Tobias Dybvad | Københavnersnuden #21

0
334
Ugens københavnersnude er komiker Tobias Dybvad. Tobias har været en del af stand-up-scenen i mange år efterhånden, men slog for alvor igennem, da han vandt Läkerol’s Talentpris til Zulu Comedy Galla i 2011 – og dermed 100.000 kr, som han blandt andet brugte fornuftigt på produktionen af den første custommade komiker-jingle i Danmarkshistorien. Sidenhen har han begejstret sit tv-publikum med programmet Dybvaaaad og optrådte med showet foran et kæmpemæssigt crowd på Skanderborg Festivalen. Nu er han klar med sit nye one-man-show “Er det ikke dig fra Dybvad?” – men først skal han altså lige være Københavnsnude og på ski! Byd velkommen til: Tobias Dybvad!

LC: Hvor bor du?
TD: Vester Søgade. Lige ud til søerne, mand! Dog kun fremleje – desværre, mand!

LC: Hvor går du tur?
TD: Jeg nyder at jeg kan gå til rigtig mange ting. Enten på må og få eller hvis jeg lige har en to do-liste med ærinder, der er godt spredt over Kbh/Frb.

LC: Hvor drikker du kaffe?
TD: Jeg drikker meget kaffe to go, så det svinger. Men hvis jeg skal ind at sidde og skrive en 3-4 timer, få en masse kaffe og en bid mad, kan jeg godt lide Café Sokkelund i Smallegade, Bankeråt i Nansensgade eller Høegs på Enghavevej. Greasy Spoon i Studiestræde er slet heller ikke dum. Men det er nu mere en ristet rugbrød m. cheddar, spejlæg og bacon, der trækker, end kaffen. Eller en jysk bøfsandwich, hvis jeg har en passende mængde tømmermænd. Apropos – var jeg endelig forbi Sliders forleden – det kunne altså godt blive det nye yndlingsburgersted, overraskende godt. Og jeg var i forvejen positivt stemt!

LC: Hvor spiser du?
TD: Jeg spiser en del fra Palæo og hos fiskehandleren i Torvehallerne. Og Kebabish på Vesterbrogade. Og Kösk på Frederikssundsvej. Konya Kebab på Nørrebrogade. Strøg shawarma. Kebabistan i Istedgade. Nu er jeg meget ovre i kebab, men jeg tror faktisk, at jeg ville være en meget kyndig fast food konsulent! Fortæl mig specifikt, hvilken type shawarma/burger/pizza/indisk/dansk/vietnamesisk, du er i humør til, og jeg skal guide dig. Primært i københavnsområdet, men try me! Du er på motorvejen? Sunsets bearnaise burger – næste!

LC: Hvor fester du?
TD: Jamen, jeg fester faktisk ikke skide meget i København. Og hvis jeg gør, bliver det noget bar/værtshusnoget. Jeg arbejder ret meget, så hvis jeg fester, er det ofte, når jeg er på tour i Jylland eller på ferie. Og ellers kan jeg rigtig godt lide at drikke en masse rødvin med min kæreste, og det hænger simpelthen sammen med, at jeg er 33 år gammel og har en sød kæreste. Der kan jeg i øvrigt anbefale Bibendum i Nansensgade, som sælger flasker til “detailpriser” i deres åbningstid. Så hvis man lige får spontant lyst til at være gammel og røvkedelig derhjemme, kan man lige cykle derover kl. 23:30. Men så kedelige er vi nu heller ikke – jeg drikker fx rødvin lige nu, og min kæreste sover! Hvis man er gammel, men gerne vil en lille smule ud, har Malbeck i Birkegade halv pris på alle glas vin kl. 16-18. Og lækker mad!

LC: Hvor inspireres du?
TD: Jeg får faktisk ofte knækket de gode idéer, når jeg går rundt. Eller under en løbetur langs søerne.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
TD: Min lejlighed.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
TD: Nytårsaften kl. midnat på tagterassen hos min kusine og hendes kæreste, i kvarteret bag Ingerslevsgade på Vesterbro.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
TD: Mine tidligste minder om charmerende dele af København må være, da min far tog mig med ind til Nansensgadekvarteret for at besøge nogle af hans venner, da jeg var 6-8 år. Eller da min mor og jeg besøgte én, hun kendte, der selv havde bygget sit hus på Christiania. Hans gulv bestod af store sten – det var slet ikke ligesom hjemme hos os! I NV 🙂

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
TD: Er det ikke dig fra Dybvad?” Bremen teater 18/4 kl. 19 og 21:30.

Tusind tak til dig, Tobias, for at være med os på Københavnersnuden – og husk, at du, kære læser, kan opleve den sjove mand på scenerne rundt omkring i landet dette forår. Læs mere her! 

RIGTIG GOD SØNDAG!