Sydhavnstanker med Jannie Møller Nielsen

0
471
Sydhavnen
Jannie Møller Nielsen har boet i den gamle del af Sydhavnen i snart 10 år, mens hendes kæreste bor i den nye del, nemlig på Frederikskaj. På den måde oplever hun dagligt begge steder – og elsker dem lige meget. Kom med en tur til hendes Sydhavnen.

Hvad synes du om din bydel?
Jannie: Jeg er helt vild med den gamle del – i hvert fald den ende af Sydhavnen, jeg bor i. Det ligger blot et stenkast fra Valbyparken og vandet, mens jeg på cykel kan være inde midt i København i løbet af 20 minutter. Der, hvor jeg bor, er der masser af grønt, og området er stille og roligt – efter kl. 21-22.00 er det nærmest kun busserne, der kører, og meget sjældent er der folk på gaden. Der er masser af muligheder i forhold til indkøb, cafeer, specialbutikker osv. inden for gå-afstand. Det føles som en lille by i storbyen.

FullSizeRender-1

Og hvad synes du om den anden del af Sydhavnen?
Jannie: Nu opholder jeg mig som sagt også en del i den nye del af Sydhavnen, og denne del er jeg også ganske vild med. Det er jo noget helt andet, da den gamle bydel har sin helt egen charme i de ”lave” ældre bygninger og masser af grønne områder. Men jeg er helt vild med de nye kaj- og havneområder, og jeg elsker at sidde på kajen og nyde solnedgangen eller lignende. Det hele er dog fortsat meget nyt, og mulighederne i den del er lidt færre – der er eksempelvis længere til indkøb.

Hvor er dit favoritsted i Sydhavnen?
Jannie: Mit favoritsted må så absolut være ved vandet for enden af Valbyparken (Sydhavnstippen). Her sidder jeg tit på en bænk og nyder solned-/opgangen, mens tankerne kan flyde frit. Der er en dejlig udsigt, og turen derned er også rigtig skøn. Og dette er faktisk uanset årstiden.

Sydhavnen

Kender du et hemmelig spot, som du har lyst til at dele med os?
Jannie: Spottet er bestemt ikke hemmeligt, men jeg synes, at alle bør tage turen beskrevet ovenfor og sætte sig på bænken helt ned til vandkanten på højre side og bare sidde der og kigge ud over vandet. Det er ren terapi.

Hvilken slags mennesker er der flest af i dit område?
Jannie: I ”min” del af Sydhavnen bor der flest børnefamilier og ældre mennesker. I min opgang bor vi kun to ”unge” mennesker alene, mens de andre lejligheder er ligeligt fordelt mellem pensionister og børnefamilier.

Sydhavnen

Kan du anbefale af bo i Sydhavnen?
Jannie: Sydhavn har desværre lidt et blakket ry – det er blevet bedre i takt med opbygningen af den nye del, men jeg synes bestemt ikke, jeg oplever alle de ting, fordommene fortæller folk om Sydhavnen. Jo jo, der sidder grønlændere på Mozarts Plads, men de gør ingen fortræd og tiltaler aldrig forbipasserende. Så kort sagt, vil jeg klart anbefale folk at bo i Sydhavnen – både den nye og gamle del. Bydelen har sin helt egen charme som det gamle arbejderkvarter, der vokser og bliver fornyet. Der er masser af liv, gode muligheder, og det ligger tæt på byen. Du kan bo i Sydhavnen og finde en almen bolig til 4.000,- om måneden, eller du kan finde en helt ny og moderne bolig til 16.000,- om måneden. Så jeg synes, bydelen omfavner mangfoldighed, og man (eller jeg i hvert fald) føler sig tryg i området – også om aftenen.

Sydhavnen