Tag til Bloom Festival i Søndermarken

0
489
Vi er gået ind i festivalsæsonen, og denne weekend kan du både blive klogere, slappe af i solen og nyde god mad og musik i Søndermarken, hvor Bloom Festival netop er åbnet. Vi bringer en guide til festivalen:

Om Bloom:

Bloom er en festival, som er centreret om videnskab og natur og desuden kunst, litteratur og musik, som orienterer sig mod

naturvidenskaben. Bloom er en oase i en fortravlet hverdag med fake news og stress-diagnoser; her er der tid og rum til fordybelse, ro,

filosoferen, tænkning, nydelse og meningsfuldt samvær. Under Søndermarkens høje træer og i det lange, kølige græs, kan du gå på opdagelse i

den natur, som bliver ved med at stille os spørgsmål og give os meningsfulde svar.

Som festivalleder Svante Lindeburg udtaler:

”Bloom udspringer af ønsket om at etablere et nyt dannelsesideal, hvor kultur, natur og videnskab spiller en central rolle i samfundet og i den enkeltes liv – på tværs af faggrænser. På Bloom kan du derfor undersøge, analysere, granske, høre, smage, lytte, føle og hylde naturens natur i al dens mangfoldighed. Danmark har de stolteste traditioner inden for natur og videnskab. I Søndermarken, hvor Niels Bohr, H.C Ørsted og Adam Oehlenschläger har haft deres gang, lader vi videnskaberne tale videnskabens sprog og hylder de forskere, tænkere, de skarpeste hjerner, hvis vildtvoksende viden beriger vores verden. Dermed bliver Bloom vores modtræk til det såkaldte postfaktuelle samfunds amatørisme og clickbait-kultur.” 

Bloom er gratis og for børn og voksne i alle aldre. Alle arrangementer udspringer fra festivalens otte scener; Summer, Spring, Sound, Under the Oak, Wanderlust, Explore, Academy og Kids.

Nogle arrangementer kræver tilkøb af en billet til 30 kr. Køb billetter her: http://www.bloom.ooo/billetter/

Talks og symposier

På Bloom kan man bla. møde en række udenlandske og danske ’Masterminds’ såsom Lisa Randall, Donald Johanson, Rudi Westendorp og Jean-Pierre Luminet.

Det er topforskere, som deler ud af deres viden om alt fra dinosaurer, sorte huller og evolutionen til menneskelige mysterier som en lykkelig alderdom og myten om den perfekte diæt.

Desuden er der en række spændende symposier, hvor forskere og fagfolk diskuterer nogle af tidens hotteste emner udfra deres forskellige tilgange.

Lørdag kl. 12.00 er der mulighed for at høre mere om fænomenet Social Big Data – for kan Big Data forklare dybden af menneskelige relationer? Eksperimentet The Copenhagen Network Study har nøje overvåget 1000 studerendes mobiltelefoner og indsamlet al deres sociale interaktion som led i den nyeste forskning indenfor feltet. Hør hvad der sker, når man parrer antropologiens antagelser om social adfærd og gruppedynamikker med matematikkens kvantificerbare netværksteorier i en tid, hvor sociale medier i høj grad definerer, hvordan vi er sammen på.

Symposiets deltagere er Morten Axel Pedersen, professor i antropologi, Rebecca Adler-Nissen, professor i statskundskab og Sune Lehmann, fysiker/filosof.

Lørdag kl. 14.00 fortæller Rudi Westendorp (NL) om Evig ungdom. Kom med på en eksistentiel vandring ind i den fyrige alderdom. Mennesket lever længere og længere, og blandt Søndermarkens ældgamle træer vil den internationalt anerkendte aldringsforsker Rudi Westendorp tale om den evige ungdom. For livets efterår er fuld af spirende liv og nye begyndelser. Både nu og i fremtiden.

Et andet navn, man ikke bør gå glip af, er Tim Spector (UK). Lørdag kl. 15.30 gælder det hans talk; Personalising Food

Tim Spector er læge og professor i genetisk epidemiologi ved King’s College i London og forfatter til bestsellerne ‘The Diet Myth’ og ‘Identically Different’.

Tim Spector vil på Bloom give et fascinerende indblik i den globale fedmeepidemi og udfordre de herskende myter om modediæter. For der findes ikke nogen diæt, der gælder for os alle –

svaret findes kun i kroppens mikroskopiske mikrober. Nøglen til et sundt liv findes altid allerede inde i os, og derfor i en personaliseret diæt. ”You’ll never dine alone” er Spectors motto, for mikroberne spiser altid med.

