UHØRT: Festivalen for de nysgerrige musikelskere

0
468
Du kan opleve det allernyeste, danske musik, når UHØRT Festival løber af stablen for syvende gang den 23. og 24. august og fylder CPH Skatepark med 39 ”uhørte” bands og solister, food trucks, barer og god stemning.

 

Af Louise Bro

Du bliver ikke snydt for musikoplevelser, når UHØRT festival endnu engang fylder CPH Skatepark med det allernyeste, danske musik indenfor en bred palette af musikgenrer. Den 23. og 24. august kan du opleve hele 39 nye bands og solister, som er nøje udvalgt af landets største lytteudvalg på 35 personer, bestående af bookere, pladeselskabsfolk, musikere, radioværter og musikjournalister. De har brugt det sidste år på at udvælge bands indenfor genrer som pop, hiphop, folkpop, electropop, indierock og metalcore, så uanset hvilken musik du er til, bliver du ikke skuffet.

Fotocredit: Uhørt Festival

Formålet med UHØRT Festival er at give up-coming artister mulighed for at udvikle sig bl.a. ved hjælp af coaching og rådgivning fra garvede branchefolk. Årets spilleplan er udvalgt på baggrund af en ansøgningsrunde, hvor nye bands og solister har ansøgt om at spille på festivalen. UHØRTs lytteudvalg på 35 personer har gennem to lytterunder udvalgt det endelige musikprogram, og derfor kan du også se frem til et ret alsidigt udvalg af genrer og artister. Derudover får alle bands også tilbudt professionel coaching, så de kan de udvikle deres liveoptræden og stil. Og det må da også siges at virke for blandt de bands, som tidligere har spillet på festivalen er The Minds of 99, Nelson Can og Alexander Oscar. I år kan du bl.a. se frem til at se Aloo, Anton Walter, Bylja, Jonah Wright, L.T. Valentin, Klaptrae, og Theo X. Du kan se hele musikprogrammet her.

Fotocredit: Uhørt Festival / Jonah Wright

UHØRT Festival rykkede ind i CPH Skatepark for to år siden, da Trailerpark Festival rykkede ud, og de rå omgivelser er perfekte for festivalen. De 39 bands og solister har tre scener at optræde på, så der er ikke meget ventetid mellem de mange optrædener. Derudover er der naturligvis også barer og foodtrucks, så du kan tanke op, når tørsten og sulten melder sig mellem koncerterne.

I modsætning til mange andre festivaler, er billetterne til UHØRT Festival ganske billige. Du kan få en partout billet til 195 kr., som giver adgang både fredag og lørdag, og en endagsbillet til 145 kr.

LoveCopenhagen har efterhånden været på UHØRT Festival en hel del gang, og vi kan kun anbefale dig at tage af sted, vi glæder os i hvert til at opleve en masse ny musik i weekenden.

UHØRT Festival finder sted d. 23.-24. august i og omkring CPH Skatepark/KPH Volume på Enghavevej i København.

 

// Louise Bro