And Just Like That – ny sæson af Sex & the City

Så landede den nye sæson af den legendariske hitserie, Sex & the City. Under navnet, And Just Like That, skal vi følge de nu fifty-somethings Carrie, Miranda og Charlotte og deres begåen som modne kvinder med karriere, familie, mand, designertøj og masser af problemer. Holder den nye sæson? Læs med her.

Af Louise Taarnhøj

Jeg så Sex & the City for første gang, da jeg var 18 år, og serien havde et par år på bagen. Jeg var lige flyttet til København og i gang med at studere kommunikation på CSB, men jeg drømte i virkeligheden om at blive journalist.

Så kom Carrie & co. brasende ind. Eller det vil sige – serien havde kørt et par år på det tidspunkt, men den tiltalte mig ikke rigtigt. En serie om kvinder i 30’erne, der taler rigtig meget om sex? Ellers tak, du! Det var ikke noget for denne 18-årige. Kvinder på 30 er jo gamle! Lol…

Sådan tænkte jeg til at starte med, men så gav jeg og mine veninder serien en chance – og det er jeg lykkelig for. Den satte helt nye standarder for, hvordan livet som singlekvinde i 30’erne kunne være.

Den viste en form for alt-er-muligt- singleliv i storbyen.

Den var nyskabende og ekstremt tidsvarende – en ny form for kvindeforbillede, hvor kvinder både kunne interessere sig for mode, have en karriere og et nysgerrigt sexliv.

Den satte venskab op på den piedestal, hvor det hører hjemme – det er for mange kvinder blandt de allervigtigste relationer i livet. Som veninderne og jeg sagde til hinanden; “mænd kommer og går – veninder består!”

Og så tog serien en lang række dilemmaer op fra det voksne kvindeliv, mange tabuer, og der var sådan set ikke noget, de er bange for at berøre.

Karaktererne var langt ældre end jeg, og derfor kunne jeg på en distanceret måde spejle mig dem, se op til dem og lade mig inspirere af dem. Og ofte kunne veninderne og jeg lege “hvilken karakter er du?”, hvor de fleste af os nok så os selv i Carrie, mens vi så op til Miranda og Samantha og syntes, at Charlotte var nuttet nok, men også lidt for nuttet og naiv.

Serien holder som sådan stadig i dag – dog ville man nok ikke lave den med et all white cast, hvilket vi heller ikke ser i de nye afsnit. Den skal naturligvis ses med datidens briller, men dilemmaerne om venskab og kærlighed er eviggyldige og kan sagtens ses i dag også.

OK – men hvad med de nye afsnit?? Holder de?

Jeg er positivt overrasket. Jeg var ikke glad for idéen, da nyheden om en ny sæson landede. Men de løser udfordringen med en opfølgning 11 år senere ok. Starten af første afsnit er lidt pinagtig – dialogen kører ikke, skuespillet er so-so, og alt bliver ligesom skåret ud i pap for os (we can’t stay the same forever, bliver der sagt et par gange – skulle der sidde nogen derude og savne de yngre udgaver af damerne)

Jeg frygtede virkelig, at de ville fortsætte i samme kiksede og tonedøve spor, som film nr. 2 havde. Men halvvejs inde i første afsnit bliver de faktisk godt, og enkelte steder rigtig godt.

For det første er gensynet med de tre damer herligt – jeg har savnet dem! De er sig selv bare ældre, klæder sig stadig umådeligt lækkert, og de har stadig (til dels) samtaler, der giver et indblik i det komplekse venindeskab og det at blive ældre i en verden, der lovpriser ungdom.

Den er dog anderledes alvorlig end hidtil. Jeg stortudede fx i slutningen af første afsnit. Serien var primært en komedie – måske en dramady, men det lader til, at det bliver mere alvorligt. Der mangler den velkendte humor, skarpheden i replikkerne.

Og det behøver ikke at blive mere alvorligt og mørkt, blot fordi kvinderne er blevet ældre. Jeg kan sagtens se, at livet helt automatisk sjældnere fyldes med impulsive byture og farlige flirts med ukendte mænd, når man rammer de 50 år, men livet behøver ikke at gå i stå.

