Tim Andresen | Københavnersnuden #20

0
284
Ugens københavnersnude er den garvede musikproducer og DJ Tim Andresen, som LoveCopenhagen gennem årene har stornydt at danse til på hans faste spillested Culture Box. Udover at give god lyd til København, spiller Tim også med jævne mellemrum i udlandet, hvor han bl.a. har stået bag pulten på Ibizas store klubber som Space, Pacha og Privelegé samt Ministry Of Sound og Fabric i London. Tim er desuden grundlægger og ejer af pladeselskabet What Happens, der også er tilnavnet på Danmarks førende internationale houseaften, der afholdes hver måned på Culture Box. Lige nu forbereder han udgivelse nummer 100 på sit eget label med 11 nye tracks fra forskellige artister – herunder ét track, som han selv har produceret. Og ellers så pønser han stærkt på snart at indfri et af sine nytårsfortsætter og få luftet sine løbesko omkring Utterslev Mose.

LC: Hvor bor du?

TA: På Frederikssundsvej i Brønshøj med udsigt til Bellahøj Svømmestadion skråt overfor. Fra min altan og vinduer er der en fin udsigt til byens tårne og tage. Det er tæt på en del grønne områder og livet på gaden er knap så hektisk som tættere på centrum. Jeg endte der egentlig ved et tilfælde, men i dag jeg glad for det. Der er en del sjove eksistenser i Brønshøj. Også nogle småbarske typer indimellem, der skyder på hinanden – oftest uden at ramme. Men det tager man altsammen gladeligt med, når man bor her. 

LC: Hvor går du tur?

TA: Ofte går jeg med kæresten rundt om Utterslev Mose eller i Degnemosen. Nogle gange løber vi. Det bliver også til ture igennem Kongens Have på vej til kontoret torsdag formiddag, gåture på Vesterbro på vej hjem fra Kødbyen om morgenen eller lidt slentren rundt i centrum, hvor man bare kigger på mennesker og butikker.

LC: Hvor drikker du kaffe?

Det er en af de laster, jeg desværre ikke har. Jeg har snart prøvet kaffe i alle afskygninger – så sent som i eftermiddags inde hos Nespresso. Men bryder mig ikke rigtigt om smagen. Hvilket er ærgerligt, for det ser jo så hyggeligt ud med sådan en kop.

LC: Hvor spiser du?

TA: Uha, jeg skal gerne indrømme, at jeg nok spiser ude lidt for ofte. Men København har også forvandlet sig til det vildeste overflødighedshorn og jeg vil gerne prøve lidt af det hele. Min livret er butter chicken, og den laver Indus på Istedgade til perfektion. Husk egg fried ris og hvidløgsnan. Jeg er også blevet ret glad for både Bistro Boheme på Esplanaden, og Ché Fé, som er en økologisk italiensk restaurant på Borgergade. Der har jeg spist en del gange. Skal det være i mit eget nabolag, så laver de god sushi nede hos Ichi Ban på Sallingvej. Og når vi vil have burger, tager vi på Staalvand på Brønshøj Torv. Gå efter en Big Kahuna med spejlæg, bløde løg og to slags ost. De laver iøvrigt også en ganske fin brunch. 

LC: Hvor fester du?

TA: Jeg DJer i mange af weekenderne – både i København og i udlandet, når nogle sender bud efter mig. Så det er primært i den sammenhæng, at jeg slår mig løs. Mit residency herhjemme er Culture Box, hvor jeg spiller 2 gange om måneden. Og ellers bliver det til nogle besøg på KB18 og fest til one-offs og festivaler såsom Roskilde Festival, Distortion og Strøm. Jeg er for miljøskadet til, at bruge tid i nattelivet på steder med en musikprofil og vibe, som jeg ikke bryder mig om. De to ting er vigtige for, at jeg får en sjov aften ude. Men når har jeg været ude med drengene for at se fodbold en fredag aften eller lørdag eftermiddag, så kan de sagtens få hevet mig med på en skummel beværtning. 

LC: Hvor inspireres du?

TA: Det bliver jeg når og hvor som helst. Jeg har dog et enkelt, der altid inspirerer mig – Ibiza – som jeg besøger næsten hver sommer. Her i København har jeg ikke et særligt sted. Men typisk er det oplevelser eller møder med folk, som brænder for nogle projekter, har et stort personligt drive og er klar til at bringe nogle ofre for at det lykkedes for dem, som inspirerer mig. Jeg skal ofte kigge væk fra det miljø, jeg selv færdes og arbejder i, for at blive inspireret på det menneskelige plan. 

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?

TA: Har København ikke så mange dejlige steder, at det ikke ville være retfærdigt kun at nævne ét? Udover de allerede nævnte, så er jeg er ret vild med hvordan, at kvarteret omkring Stefansgade og Jægersborggade har udviklet sig. Også Elmegade for den sags skyld. Mere af det, tak.  

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?

TA: Nytårsmorgen på Culture Box da jeg spillede min sidste plade på en ekstraordinær pakket klub foran et skønt mix af folk fra ind- og udland. Det øjeblik bekræftede mig i hvor international og eftertragtet vores hovedstad er blevet. Der er ingen grund til at være overdrevent misundelige på Berlin og andre steder længere. Vi har vores egne unikke ting kørende herhjemme og har masser at tilbyde.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?

TA: Der er naturligvis flere. Blandt andet da jeg som 13-14 årig havde nærstuderet Kraks-kortet og derefter sprang ombord på bus 68 fra Lyngby Station til Rådhuspladsen. Min hårdt tjente løn fra jobbet som flaskedreng skulle byttes ud med import-vinyler fra Street Dance Records i Vestergade. Der åbnede sig en helt ny verden for mig, for alting var bare større og federe inde i byen. Selv musikken lød bedre derinde. Sådan oplevede jeg det ihvertfald dengang (jeg var sikkert let at imponere som ung knægt). Jeg husker også mine tidlige ture i det gamle Idrætsparken, hvor Lyngby (som jeg holder med) havde nogle gode kampe med KB. Dengang var jeg meget imponeret af tribunerne og de større omgivelser. Men nu slår det mig pludselig, at noget af det tidligste, jeg kan erindre om København, er, at jeg altid var imponeret af Irmahønen i neon lige ved Dronning Louises Bro

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?

TA: Hop på cyklen, når vejret er godt. Spis frokost og middag udenfor når vejret er til det og nyd, at vi har vandet og strandene så tæt på. 

Tusind tak til dig Tim fordi du ville dele dit København med os. Det kan godt være, at du vil løbe dig i form i Utterslev Mose, men vi satser nu på at danse os til den på Culture Box!