DR har de seneste par måneder haft fokus på unge menneskers jagt på det perfekte – og særligt kroppen får masser af opmærksomhed. Vigtigt ja, men jeg er ved at være træt af denne vinkel. Jeg har en bedre idé.
Da jeg var yngre, var jeg meget efter mig selv. Jeg kunne ikke gøre det godt nok. Sådan har rigtig mange teenagere det med sig selv, det er nok en del af det at blive voksen.
Selvom det ikke 100 % stopper som voksen, så får jeg det bedre og bedre med mig selv, jo ældre jeg bliver, og jeg føler mig både sejere og mere afslappet end nogensinde. Tænk, at man kan have den kombination i sindet? Det er sgu da lækkert!
Nu er der et kæmpe fokus på, hvordan unge mennesker presser sig selv mere end nogensinde. De sammenligner sig konstant med hinanden og får dårligt selvværd. Og deres fokus ligger i høj grad på deres udseende.
Der er efterhånden mange kropsaktivister derude, og jeg tager hatten af for dem, for det må være noget nær det sværeste at stille sig frem og vise det, mange af os er allermest bange for at vise: nemlig de ekstra kilo, de store lår, de små bryster, de kalveknæede ben, de muskuløse pigearme, den rynkede eller bumsede hud. Ja, listen over de kropslige ting, vi skammer os over, er lang.
Men selvom jeg har smidt hatten for kropsaktivisterne, synes jeg, at vi skal overlade scenen til den næste bølge af seje damer: Dem, der aldrig nævner deres krop. Dem, der ikke taler om den eller viser den frem, men som beskæftiger sig med noget andet.
Jeg er nemlig bange for, at det konstante fokus kun gør de unge mennesker endnu mere optagede af deres udseende. Selvfølgelig er det vigtigt at tale om, hvordan der er plads til alle mennesker, uanset kropstype. Det er jeg klar over. Men måske taler vi lige lovligt meget om det?
Som en ernæringsekspert forklarer i ét af DR’s programmer: Lad os lige fjerne kropsidealet fra medierne, for det er ikke sundt. Lad os hellere tale om, hvordan du har det? Hvordan er din sundhed? Hvad siger dine blodprøver? Det er kun dét, der betyder noget. Hvis ikke kroppen har det godt, skal du ændre på det. Drop, hvordan du ser ud.
Fokuser på noget andet end din krop
Da min én af mine ekskærester forlod mig for efterhånden en del år siden, var jeg fuldstændig nede at ligge og kunne ikke tage mig sammen til noget. Jeg tabte mig en del kilo, og da jeg endelig begyndte at leve igen, tog jeg naturligt men langsomt det hele på igen.
Jeg var bare ikke så tilfreds med, at jeg skulle tage de kilo på igen (jeg skal lige sige, at jeg på ingen måde er overvægtig, jeg er helt normal, måske endda til den lette side). Så pludselig kunne jeg mærke, at jeg var på vej ud i en spiseforstyrrelse, hvor jeg sprang måltider over og forsøgte desperat at klemme mig ned i de jeans, jeg havde købt, da jeg vejede meget mindre, end jeg plejede.
Det skråplan kom jeg heldigvis ud af og er nu ret glad for min krop. Men jeg husker tydeligt, at jeg fik at vide af en veninde, at jeg skulle prøve at vende synet lidt væk fra mig selv – også fordi hun ikke havde lyst til at se mig blive bitter. Det er et råd, jeg stadig følger, når jeg kan mærke, at jeg bliver for selvoptaget – for hvem kan undgå det ind imellem, hvor alt nærmest handler om, hvad du opnår på jobbet, hvilket mærke du har i nakken af t-shirten, hvor mange likes og følgere du har, hvor ung du ser ud og så videre, og så videre.
Min veninde sagde, at når jeg vender blikket ud af, bliver det sværere at opdage, hvordan jeg ser ud – i hvert fald kan jeg slippe tanken for et kort øjeblik, og det er godt. Lidt, men godt.
Hun sagde det naturligvis også med et glimt i øjet, for jeg er ikke typen, der forbliver særligt længe i offerrollen og bliver bitter på verden. Tværtimod. Men når det kommer til fokusset på kroppen, kan det tage overhånd, og tit handler det om, at vi lige her kan få kontrol over noget, når alt andet føles ude af kontrol.
Hvis det er rigtigt, hvorfor så ikke lede efter noget andet, du kan få kontrol over – som er lidt sundere for dig og din omverden? Det kunne være en ny hobby, en rejse, en kæreste, eller mere tid sammen med familien.
Betyder kroppens udformning virkelig så meget?
