – et frirum for alle typer af mennesker, hvor man kan heppe, hilse og sludre med de andre rødder bag muren. Her kommer HusForbi-sælgerne gratis ind. Lokale unger render rundt mellem benene på folk med far eller mor i hælene. Der er en regnskabschef, en reklamemand, en godhavnsdreng, en fængselsvagt, en borgmester og et avisbud. Boldpiger og -drenge sidder stolte bag målet, når modstanderne igen ikke kan score på Marco Brylov. Der røg et ret dybfølt ‘øv for pokker’, over læberne, da det kom frem, at han ikke skal stå på mål for BK Frem i næste sæson.
Hver anden lørdag tager jeg en blå-rød trøje frem fra skuffen og cyklen den ene kilometer op for at heppe på Sydhavnens helte, og det kan ikke forklares med andet end kærlighed.
LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
RP: Jamen det er jeg jo hele tiden.
LC: Hvad er dit bedste minde om København?
RP: Den dag, jeg afleverede min hovedopgave, havde jeg skrevet til klokken 4.30 om morgenen, afleveret og vidste, at mit projekt var godt nok, men udførelsen lå på vippen til en dumper. Jeg inviterede derefter venner og veninder til brunch i mit hus. Vi badede fire gange den dag, drak ti flasker champagne, og jeg fik en papfigur af David Hasselhoff. Det var den fineste dag i den fineste by, og jeg vidste, at hjem var her, hvor jeg havde de her fantastiske mennesker.
LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
RP: Gå! Byen opleves bedst i et tempo, hvor man har tid til at dufte den, se den og føle den. Stop og drik en kop kaffe eller tag den med. Havneringen er et godt bud på et dagsprojekt. Med sine 13 kilometer er den absolut overkommelig og der ligger så mange fine steder at stoppe og tanke op. Og hvis man blive træt, kan man altid tage en havnebus tilbage, hvor man kom fra.
LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
RP: Det er ret rabiat, og også helt umuligt at indføre, men jeg synes jo, man burde gøre det lovpligtigt, at folk skal have et CPR-nummer for at cykle i byen. Hver sommer bliver jeg næsten torpederet af en turistcyklist, der tænker på transportcykling som en hyggelig ting, man kan gøre midt i myldretiden. Det kan ikke passe, at man skal frygte for liv og levned, bare fordi man kører fra arbejde og hjem, og nogen har glemt at lære færdselsloven.
Derudover ønsker jeg mig en georgisk restaurant. Jeg ville flytte ind, sove på gulvet, tage opvasken for at dække min madregning og vokse 40 centimeter i livvidden.
LC: Dit soundtrack til byen?
RP: David Bowies Heroes. Vi hørte den plade tre gange, den dag vi flyttede alle mine ting til København, og jeg tænker tit på netop det nummer, når jeg tænker på København.
Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Ronja!
GOD MANDAG!