SÅ SKAL DER JAZZES

1
396
Traditionen tro fortsætter Ditte festivalprogrammet med Copenhagen Jazz Festival lige i røven af Copenhell og Roskilde. Som med kærligheden kan jazzens veje nemlig være uransaglige, så har du ikke oplevet dens musikalske rejse endnu, så kast dig ud på den fra den 1. til 10. juli.

Sidst jeg hørte jazz var en smuk februaraften på The Standard, hvor forelskelsen strålede ud af mine øjne og Niels Lan Dokys klaverspil slog tonen an til en romantisk aften i selskab med en mand, som stadig har en stor plads i mit hjerte. Sammen med vinteren forsvandt han (altså manden ved min side den aften – ikke Doky!) og nu står jeg alene tilbage midt i en varm og vidunderlig sommer, der fra den 1. til 10. juli byder på masser af opløftende, kærlig og finurlig jazz, som jeg glæder mig til at sippe hvidvin til efter halvanden uge med øl på Copenhell og Roskilde.

Unge talenter på Niels Hemmingsens Gade

Da jeg sammen med halvdelen af København frivilligt har flyttet mit liv ud på en pløjemark i denne uge, går jeg desværre glip af Copenhagen Jazz Festivals første dage, men fra mandag den 4. juli er jeg klar og vil i første omgang sætte kurs mod Open Air-scenen foran Jazzhouse, hvor der vil være gratis koncerter med unge jazz-talenter frem til den 9. juli. Specielt bandet Yes Deer har fanget min opmærksomhed med deres andet album ‘Get Your Glitter Jacket’ – bare titlen gør mig glad i låget! Det samme gør det skandinaviske og syv mand store band Horse Orchestra. Forestil dig New Orleans-jazz møder hiphop-beats og freejazz og du har bandets eklektiske udtryk, som de sidste år vandt to DMA Jazz-statuetter for.

Der er koncert hver aften på Niels Hemmingsens Gade kl. 19.00 og du kan se alle de unge talenter her.

Lad dig rive med af jazzens uransagelige veje

Programmet på dette års Copenhagen Jazz Festival er ret overvældende – både med bredde i artisterne og spillestederne: Fra Peter Mandorfs kvartet på Axelborg Bodega til trommeslageren Anders Vestergaard på Gallery Bohéme og GoGo Penguin i DR Koncerthuset. Nogle koncerter kræver billet, mens andre er gratis, men fælles for dem alle vil forhåbentlig være, at de river dig med ud på en musikalsk rejse, som ingen rigtig ved hvor ender. Og det er netop dét, som jeg holder så utroligt meget af ved jazzen. For ligesom med kærligheden, så skal du bare turde lade dig rive med og følge ham eller hende, som slår en tone an – en tone, som du måske ikke før har hørt, men som kan føre dig nye steder hen, som du efterfølgende vil knuselske og meget sent glemme.

Se hele Copenhagen Jazz festivals store program her og lov mig, at du giver hver en tone en chance.

/Ditte

1 COMMENT

Comments are closed.