Anders Ladegaard | Københavnersnuden #25

0
372

Det er blevet tid til endnu et spændende søndags-interview til formiddagskaffen. Her er det multikunstner Anders Ladegaard, der bringer historier fra sit København.

Anders Ladegaard. Foto: Adam Dobrzynski.
Anders Ladegaard. Foto: Adam Dobrzynski.

LC: Hvor bor du?
AL: Østerbro

LC: Hvor går du tur?
AL: Over det meste af København. Men holder især af Fælledparken og Søerne.

LC: Hvor drikker du kaffe?
AL: Harbo Bar er helt klart mit favorit søndags-reparations-kaffe-sted. Derudover går mine gåture næsten altid forbi Elmegade, hvilket som oftest indbefatter en kaffe med i hånden fra en af caféerne.

LC: Hvor spiser du?
AL: Jeg har kontor i Nyhavn, og ofte er frokosten fra de skønne kvinder, der driver salatbaren Estin overfor. Efter min mening er det den bedste salat i hele København. Af restauranter så spiste jeg på fornylig på Nose2Tail. Og hvis jeg er i burger humør, så må det blive Greasy Spoon. Av, den er god!

LC: Hvor fester du?
AL: Hmmm det er godt nok meget forskelligt, alt efter hvem jeg er sammen med. Når det er øl og snak er jeg bestemt glad for Dyrehaven og Skipper Bodega. Står den på musik er det Vega, Stengade og PH Caféen. Og så går jeg altså heller ikke af vejen for at tage til jam på Den Glade Gris. Det er nok der, det plejer at blive senest – og vådest….

LC: Hvor inspireres du?
AL: Jeg er altid vældig inspireret, når jeg har været til teater- eller danseforestillinger. Det er desværre for lidt. jeg får det gjort, men jeg var fornylig inde at se en forestilling ved navn “Forsamlingen” på Dansehallerne. Jeg var helt blæst bagover, og billeder og tanker snurrede rundt i hovedet mange dage efter. Derudover er det som oftest på mine mange gåture, at inspirationen kommer.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
AL: Kind of Blue er ret så højt på listen. Stemningen og indretningen er lige i min smag, og jeg har virkelig haft mange gode aftener der. Synes ofte, at jeg møder nogle inspirerende mennesker der.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
AL: Af og til cykler jeg en lille omvej til mit kontor, hvilket bringer mig gennem Amalienborgs slotsplads. Der tænker jeg næsten altid, “Wow, er det virkelig her, jeg bor”. Det er helt bestemt en følelse af forelskelse i byen.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
AL: Det må nok være, da jeg var til premiere på dokumentarfilmen ‘Free The Mind‘, som jeg var visuel designer på. Jeg kom til København for knap tre år siden med et klart mål om at prøve at komme ind i filmbranchen. Jeg har knoklet for det, og den aften følte jeg pludselig, at jeg faktisk var en del af det miljø, jeg gerne ville være en del af. At jeg var begyndt at have et tilhørsforhold både personligt og professionelt til byen. Dertil var det ret så overvældende at se sit arbejde udfolde sig på det store lærred.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
AL: SMK Fridays kan jeg virkelig anbefale. Det er Statens Museum for Kunst, der afholder det, og er en blanding af livemusik, foredrag, filmvisninger osv. Det er virkelig et fedt arrengement og et fantastisk sted at holde en fest.

———————-

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Anders. Rigtig god søndag til alle!