Søndag kan du kl. 12.00 opleve Minik Rosing (GR/DK) fortælle om grønlandsk mudder!

Den verdenskendte geologiprofessor Minik Rosing stiller skarpt på, om mudder fra Grønland kan være svaret på sult- og fattigdomsproblematikken –

og samtidig være svaret på, hvordan Grønland får skabt vækst og nye arbejdspladser. Hvordan hænger det sammen? Kom med en tur til den grønlandske indlandsis …

Det handler om stoffer til symposiet Drug Me Up søndag kl. 14.15. For studiestoffer vinder frem. Raske studerende tager stoffer som retalin eller betablokkere for at forbedre deres præstationer. Og forbedre deres liv. Men hvorfor er stoffer nødvendige? Og hvad siger det om samfundets sundhedstilstand? De tre forskere som sammen går i dybden med stoffer og stimulanser er antropolog og forsker Margit Anne Petersen, David Erritzøe som er klinisk psykiater og hjerneforsker og Andreas Roepstorff, biolog og professor i antropologi.

Og så kan du komme med en tur ud i fremtiden og flippe over, hvordan verden mon ser ud, når vi er nået i mål med den grønne omstilling. På H.C. Ørsted Salonen The Big Green Bang, som foregår i Bakkehuset, vil direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev, forfatter Tor Nørretranders og Kaspar Colling Nielsen, astrofysiker Anja C. Andersen samt moderater, musiker Kristian Leth, spole tiden frem til en verden, der udelukkende kører på grøn energi!

Der er mere Rane Willerslev på plakaten søndag kl. 18.15. Under titlen Ekspeditioner vil han her stævne ud på en tur ud i verden sammen med en anden af Danmarks store eventyrere; forfatter Carsten Jensen.

De to danske giganter og medlemmer af Eventyrernes Klub mødes for første gang nogensinde offentligt på Bloom til en åben erfaringsudveksling om ekspeditioner og rejsens potentiale i forhold til at undersøge verden, kulturen og naturen.

Musik

Det er ikke kun tidens skarpeste forskere, filosoffer, kunstnere og tænkere, som publikum kan opleve på Blooms otte scener. Mellem de mange spændende talks, vandringer, debatter og kunstinstallationer bliver der også mulighed for at fordybe sig i musikkens verden mellem de svajende træer og nede i de hemmelighedsfulde Cisterner.

Flere af koncerterne tæller værker, som er komponeret specielt til Bloom. Det gælder f.eks. Anders Hjernøs værk ’Rørene’, som handler om bakterier og menneskekroppen og fremføres på Sound scenen under åben himmel lørdag kl. 15.45.

Til Bloom har Louise Alenius’ også skabt ‘The Rite of Nothing’, som fremføres flere gange i Cisternerne i parken. Louise Alenius får hjælp til vokalerne af operasolister og koret Korage, som bl.a. tæller Pernille Rosendahl, Josephine Philip og Sharin Foo.

Rite of Nothing kan opleves lørdag kl. 18, 19 eller 20 og kræver tilkøb af billet: http://bloom.ooo/billetter/

Det lysegrønne naturbagtæppe indrammes desuden af Jens Rubin & De Matchende Læbers skrøbelige tekstunivers, når de bevæbnet med saxofon og keyboard synger sommeren ind, og Yangzes elektroniske avantgarde finder også vej gennem Søndermarken.

Det er lørdag aften kl. 18.30 og 21.00.

Søndag vil den prisvindende komponist August Rosenbaum lade sine sjælfulde kompositioner flyde ud over Søndermarken. Med ekkoer fra Ennio Morricone og Air leverer han soundtracket til en forhåbentlig solrig eftermiddag på musikscenen Sound kl. 14.30.

Derudover får Blooms Sound-scene besøg af anmelderroste Mellemblond, som har været nomineret til hele fem Steppeulven-priser og kaldes en af de bedste danske sangskrivere. Med et rastløst beat og drømmende poetiske tekster vil Kristoffer Munck Mortensen synge sange fra bl.a. nye anmelderroste album “Guldlokzonen”, når søndagen går på hæld – det er kl. 17.00.

Kunst 

Hvordan forholder kunsten sig til videnskaben og naturen – og hvordan iscenesætter, inddrager eller beskrives videnskaben i kunsten? På Bloom kan du opleve nogle meget anderledes installationer, skabt til festivalen, hvor det naturvidenskabelige felt sættes i spil, bl.a. gennem lyd-performance.

