Kaspar Mørk Arianto | Københavnersnuden #323

1
595
Kaspar Mørk Arianto
Ugens Københavnersnude er Kaspar Mørk Arianto, som netop nu kan opleves i TV 2-programmet, Sommerdrømme, hvor han sammen med sin mand Lambang og deres børn kæmper om at færdigbygge og vinde et sommerhus på Falster. Kaspar rådgiver til daglig om PR, presse og kommunikation hos Meyers og Løgismose og er tidligere pressechef hos Madklubben, medstarter af byguiden MigogKbh og restaurantskribent på AOK hos Berlingske. Født og opvokset på Raadvad Kro nord for København, som hans forældre forpagtede i 80’erne og 90’erne. Bor i Valby med Lambang, der er børnelæge på Hillerød Sygehus og deres toårige tvillinger Java og Atlas. Mød hans København lige her.

 

Coverfoto: Simon Grossert Linnemann/TV 2

 

Kaspar Mørk Arianto

LC: Hvad har du gang i for tiden?
Kaspar Mørk Arianto: Foruden at forsøge at få et krævende arbejdsliv og rollen som tvillingefar til to øgler i vuggestuealderen til at gå op, er jeg på skærmen i godt selskab med min mand, Lambang. Nærmere bestemt på TV2. Her kæmper vi som et ud af fire hold i programmet Sommerdrømme om at færdigbygge, indrette og – potentielt – vinde vores drømmesommerhus på Bøtø ved Marielyst på Falster. Vi optog det hele i løbet af syv knaldhårde og sjove uger i sensommeren 2020, så det er virkelig dejligt endelig at få lov at se det hele folde sig ud i fjernsynet.

LC: Hvor bor du?
Kaspar Mørk Arianto: Jeg bor i den gamle del af Valby lige overfor Valby Bibliotek. For nogle år siden, da vi skulle have børn, fik vi mulighed for at overtage min mands barndomshjem fra hans far. Sidenhen har vi renoveret lejligheden fra bunden og lagt den sammen med lejligheden ved siden af, så svigerfar aka. ”Opa” også kunne flytte ind. Så nu har vi et lille bofællesskab på tværs af tre generationer bestående af tre mænd og to børn – helt klassisk!

LC: Hvor går du tur?
Kaspar Mørk Arianto: De sidste par år har jeg travet Valby, Vesterbro og Carlsbergbyen tynd med en irriterende bred barnevogn. Jeg holder meget af turen op langs Valby Langgades små butikker, gennem Søndermarken til toppen af Valby bakke, ned forbi elefanterne i Zoologisk Have, som ungerne elsker at hilse på med et trut og så videre til Fasangården i Frederiksberg Have for at købe små salte og søde spadsere-hapser ’to go’. Herefter går turen retur gennem buskene og de bortgåede på Solbjerg Parkkirkegård. I den ene del af kirkegården ligger de fineste, ellipseformede haverum med temaer som ”vand”, ”dufte” og ”sommerfugle”.

LC: Hvor drikker du kaffe?
Kaspar Mørk Arianto: Enten hos Coffi CPH på Valby Langgade, hvor brasilianskfødte Luiz altid byder indenfor med et kæmpe smil og en killer dirty chai med to skud espresso (ja, jeg ved godt, at det PR-mæssigt er gastronomisk harakiri at indrømme, at man er en chaipige, men jeg er mand nok til at stå ved det). Derudover er jeg begyndt at købe både kaffe, is og tempeh (et indonesisk kødalternativ lavet på fermenterede bønner) hos Anneberg KBH. Det er et lille familieforetagende med rødder i lokale råvarer fra Odsherred, hvor indehaveren Anders’ mor og søster står for meget af produktionen.

Kaspar Mørk Arianto

LC: Hvor spiser du?
Kaspar Mørk Arianto: Åh gud, det er lidt som at spørge en nomade, hvor han bor. Kan jeg svare ”alle steder”? Mine venner og kollegaer har altid drillet mig med, at jeg er et kulinarisk komplekst menneske. Jeg kan hygge mig både med cypriotisk buffet på Fisketorvet og en tur på Alchemist, så længe selskabet er godt. Min absolutte favorit er faktisk lidt en sammensmeltning af de to yderpunkter: Parma & Pasta i Lyngby Storcenter. Af alle steder, ligger en af landets bedste og mest autentiske, italienske pastasnedkere midt i shoppingcentrets glasloftsatrium, og det er ikke uvant, at man støder på madjournalister, influencere og dygtige københavnerkokke ved den lille disk. Bestil ”taglieri”-brættet med suveræne skinker og pølser i papirtynde skiver serveret med små, friterede brødstykker kaldet ”torta fritta”, eller kast dig over en af de vanedannende pastaretter. Mine favoritter er cremet gorgonzola toppet med friskskåret parmaskinke eller ”funghi” med pandestegte Karl Johan-svampe.

I disse corona-tider har jeg desuden – og i rigt mål – hentet takeaway fra andre personlige favoritter som det frankofile Brasserie Valby, nyåbnede Nam Nam Street Food som er eksperter i vietnamesisk velsmag og Restaurant Radio på Frederiksberg, når det skal være en særlig aften.