Det lader dog ikke til, at kvinderne på nogen måde er gået i stå – dog lægger de første afsnit op til forskellige dramaer:

!SPOILER ALERT! Læs ikke videre, hvis du ikke har set afsnittene

For eksempel er Miranda begyndte at praktisere day drinking – helt sikkert noget, mange af os kunne forfalde til, hvis ikke vi tog os selv i nakken. Carrie mister sin mand, og hvordan kommer man lige videre fra det? Charlotte kæmper stadig med at holde den pæne facade med mønsterbørn – eller den ene datter passer perfekt ind i Charlottes upper class-liv, mens den anden datter nægter at lade sig skrue ned i de fine Oscar de la Renta-kjoler, hendes mor beder hende om; kun hvis hun må style sit outfit, så det passer til hendes semi-oprørske personlighed.

Dertil kommer Carrie, der ikke helt kan finde ud af at følge med tiden og den meget ærlige sexsnak, som man i dag har offentligt, Miranda kan ikke helt finde ud af den nye woke tone i forhold til køn og race og vader rundt i spinaten. Charlotte har svært ved at vedkende sig, at hun bliver ældre og synes, at Miranda bør farve sit grå hår, så hun ikke ser gammel ud – hvortil Miranda kommer med afsnittets bedste replik:

“Nej, Charlotte. Du synes ikke, at mit grå hår for mig til at se ældre ud. Du synes, at mit grå hår for dig til at ligne den alder, du er, når de er sammen med mig.”

Well said.

Der er noget på spil hos kvinderne, noget andet end tidligere. Og den overgang klarer serien godt. Det bliver spændende at følge de nye dilemmaer, som kvinderne står i.

Jeg håber, at vi igen kommer helt ind til kernen af venskabet mellem de tre kvinder. Og kompleksiteten i et langt, dybt venskab. Jeg kan godt lide, at serien ikke viser os tre perfekte kvinder, men at der er noget på spil for dem alle. Og også indbyrdes.

Jeg tror på, at det bliver godt.

Samantha er savnet

Selvfølgelig er Samantha savnet. Den festlige kvinde og loyale veninde. Ingen kan udfylde Samanthas sko. Der er et tomrum. Det er en lidt sær og flad fornemmelse, da Carrie fortæller, at Samantha er flyttet til London og ikke taler til hende, fordi hun er fornærmet over, at Carrie har droppet hende som pr-dame. Det ligger måske lidt langt fra den Samantha, vi kender fra serien…  Samantha kommer til at være savnet, men samtidig får vi introduceret en række nye karakterer, hvor enkelte af dem godt kunne gå hen og blive gode.

En ny, woke tid

Serien kommer alt i alt godt ind i det nye årti og glider stort set uden problemer over i den nye woke tone, der hersker i dagens samfund. Og det uden at blive pinlig og plat som filmene eksempelvis gjorde. Der sidder nogle rigtig gode forfattere på den serie, der kan skrive både pinlige og rørende scener, som er troværdige, og som fanger én.

Dog vil jeg sige, at vi stadig ser livet gennem hvide kvinders øjne, så selvom de har en lang række nye karakterer, så er de stadig kun statister – men det ændrer sig forhåbentligt.

Indtil videre er det gået fint med at skabe en ny sæson om kvindeliv. Hvor serien oprindeligt var skælsættende i portrættet af singlekvinder i 30’erne, bliver den nu forhåbentlig skælsættende i portrættet af kvinder i 50’erne. Jeg håber dog, at den vil få lidt mere af den særlige humor, som den oprindelige serie har. Der er noget i de første to afsnit her, men der må gerne komme mere. Noget mere spidende og edgy. Flere replikker a la den føromtalte replik fra Miranda til Charlotte.

And Just Like That kan ses på HBO Max, hvor der kommer to nye afsnit hver torsdag de næste fire uger. 

Lyt til P1 Morgen: Jeg var i P1 Morgen fredag morgen for at anmelde de nye afsnit. Det kan du høre her.