MANTRA of Plants er skabt af Laura Rotschau, Ruben Lisboa og Signe Bisgaard.

‘MANTRA – of plants’ afsøger spændingsfeltet mellem det naturlige og det iscenesatte. Interaktive levende planter (påsat sensorer) afgiver forskellige lydkompositioner ved berøring af blade, rødder, blomster og grene. Man kan selv spille på planterne under hele Bloom, men lørdag den 26. maj kl. 14.30 udfører kunstnerne bag en eksklusiv lydperformance. ‘MANTRA – of plants’, som er skabt til Bloom 2018.

Søndag kl. 10.00 er der igen vibrationer i luften, når Lea Porsager præsenterer Far-Out Quantum Technology ~ Cosmic Gong Vibration – 90 minutters polyfonisk gong i samarbejde med gong-mesteren Charlotte Bom. Porsagers performance er skabt til Bloom i samarbejde med Museet for Samtidskunst. Tag dit tæppe med i Søndermarken og tune ind på gongens vibrationer!

På Bloom kan du også opleve værket ’Relationscapes’ af Studio ThinkingHand og Nana-Francisca Schottländer. ’Relationscapes’ er en rumlig kunstinstallation, som gennem store gennemsigtige discs fremviser svampe mos og tang i forskellige stadier af deres biologiske udvikling. Installationen peger frem mod naturens tidsalder, hvor vi går fra brug af fossile brændstoffer til at undersøge, hvordan vi kan bruge naturen på en bæredygtig måde. Værket vil være tilgængeligt under hele Bloom, der er symposium ved værket med kunstnerne lørdag kl. 15.00..

Litteratur

Slæng dig i det høje græs, i skyggen fra en af de gamle ege, og tag et pusterum med højtlæsning af en af de bedste stemmer i Danmark, eller hør, hvordan din yndlingsforfatter bruger videnskaben i jagten på den gode historie.

Lørdag 17.45 kan du høre Peter Adolphsen og Morten Søndergaard i dialog om deres forfatterskaber, som begge er gennemsyret af et naturvidenskabeligt blik på verden. Men hvordan hænger poetik og videnskab sammen? Som Peter Adolphsen siger, er virkeligheden “langt mere udsyret end noget, jeg som skønlitterær forfatter nogensinde vil kunne finde på.”

Vil du hellere bare gå i et med naturen, er der kl. 18.00 Science fiction i aftensolen under egetræet midt i Søndermarken, når prisvindende Theis Ørntoft læser op fra debutromanen ’Solar’. Her kan du lytte til et moderne undergangseventyr, der tager os gennem jyske skove, københavnske natklubber, Fitness World, uventet kærlighed, dyriske underverdener, vild sex og sollys. 

Lørdag kl. 20.00 er der mere litteratur på programmet, og her kan du selv få testet dine kreative evner, når forfatter Kaspar Colling Nielsen bedriver live litterær research fra scenen.

Kaspar Colling Nielsen skriver sine fremtidsfantasier på baggrund af grundig research. Senest i ”Det europæiske forår”, hvor talende dyr og kunstig intelligens udgør en væsentlig del af bogens rygrad. Bloom præsenterer live litterær research på scenen, når Kaspar Colling Nielsen i samtale med forskere søger inspiration til sin næste, store roman.

Søndag kl. 12.15 er der mere højtlæsning under egen

Slæng dig i det høje græs under den gamle eg og lad dig henføre af Danmarks oplæserstemme nummer 1.

Karsten Pharao læser højt af Hans Scherfigs lille perle “Dammen” og fortaber sig i insektlivet i et lille vandhul.

Walks – Wanderlust

Fra scenen Wanderlust kan man både lørdag og søndag tage med på en af Blooms forunderlige vandringer i Søndermarken. Hver walk varer 45 min og tager dig både fysisk og mentalt med på en rejse ud i naturen og ind i et andet univers.

Lørdag kl. 12.00 gælder det H.C. Andersen, når forsker Torsten Bøgh Thomsen tager dig med i hans fodspor og fortæller om den store digters meget specielle natursyn.

H.C. Andersen kunne ikke fordrage det klima, der præger Danmarks “skimmelgrønne Øer”. Den store forfatter var også skeptisk, når naturen blev brugt propagandistisk af den nationalistiske gren af den danske guldalder. Her kan du høre mere om hans komplekse naturforståelse i krydsfeltet mellem romantisk æstetik og moderne naturvidenskab.