Kaspar Mørk Arianto
Lambang og Kaspar Mørk Arianto. Fotograf: Simon Grossert Linnemann/TV 2

LC: Hvor fester du?
Kaspar Mørk Arianto: Gal, det er et hårdt spørgsmål at stille en relativt nybagt far, når nattelivet samtidig har været lukket ned i over et år. Det giver ikke mange muligheder for at fremstå cool. Så lad mig bare være ærlig: PT fester jeg primært til dubstep- eller EDM-udgaven af Baby Shark (ja, det er en ting) på Youtube, og det sker oftest på hverdage ved en 18:30-tiden. Ibiza go home! Men når Corona engang er fortid, kan jeg næsten ikke vente med at hænge over et tilrøget barbord på Nevermind kl. 05 om morgenen og skråle med på svenske Melodi Grand Prix-hits fra startnullerne. Også selv om jeg kommer til at fortryde beslutningen dødeligt, når øglerne vækker mig kl. 07 og vil se Paw Patrol.

LC: Hvor inspireres du?
Kaspar Mørk Arianto: Jeg inspireres af mange forskellige ting og steder, men særligt ude på byens restauranter. En god restaurantoplevelse er for mig det tætteste, man kan komme på et gesamtkunstwerk: En flygtig stund, hvor indretning, duft, smag, musik, stemning og menneskeligt samvær går op i en højere enhed. Jeg føler mig altid mest fyldt af inspiration og ny energi, når jeg træder ud i aftenluften efter et intenst måltid, hvor kokkene og tjenerne har gjort sig umage for at skabe noget særligt. Deres anstrengelser indenfor velsmag og værtskab inspirerer mig helt vildt. Gud, hvor jeg dog glæder mig til, at vi alle sammen kan komme ud at spise igen.   

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
Kaspar Mørk Arianto: Det må stå uafgjort mellem Torvehallerne, Reffen og Banegaarden. Sjovt nok har de alle mad og frisk luft som omdrejningspunkt. Jeg elsker at hænge ud steder, hvor ungerne kan tumle rundt, mens man henter god mad og ditto vin fra små boder, læner sig tilbage og bare oplever byen summe omkring sig.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Kaspar Mørk Arianto: Det var nok, da vi stod i kø til fastelavnsboller (den jo på alle måder mest 2021-agtige aktivitet indtil videre) med vores børn klædt ud som henholdsvis tiger og giraf, og min mand og jeg som ZOO-passere med matchende uniformer. Et outfit, der landede os på Anders Hemmingsens Instagram senere samme dag. Andre folk i køen var også klædt ud, og selv om vi alle stod der og frøs med 2 meters afstand, så grinede vi med hinanden bag mundbindene og følte os tiltrængt fjollede og fælles i en by, der ellers føles så dødsens alvorlig og stille i denne tid.

Kaspar Mørk Arianto
Foto fra Anders Hemmingsens Instagramprofil

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
Kaspar Mørk Arianto: Der er godt nok mange at vælge imellem. Men det stærkeste må være, da jeg flyttede hjemmefra og fremlejede et slidt loftsrum under tagbjælkerne i Nyboder. At sidde 19 år gammel på det lille, piv-utætte værelse i en af de historiske, gule husrækker og føle sig voksen og klar på verden med kig til Marmorkirken og billig portvin i glasset er en magisk fornemmelse, der sidder dybt i kroppen.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Kaspar Mørk Arianto: Det må blive en såkaldt ”one day staycation” i Torvehallerne, hvor man tager alle dagens tre måltider i madhallerne på Israels Plads med indlagte ”slå-mave-udflugter” undervejs. Først morgenboller fra Granny’s House og kaffe fra Coffee Collective efterfulgt af gåtur rundt om Søerne. Så retur for at hente en bakke ”Sømad” fra Hav2GO, som I tager med til picnic i Ørstedsparken. Gå langs Vester Voldgade, og tilbring eftermiddagstimerne på Glyptoteket, inden I vender tilbage til Torvehallerne til tredje og sidste heat: Paté en croute fra Omegn & Venner indtaget ved disken eller tacos fra Hija de Sanchez i aftensolen på torvet med bobler til.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Kaspar Mørk Arianto: Sin størrelse taget i betragtning rummer København allerede fascinerende mange forskellige oplevelser målrettet lige så mange forskellige slags mennesker. Indtil for et par år siden var min største anke nok, at vi ikke havde en Uniqlo-butik i byen. Det er heldigvis ikke tilfældet længere, så nu vil jeg bare ønske mig et topfedt og stilet spisesteds-/cafékoncept, der er lige dele målrettet småbørn OG deres forældre. Et sted, hvor rollingerne kan tumle omkring, mens de voksne drikker en god øl og spiser veltillavet mad i smukke omgivelser, uden at man mærker andre gæsters brændende øjne i nakken, fordi man har taget grødhobitterne med i byen og givet dem sukker.

LC: Dit soundtrack til byen?
Kaspar Mørk Arianto: Åh, det passer sgu nok sammen med den der dirty chai, jeg har i hånden. Men det er sådan noget svensk, norsk og amerikansk pigepop, der får mig til at føle mig som en rigtig boss ass bitch, mens jeg spankulerer rundt. Giv mig noget Selena Gomez, Zara Larsson og Dagny any day.

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Kaspar! 

Følg Kaspar på Instagram her

GOD SØNDAG! 

1 COMMENT

Comments are closed.