Den Grønne Kødby åbner på torsdag

2
600
Den grønne kødby
Fra torsdag 18. juni kl. 18 byder et stærkt hold af grønne mad-iværksættere sammen med Københavns Kommune på en festivaloplevelse i corona-venligt miniformat i Den Grønne Kødby: Et nyt dynamisk gadekøkken og eventspace, der lader københavnere få et velsmagende indblik i fremtidens mad – fra danske råvarer i japanske klæder fra Saito CPH til læskende sommerøl fra det nystartede mikrobryggeri Åben Bryg. Festivalstemningen fuldendes med pop-up scene for DJ’s og upcoming artister.

Pressemeddelelse

Kødbyen på Vesterbro bugner med gode madoplevelser, og torsdag 18. juni kl. 18 udvides hovedstadens madcentrum yderligere, når et nyt dynamisk gadekøkken gennem lækre madoplevelser og underholdning sommeren igennem sætter fokus på byens grønne mad-iværksætteri.

”Vi er en gade fyldt med madfolk og iværksættere, der hver dag arbejder for at trække vores madsystem i en grønnere retning, og vi lider alle i disse tider. Derfor går vi nu sammen om at skabe det, Kødbyen altid burde have plads til; et dynamisk koncept, der udvikler sig over tid, og hvor små mad-iværksættere kan samles om at skabe magiske oplevelser for os selv og vores gæster,” fortæller medarrangør Mia Maja Hansson, stifter af Kitchen Collective og medstifter af madinnovationshuset CPH Food Space i Den Grønne Kødby.

Den Grønne Kødby slår dørene op i området omkring Slagtehusgade lige bag den populære Hvide Kødby – et mangfoldigt område, som huser både restauranter og et af landets stærkeste miljøer for mad-iværksættere.

“Vi håber at kunne give noget inspiration til, hvordan man kan udvikle Kødbyen i fremtiden, og derfor er det også kun passende, at Den Grønne Kødby åbner i den lidt oversete del af Kødbyen, hvor alt er en tand mere skævt, charmerende og gøglet,” tilføjer Rasmus Pors.

Mangfoldige madoplevelser i dynamiske rammer
Fra 18. juni og helt frem til 29. august vil madboder og events poppe op i Den Grønne Kødby, der kommer til at udvikle sig dynamisk hen over sommeren i henhold til restauranter og iværksætteres behov – og endnu vigtigere for at sikre ordnede forhold i tråd med regeringens corona-anvisninger.

“Den Grønne Kødby skabes løbende, og derfor er det også vigtigt at understrege, at vi tager én uge ad gangen. På den måde kan vi sikre os, at corona-regler overholdes, at vi kan holde et ansvarligt arrangement, og at flere forskellige samarbejdspartnere og madaktører kan blive en del af vores dynamiske gadekøkken,” fortæller Madkastellets Rasmus Pors, som er blandt kræfterne bag Den Grønne Kødby.

Fra åbningsdagen kan københavnere bl.a. lade sig introducere til lækker danske råvarer set gennem japanske briller hos Saito CPH, opleve traditionel italiensk mad med et dansk twist hos Evoo eller nyde læskende cocktails, vin, øl og kombucha i CPH Food Space, hvor en række samarbejdspartnere bidrager til et barkort fuld af nye, spændende smagsoplevelser.

Længere nede ad gaden sælger det nystartede Åben Bryg mikrobryggede øl, og er man mere til rosé, står Rosévognen klar i området for at stille tørsten i sommervarmen.

Festival-stemning i corona-venligt miniformat

Lige som det mangfoldige udbud af mad og drikke kan man også pleje øregangene med en bred vifte af DJ’s og upcoming navne fra den danske musikscene. I festivalernes fravær, vil Den Grønne Kødby bidrage til en afslappet festivalatmosfære i Slagtehusgades nye madoase.

Både torsdag, fredag og lørdag vil der sommeren igennem være musik i gaden fra kl. 19-23 – naturligvis i tråd med regeringens corona-retningslinjer.

“Vi forudser, at rigtig mange danskere kommer til at savne den mangfoldighed, underholdning og madglæde, landets mange festivaler plejer at tilbyde. Med Den Grønne Kødby håber vi at kunne lukke bare en smule af det hul,” siger Mia Maja Hansson.

Hver søndag opdateres Den Grønne Kødbys Facebook-event med program for den kommende uge og nye informationer om de mange aktiviteter i gaden.

 

Fakta

Hvad
Den Grønne Kødby er et dynamisk gadekøkken i Slagtehusgade, som sommeren igennem inviterer udenfor til mad, hygge, musik og underholdning.

Hvor
Den Grønne Kødby strækker sig over hele Slagtehusgade (1715 København V) og dele af det omkringliggende område.

Hvornår
Torsdag 18. juni kl. 18 – 29. august kl. 23 (så længe der er opbakning)
Hver dag er Den Grønne Kødby åben fra kl. 12-23.

Hvem står bag?
Den Grønne Kødby er sat i verden i stærkt samarbejde mellem en række lokale aktører:

Meld dig til Facebook-eventen her.

Den Grønne Kødby er desuden muliggjort med hjælp fra Københavns Kommune, der har givet restauranter, caféer og butikker mulighed for at ansøge om øget plads til udeservering og vareudstilling på fortove, parkeringspladser, parker og lignende områder frem til oktober 2020.

 

2 COMMENTS

Comments are closed.