Ulven kommer – lørdag kl. 18.00

Ulven er hot stuff for tiden, men hvor kommer den fra og hvad vil den? Med sin doktordisputats ”Never Cry Wolf” under armen vil ph.d. og forsker Mikkel Sinding tage os med ind i ulve og hundes genomiske historie. På turen gennem Søndermarken gør vi holdt ved domesticering af ulve, når vor tids ulvedebat bliver sat i en både filosofisk og naturvidenskabelig kontekst.

Søndag kl. 14.30 kan man komme med Gertrud With fra Bakkehusmuseet i Oehlenschlägers fodspor.

Danmarksdigteren Adam Oehlenschläger voksede nærmest op i Søndermarken, der dengang ikke var åben for offentligheden. Det klassiske digt ’Guldhornene’ blev skrevet efter en spadseretur i parken.

Museumsdirektør på Bakkehusmuseet Gertrud With guider publikum rundt i Søndermarkens kulturhistorie og Oehlenschlägers romantiske have.

Både lørdag og søndag kl. 14.00 kan man komme med på en helt speciel vandring, når Carlsberg Laboratorium, i anledning af Bloom, åbner eksklusivt op for laboratorierne, hvor ølbrygningen tog sine historiske kvantespring.

Hør om de videnskabelige gennembrud bag rendyrkningen af ølgær og opfindelsen af pH-skalaen, når turen går fra Wanderlust på festivalpladsen over til Carlsberg Laboratorium på den anden side af vejen.

Omvisningen rundes selvfølgelig af i LabBar med prøvesmagning på øllen Rebrew, der er brygget på den oprindelige rendyrkede gær fra 1883.

Rundvisning ved Claes Gjermansen og Søren Knudsen som er seniorforskere ved Carlsberg Laboratorium og ved alt om gærsvampe og bryggekunstens videnskabshistoriske forudsætninger.

Alle vandringer koster 30 kr, billetter købes ved Wanderlust-scenen så længe, der er plads.

For børn

Bloom byder også på en masse oplevelser i børnehøjde; ved scenen ’Kids’ kan børn i alderen 5-12 år hver dag fra kl. 11 – 16

finde luppen frem og se nærmere på Søndermarkens regnorme, træk dna ud af deres egne celler og rejse ud i universet på sporet af

leddeblokke og is. Man kan også være med til at lave en planetsti og sende rumraketter afsted, når Brorfelde Observatorium rykker til Bloom i de to dage.

Kids Program begge dage kl. 11.16:

Cirkus Naturligvis: Bliv klogere på verden og på, hvordan din egen krop og hjerne fungerer. Vi bygger, tester og undersøger i og om naturen.

Få øje på universet: Rejs ud i universet eller i stenenes fodspor med Brorfelde Observatorium, som byder på naturvidenskabelige opdagelsesrejser for hele familien.

Krible-krable: Tag på eventyr ved Søndermarkens vandhuller og fang så meget som muligt af det, der kribler og krabler. Med Frederiksbergs Naturvejledere.

– mindre børn skal have en voksen med.

Arrangementerne er gratis. For præcise tider for de enkelte begivenheder, se programmet her: http://www.bloom.ooo/program/ – klik på kids.

Academy – Videnskab for børn og unge kl. 11-14 begge dage

Som noget nyt præsenterer Bloom i år Academy, som er for de lidt større børn, adgang forbudt for voksne. Academy er et akademi, hvor de 10-15-årige kan træde ind i videnskabens verden. Man kan blive lærling på Mesterlære, og efter Mesterlære

kan deltagerne tage med deres mester på Science Tour og opleve resten af Blooms program i mestrenes selskab. De to emner, man kan komme i lære i, er ’Hvad er lys’ og ’Hvad er tilfældighed’.

Academy tilbyder også ’Filosofi for børn’ søndag den 27. maj kl. 14.15 og 15.15. Emnerne, man kan lære at gøre sig tanker om og stille spørgsmål til, er ’Hvad er naturligt’ og ’Hvad er naturen værd’.

Arrangementerne under Academy har begrænsede pladser og kræver forhåndstilmelding. Billetter koster 30 kr og kan købes her: http://www.bloom.ooo/billetter/

Der er mange flere spændende ting på programmet, som kan tilgås via linket her: http://bloom.ooo/program/