For noget tid siden fik en meget smuk mand lov at låne mit hjerte for et kort øjeblik. Desværre blev romancen ikke lang, for han skræmte mig væk ved at fortælle, hvordan han tidligere havde dømt kvinder meget hårdt ud fra deres udseende. Kvinder i virkeligheden blev målt og vejet i forhold til kvinder i magasiner og på film (pornofilm). Der var meget få kvinder, der kunne leve op til at de høje standarder, og det gjorde ham uinteresseret i dem. Selvom han ikke længere bedømte kvinder på denne måde, skræmte hans ærlighed mig sindssygt meget. For hvad han sagde dér, var min allerstørste frygt. Hvor lang tid bruger vi kvinder ikke på at fortælle hinanden, at vi er skønne, som vi er, og at han slet ikke lægger mærke til vores lidt for store lår eller slaskede underarme? Av!
Efter den episode kom jeg til at tænke på, at jeg i hvert fald ikke skulle have nogen som helst andre end mig selv til at fortælle mig, hvor min krop godt kunne være pænere. Det nytter ikke noget, og jeg er simpelthen blevet for gammel til den slags. De mennesker, der er i mit liv, bliver trætte i hovedet, hvis jeg nævner noget negativt om min krop – det er så fedt! For det betyder jo ikke noget. Jeg bliver simpelthen uinteressant, når jeg fokuserer så meget på min krop.
Jeg forsøger på ingen måde at negligere det store arbejde og den store betydning, som kropsaktivister gør og har. På ingen måde – verden har nemlig hårdt brug for andre rollemodeller end de meget tynde modeller, som præger mediebilledet. Det er dejligt, at der langsomt er ved at ske noget på denne front, når magasiner og brands benytter modeller, som i langt højere grad end tidligere ligner almindelige mennesker. Og hele diskussionen om, at når man kigger på billeder i magasiner, skal man have lov til at drømme om det uopnåelige, forstummer. Det er dejligt.
Men hvis nu DR lavede et lige så stort tema om unge mennesker, der gjorde noget sejt, noget nyt, noget anderledes – eller noget ganske almindeligt. Jeg hører flere og flere unge mennesker sige, at de får det dårligt af at skulle vise sig selv frem på de sociale medier og forsøge at leve op til et ideal – og bare det at scrolle igennem Instagramfeedet kan give dem angst.
Så drop det dog! Har man lyst til at råbe. Men det er lettere sagt end gjort, det ved vi alle sammen. Vi er afhængig af de sociale medier, og at droppe dem kan føles som at droppe hele vennekredsen; det er jo nærmest umuligt.
Så hvad kan de så gøre? Kør masser af fokus på glade, unge mennesker, som gør noget med deres liv. Og nævn ikke ét ord om deres krop og udseende.
Samtaler om alt andet end udseende
Når jeg føler, at jeg har lidt for meget fokus på min krop (på den dårlige måde), laver jeg aftaler med mine venner eller familien. Det er nu blevet til en vane at have mange aftaler, og jeg elsker det. Jeg har altid været bedst på tomandshånd, og for mig er der ikke noget bedre end samtaler med én, jeg holder af. Det bedste, der er kommet ud af dette fokus på min omgangskreds er, at jeg er blevet den, der inviterer, arrangerer og får ting til at ske. Jeg tager gerne initiativ, og det er jeg så glad for, for det er jo meget sjældent, at ens venner ikke gider at se én – der skal bare være én, der får det til at ske. Det er mig.
Hvad der virker for andre mennesker, skal jeg ikke kunne sige. Men når vi taler så meget om kroppen, konstant bliver bombarderet med billeder af kroppen, og selvom der er fokus på alle mulige udgaver af en krop – så er jeg bange for, at det ikke rigtig ændrer noget.
Jeg er for længst holdt op med at tale om krop og udseende med mine veninder. I stedet er jeg sindssygt begejstret, når min krop kan noget, jeg ikke troede, den kunne – eksempelvis lave hovedstand til yoga, løbe længere og hurtigere end jeg plejer, få mig til at falde i søvn på fem minutter og ikke vågne igen før næste morgen, bære mig på stiletter en hel nat på dansegulvet uden at brække noget som helst.
Jeg kan godt komme til at tale om grå hår og rynker. Men jeg øver mig i at omtale dem pænt. De er trods alt kommet ud af at leve pissehamrende sjovt og vildt. Nej, dem får du sgu ikke ved blot at sidde pænt på din stol – dem har jeg kæmpet for!
Og fremover vil mig og min helt almindelige krop gerne snakke om andet end udseende. Hvad med at snakke om etik og moral i erhvervslivet, de bedste rejseoplevelser, sex og kærlighed eller Ricky Gevais’ nye show, Humanity?
/Louise T
