Søren Hove | Københavnersnuden #236

0
520
Ugens københavnersnude, Søren Hove er manden bag den nystiftede webbutik, Vera Mexicana. Sammen med sin barndomsven har han specialiseret sig i at bringe mexicansk mad og specialiteter til Danmark gennem socialt bæredygtige samarbejder med små producenter og bønder i Mexico. Selvom om han har bragt meget tid under sydligere himmelstrøg, så rammer gensynets glæde med København ham alligevel altid i hjertekulen. Mød hans København her:

 

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
SH: En passioneret kamp for at dele al min kærlighed til mexicansk mad med alle de, der vil lytte til det – og så et sideprojekt der handler om at gøre fermentering mere videnskabelig for hjemme-entusiasten. 

LC: Hvor bor du?
SH: I hjertet af Nørrebro, nær den grønne cykelsti og Stefansgade. 

LC: Hvor går du tur?
SH: I Assistensen og inde omkring søerne.

LC: Hvor drikker du kaffe?
SH: Typisk på Coffee Collective eller Prolog, men senest er jeg blevet vild med The Sixteen Twelve på Jægersborggade.

LC: Hvor spiser du?
SH: Ali’s Bageri for mellemøstlig morgenmad, La Neta for tacos, Manfreds for grønt og tatar, samt No. 2 hvis det skal være lækkert med én udsigt.

LC: Hvor fester du?
SH: På de bruneste bodega’er eller nogle af byens ølbarer! Mikkeller’s på Stefansgade, Fermentoren, Brus eller Brewers Inc.

LC: Hvor inspireres du?
SH: På gader og stræder med kaffe, kuglepen og notesbog. Intet giver så meget anledning til introspektiv problemknusen, som at slentre målløst fra bydel til bydel. Alle brikker falder lettere på plads til takterne af den pulserende omverden.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
SH: Jeg har genfundet Kødbyen i det sidste år. Lidt væk fra alle restauranterne møder jeg alskens passionerede mennesker, med hver deres ild under fødderne. Kødbyens Høker og Mikkelers General Store er dejlige oaser. Senest er jeg blevet lidt vild med Kulturtårnet på Knippelsbro, der drives af nogle fede typer, og lægger hus til mange spændende ting!

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
SH: På det nye Israels Plads. Blandt beton og buldrende børn. Ikke så meget for omgivelserne, som for selskabet – og så den korte vej til Torvehallerne og gode ting til ganen!

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
SH: Har boet i Canada, Frankrig og rejst længere tid i Sydamerika og Mexico. Hver gang jeg kommer hjem, sætter jeg én dag af til at cykle byen tynd på kryds og tværs og suge alle indtrykkene til mig. Gensynets glæde rammer mig altid lige i hjertekulen.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
SH: Jeg synes, man skylder sig selv at komme lidt væk fra det centrale og ud til noget af den perifere natur. Sydhavns tippen, Amagerfælled og området ude omkring det nye Noma på Refshaleøen er alle steder, hvor man virkelig kan mærke, at København er noget andet end de fleste storbyer.

LC: Dit soundtrack til byen?
SH: Malk de Koijn’s plader flyder ofte ud af mine hørebøffer – hvis ikke jeg mangler dagens afsnit af Den Korte Radioavis.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
SH: Et rigtigt madmarked med direkte salg fra producenter. Der virker altid til at mangle opbakning, når det forsøges, men jeg elsker muligheden for at tale med dem, der står bag de ingredienser, jeg bruger i min madlavning.

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Søren!

God søndag.