Jeg må indrømme, at jeg ind imellem godt kan blive lidt træt af at skulle diskutere alt mellem himmel og jord – nogle gange, fordi de ting, vi diskuterer, er så selvfølgeligt. Som eksempelvis kropsbehåring. Vi er jo alle sammen enige om, at det ikke er pænt med hår på benene hos kvinder, hår i bikinilinjen og hår under armene. Hos mændene må der meget gerne være masser af hår – bare ikke på ryggen. Det er jo meget normalt? Og jeg troede, jeg var helt ligeglad med den slags. Indtil jeg lod mine gro.
Det kommer jo ingen ved, hvordan min kropsbehåring er – heller ikke, når jeg går i bare ben eller ligger på stranden. Det er jo mit helt eget valg, det er uendeligt ligegyldigt, hvad andre mennesker synes. Sådan tænkte jeg engang for et par måneder siden – mens jeg naturligvis barberede alt af, for det syntes jeg altså var pænest.
Da min ekskæreste sidste efterår giver mig en epilator (en maskine, der hiver hårene ud ved roden), øjner jeg pludselig muligheden for at slippe for den dumme skraber i morgenbruseren. Markedet bliver undersøgt, men det er jo alt for dyrt at fjerne sådan noget permanent, og så kan jeg også mærke en lille humanist komme op i mig – er det ikke lidt for vildt at lave permanent om på sig selv?
Fjern alt!
Det bliver til en tur på briksen til en voksbehandling. “Fjern alt!” råber jeg til voksdamen. Men til min skræk siger hun: “Dine hår er for korte.” Og nu kommer vi så til min helvedesuge:
Det er hedebølge i Danmark, 30 grader, og ingen af os kan næsten holde ud at have tøj på. Heller ikke mig. Problemet er bare, at jeg skammer mig, når jeg viser mine ben, for jeg har ikke barberet dem i snart to uger, mens jeg venter på at kunne komme til voks. Jeg er konstant bevidst om mig selv, selvom jeg går i lange nederdele og løse sommerbukser. Ingen skal se mine ellers sommerbrune Marrakech-ben. Aldrig!
Når jeg holder for rødt i et lyskryds på min cykel, gør jeg alt for at undgå, at folk kigger ned på mine ben. Jeg står aldrig helt stille, jeg hiver ned i nederdelen, jeg smiler sågar ekstra meget for at få mine medcyklister til at se mig i øjnene og ikke ned ad mig.
Jeg er SÅ opmærksom på mig selv. Hele tiden. Og det får mig til at tænke: Hvorfor er det så skamfuldt for mig at have hår på benene? Hvorfor er jeg så sikker på, at folk vil finde mig frastødende, hvis de ser mig?
Vi er jo alle enige
Jeg begynder at tale med folk om det. Mine mest feministiske veninder er ikke overraskede – de har også gået i længere perioder med hår på benene, og det har de faktisk ikke tænkt nærmere over. Og de har ikke fået nogen kommentarer.
Mine mest forfængelige veninder synes, det er helt vores eget valg, selvom ingen af os sjovt nok vælger at have hår på benene. Én siger, at det faktisk er en trend lige nu – i de mest hippe in-crowds i København har pigerne hår på benene og under armene. Jeg siger til hende, at det vil jeg se, før jeg tror det.
Min eks møder jeg til Northside. Jeg spørger ham, om han vil røre mig på benene, som er pakket ind i lange bukser. “Men inden du gør det, skal jeg lige høre, om du bedst kan lide med eller uden hår?”. Han smiler overbærende og siger: “Så jeg er nok mest til uden.”
Surprise. Han siger det præcis så selvfølgeligt, som jeg havde regnet med. I min hårfulde måned har jeg ikke mødt et eneste menneske, der hylder kropsbehåring hos kvinder. Og hvorfor skriver jeg så det her latterlige indlæg om noget, der er så selvfølgeligt?
Vi har ikke noget valg
Det er naturligvis fordi, vi ikke har noget valg, sådan som vi bilder os selv ind. Jeg blev meget overrasket over min skam over mig selv, fordi jeg normalt er en person, der meget sjældent flover mig sådan rigtigt. Jeg er svær at få ud af balance på den måde. Men hvis nogen havde kommenteret mine mandeben, havde jeg skammet mig så meget, at jeg nok ikke havde forladt min lejlighed, før voksdamen ville se mig.
Da jeg endelig er forbi voksdamen og kan danse ud derfra som den glatteste lille baby, følte jeg mig først og fremmest lækker og kvindelig. Og så undrede jeg mig lige en ekstra gang over mig selv.
Og hvorfor er det så vigtigt, at vi ikke har noget valg? Fordi vores kultur også tilskriver os nogle normer, som vi bare har at følge. Det er super svært at ændre, det kræver virkelig meget mod, og derfor er det sjældent, at nogen gør det.
Vi har tit så travlt med at opleve os selv som et meget frihedselskende land – og det er vi selvfølgelig også på mange parametre. Men vi er samtidig ekstremt homogene og ligner hinanden næsten uhyggeligt meget. Det må alt andet lige være rigtig svært at komme hertil udefra.
Det kan du lige tænke over.
/Louise T
