20 ting du kan lave i karantæne

4
690

Vi er ramt af endnu en lockdown, og derfor har vi nu opdateret dette indlæg fra sidste år, da kedsomheden er mærkbar for mange af os. Se vores liste over 20 ting som du kan lave i karantæne lige her:

 

1. Sortér dine billeder på din mobil
Come on. Du har i hvert fald et par tusinde billeder ik? Og nok ca. 12 af de helt samme. Ryd ud i dem – du har tid nu, og det føles godt!

2. Gør hovedrent
Køleskabet, ovnen og toilettet trænger helt sikkert til en hovedrengøring. Og er du nogensinde egentlig kommet ordentlig ind under den der rille under ovnen? Nu er det tid!

3. Lær at hækle eller strikke
LoveCopenhagens egen Louise Bro er begyndt at strikke, og hun er pt. igang med den populære strikvest, som mange har ud over en oversize skjorte her i denne tid. Super smart og der går en masse tid med det – bare kom igang.

4. Læs en bog
Den ligger der. På sofabordet. Hver dag tænker du “NU skal jeg læse i den”, men det bliver bare aldrig rigtig til noget, vel? Men nu har du tid!

5. Gå en lang tid med en podcast i ørene – alene
Snør skoene, på med jakken og i med høretelefonerne. Du kan fx høre vores egen Louise Taarnhøjs podcast “Kærlighedens Labyrint” eller gå i true crime mode og høre “Mørkeland“. Jeg kan også varmt anbefale “I en danskers blodspor”.

Hvis du vil have inspiration til en coronavenlig gåtur i København, hvor du ikke render ind i alt for mange mennesker, så læs med her: corona-gåture øde steder i København.

6. Skriv under på borgerforslag
Der er en ukendt verden at borgerforslag, som man kan skrive under, hvis man mener, at det er noget, man kan stå inde for. Inde på borgerforslag.dk kan du finde alt fra de lidt halvskøre som “Onkel Reje tilbage til Ramasjang” til lidt mere realistiske forslag som “Gør organdonation automatisk fra fødslen og fravælg ved 18 år”. Hvis de når 50.000 stemmer, så overgår de til Folketinget.

7. Dyrk yoga
Ahhh, nyhederne kører 24/7 med corona-nyheder, og det bliver lidt stressende i længden, ik? Sænk kroppen ned på en yogamåtte, snør håret op, skuldrene ned og træk vejret dyyyybt. Youtube har i øvrigt tonsvis af gode yogavideoer – selv hvis du kun lige kan overskue 20 minutter. Prøv fx denne video. Namaste.

8. Bag bag bag
Ja, altså du har tid nok. Bag fastelavnsboller – som er i sæson lige nu, og fyld fryseren med kanelsnurrer, som du kan tage op, når du engang må få gæster. I gang med dig.

9. Læg et puslespil
Sådan et på 1000 brikker! Jeg kan ikke selv huske, hvornår jeg sidst har lavet puslespil, men det er nu!

10. Oplev en online koncert
Metallica har gjort det. Mads Langer har gjort det. Shawn Mendes og mange andre gør det. Online koncerter er det nye! Så sæt dig i sofaen, smid benene op, hæld lidt vin på glasset og se en live koncert på fjernsynet.

11. Blivhørt.dk
Hvilke planer er der i gang i det område, som du bor i? Inde på blivhørt.dk kan du se, om de skal til at bygge en motorvej gennem din stue eller et højt tårn lige foran dit vindue. Her kan du give dit besyv med og blive hørt. Det er også en god måde for dig at følge med i de mange planer for byggeri i København.

12. Lær et nyt sprog
Der er ikke noget federe end at kunne et ekstra sprog udover dansk og engelsk. Så hvorfor ikke bruge en time om dagen de næste to uger på at blive flersproget? Tjek duolingo hvor du finder en lang række sprog, du kan kaste dig over.

13. Binge en serie
Du ved, sådan en af de serier der har over 10 sæsoner. Bare gå i krig. Jeg er fx lige startet på Beverly Hills – HELT fra starten. Årh det er altså god underholdning.

14. Ring til dine bedsteforældre
Du har altid dårlig samvittighed over det. Men hverdagene tager hinanden, og pludselig har du ikke snakket med din farmor i flere måneder. Men lige nu går hun altså derhjemme og er udsat. Gi’ hende et kald. Hun bliver så glad.

15. Google Hangout
Er det nye! Send et link til dine venner, veninder, familie og ha’ en hyggelig aften online. Selvfølgelig med lidt vin. Du kan også lave et dagligt morgenkaffe-ritual med dine kollegaer – fx hver dag fra 9-9.30.

16. Støt de lokale restauranter
Køb takeaway til aftensmad. En lang række restauranter – inklusiv Michelin-restauranter – tilbyder i disse dage virkelig lækker takeaway til en langt lavere pris, end hvis du spiste i restauranten. Det er værd at udnytte! Find lister over alle bydelene her: Vesterbro, Nørrebro, Østerbro, Indre By, Amager og Christianshavn, Frederiksberg og Hellerup.

17. Online webinarer
Er det nu, du skal lære at strikke? Eller lære at tale spansk? Eller hvad med at lære, hvordan du skriver og udgiver din egen bog? Der findes et hav af online undervisning, og meget af det er faktisk gratis. Søg på Google eller LinkedIn efter det, du interesserer dig for, og en hel verden af nye hobbyer vil åbne sig for dig.

18. Gå i Det Kongelige Teater online
Teatrene er lukkede, og det gælder naturligvis også Det Kongelige Teater. Men hvis du går og drømmer om at opleve en opera eller en ballet, men ikke rigtig ved, om det er noget for dig, så har du nu chancen for at opleve netop dette ganske gratis. Der ligger nemlig udvalgte forestillinger til fri afbenyttelse online netop nu.

19. Få læst en godnathistorie op
Gyldendal har bedt en række kendte mennesker om at læse op fra en bog, som de holder særligt af. Her kan du lytte med.

20. Gå i biografen online
Grand har oprettet en hjemmebiograf online, hvor du kan se nogle af de film, du ellers skulle have set i biografmørket. Det koster naturligvis stadig penge at streame filmene derhjemme – men på den måde støtter du også filmbranchen og biografen, så de stadig er her, når Danmark åbner op igen.

4 COMMENTS

Comments are closed.