På Edison kan du netop nu opleve Adam Prices teaterstykke ”Samtale før døden” om SS-officeren Adolf Eichmanns sidste timer før, han bliver hængt. Historien fra 2. Verdenskrig er fortalt før, men stykket stiller alligevel vigtige spørgsmål omkring ondskab, skyld og ansvar – spørgsmål, der er ligeså aktuelle i dag som dengang.
11 millioner jøder. Det var præcis dét, som en række nazistiske embedsmænd lagde en detaljeret plan for at udrydde under 2. Verdenskrig. Og netop denne plan og eksekvering er omdrejningspunktet for Adam Prices iscenesættelse af ”Samtale før døden” – et stykke, der stadig sidder dybt i mig efter, at jeg var til premiere på Betty Nansens anneksscene, Edison.
De brutale udryddelser blev helt konkret planlagt i en herskabsvilla lidt udenfor Berlin i Wannsee i 1942, hvor SS-officeren Adolf Eichmann blandt andre var inviteret med til det, som senere er blevet kendt som Wannseekonferencen, hvor Tysklands antijødiske retningslinjer blev her fastlagt. Eichmann blev udnævnt til deportationsadministrator og fik dermed ansvaret for de toge, som skulle transportere jøderne til udryddelseslejrene. Opgaven blev udført. Og i 1962 blev Adolf Eichmann dømt og hængt i Jerusalem for sine gerninger. Det er de sidste timer før Eichmanns dødstraf, som ”Samtale før døden” skildrer.
Allerede inden stykkets start, var min krop fyldt med uro. Scenografen, Karin Betz, havde nemlig skabt en stor, sort scene, der med hvide fængselsstriber, skråt gulv og loft fysisk rakte ud efter mig, så jeg lænede mig så langt tilbage i sædet som muligt. Men det var ikke kun scenen, der rørte noget i mig. Stykket fik mig flere gange til at tage stilling til spørgsmål om ondskab, skyld og ansvar. For var Eichmann blot en loyal medarbejder, der udførte en ordre? Og hvis han var; kunne han så, som han selv påstod, personligt fritages for de konsekvenser, som hans arbejde havde medført? Eller var han i virkeligheden et ondt og fuldt ud skyldigt menneske, da han bevidst havde fravalgt sig muligheden for at sige fra og gøre modstand?
Stykket gjorde stort indtryk. Både gennem sin scenografi, tematik og ikke mindst skuespillernes sublime præstationer og samspil. Olaf Johannesen brillerede som den samvittighedsløse Eichmann, mens Thomas Gabrielsson til fulde gav ham modspil som den jødiske dommer. Det var et både stærkt og sindsoprivende stykke, der nok fortalte en gammel historie, men som formåede at stille skarpt på en problematik, som til stadighed er aktuel. For kan vi som individer frasige os ansvaret for vores gerninger hvis blot, de er beordret? Eller har vi en pligt til at sige fra? Stykket stillede mange spørgsmål. Men særligt ét trængte sig på, da jeg forlod salen: hvad ville jeg selv have gjort? Et både ubehageligt men også vigtigt spørgsmål, som jeg mener, at alle fra tid til anden bør stille sig selv. Og derfor kan jeg også kun på det kraftigste opfordre til, at man tager turen forbi Edison for selv at opleve ”Samtale før døden” og tage stilling.
/Ditte