fredag, september 23, 2022
HomeDet sker i KBHFestival i KBHÅRETS CPH:DOX - FRA I MORGEN!

ÅRETS CPH:DOX – FRA I MORGEN!

I morgen åbner én af mine absolut yndlingsfestivaler, CPH:DOX. 15 dage fyldt med interessante, smukke, voldsomme, sjove, overraskende og seriøse dokumentarfilm fra nogle af verdens bedste instruktører. Et får du et overblik over festivalsprogrammet – og i morgen følger mine personlige anbefalinger til årets festival.

Vi har faktisk allerede tyvstartet på festivalen – og hvis du følger med på Instagram, vil du have fået anbefalinger til Janis Joplin, He Named Me Malala og Banksy Does New York. Som sædvanlig inddeler CPH:DOX deres program i forskellige kategorier – eksempelvis REALITY:CHECK, Third Ear Presents, F:ACT AWARD, Crime Wave, Doc Alliance og Special Screenings.

I morgen bringer jeg mit program for festivalen – samt andre anbefalinger, hvis man har lidt mere tid, end jeg har. Men først et overblik over festivalen:

Politik! Klima, migration og ekstremisme

Sidste år lancerede CPH:DOX initiativet Megatrends, der i år har udviklet sig til konceptet REALITY:CHECK, udviklet i samarbejde med Politiken. REALITY:CHECK er et helt nyt demokratilaboratorium, der igennem talks, workshops, debatter, filmvisninger og fester tager pulsen på virkeligheden og afprøver demokratiet anno 2015.  

I forlængelse heraf har festivalen to politiske gæstekuratorer på programmet. Aktivisten og forfatteren Naomi Klein har sammen med Avi Lewis udvalgt 10 film som bud på, hvordan politisk engagement, filmkunstnerisk originalitet og stærke fortællinger kan gøre en forskel. Samtidskunstneren Olafur Eliasson har også udvalgt film til CPH:DOX, der lige som hans egne værker tager afsæt i den fysiske verden og undersøger de enorme, menneskeskabte forandringer, vi gennemlever netop nu – med specielt fokus på det antropocæne. De to gæstekuraterede programmer udgør kernen af CPH:DOXs politiske program, der i år fokuserer på klimaforandringer som optakt til COP21 i november.

26102

Politiske film finder du også i årets F:ACT Award, prisen til dybdeborende dokumentarjournalistik, hvor du kan blive klogere på film om russiske oligarker, antikult-korstog og islamisk ekstremisme. I år sætter CPH:DOX også et særligt fokus på flygtningekrisen med serien Borderline. Her er otte film, der fortæller de nære menneskelige historier bag mediernes overskrifter og prøver at komme med alternative løsninger.

Særfokus! Alternative formater, Crime Wave og Science

Udover Borderline har CPH:DOX udvalgt fire særlige fokus til programmet 2015. Alternative Formats er en række oplevelser, der tager filmen ud af skærmen og placerer den i virkeligheden – bogstavelig talt. Her kan du se beat-poesifilmen ’Stand by For Tape Back-up’ blive livespeaket, og du kan høre Michael Madsen anmelde film, der aldrig er blevet til noget. Crime Wave sætter fokus på den ultimative tabloid-genre, som har fået sit comeback i kølvandet på ’Serial’ og ’The Jinx’. Her finder du film om seriemordere, kannibaler, hypotetiske forbrydelser og fængslets Houdini.

Feltet mellem videnskab og dokumentarisme vokser konstant, og filmene i Before and After Science giver dig den nyeste og mest fascinerende forskning i en visuel form. Årets sidste særlige fokus, Under the Asphalt the Beach, befinder sig i grænselandet mellem kunst og dokumentarisme, med en række håndplukkede vilde og fantasifulde film, hvilket leder os til..

 

Kunst! Hypotetiske virkeligheder og grænsesøgende eksperimenter

CPH:DOXs program udmærker sig altid ved at have et stort fokus på kunst. I konkurrencen NEW:VISION Award finder du en række udfordrende og grænsesøgende film, der kommer direkte fra kunstbiennaler og udstillinger verden over. Her kan du bl.a. opleve det nye værk af Tsai Ming-Liang eller få et hypnotisk blik ind selve krigens essens med ’Fragment 53’. Også byder kunstprogrammet også på utallige særudstillinger og installationer i gallerier rundt omkring i København, alle i krydsfeltet mellem kunst og dokumentarisme.

 27393

Velkendt! Nordiske og danske dokumentarer

Skal det være lidt mere nede på jorden, så finder du i årets NORDIC:DOX Award noget af det bedste indenfor nordisk dokumentarfilm akkurat nu. Her kan du blive klogere på svenske spøgelsesraketter, møde den firedobbelte 72-årigeverdensmester i vægtløftning, som stiller op igen (!), komme ind under huden på medarbejderne i et nedlagt boliviansk flyselskab eller opleve verden fra den 10-årige asylansøger Magomed i den danske film ’Et Hjem i Verden’.

De danske dokumentarer markerer sig nemlig også stærkt i årets program. Her er en både poetisk og nervepirrende film om basejumping, en ny politisk film med Nielsen, portræt af verdens bedste restaurant, Noma, og så kan du lære meget mere om dansk designs grand old man, Børge Mogensen.

 

STORE dokumentarer! Hits & Autuers

Årets TOP:DOX-udvalg er på alle måder storfilm – store budgetter, store historier, stort publikum! Lær hvordan du kan ændre verden ligesom Greenpeace, dyk ned under havoverfladen og mød de måske snart udryddede havdyr, få et indblik i den sagnomspundne russiske Bolshoi Ballet, bliv jagtet i manegen sammen med verdens mest stængede tyrefægter og tag med Yann Arthus-Bertrand jorden rundt.

Du kan også blive klogere på store personligheder som Malala, Marlon Brando, Monty Python, Steve Jobs, Hitchcock, Truffaut, H. R. Giger, Banksy, The Yes Men, Russel Brand – og festivalens Artists & Auteurs præsenterer film af Christopher Nolan, Roberto Minervini, Frederick Wiseman, Nikolaus Geyrhalter, Thom Anderson samt Sergei Lotznitsa.

 

Meget mere end film! REALITY:CHECK, FORUM, LAB, VR-LAB, CONFERENCE…

I år præsenterer CPH:DOX også hele to konferencer CPH:CONFERENCE – kunst, teknologi og forandring og F:ACT CONFERENCE, om nye medier og realiteter. Her kan du blandt andet møde Peter Sunde (The Pirate Bay), Charlotte Cook (Field of Vision), Jesse Kriss (NASA) og Felix Hallwachs (Little Sun).  Du kan også prøve kræfter med virtual reality i CPH:DOXs 10 dages gratis VR-LAB, der ligger i Kødbyen.

Og nå ja. CPH:DOX byder også på 19 musikdokumentarer, 21 unikke koncerter, 14 særevents og fester, et hav af instruktørinterviews, q&a’s, debatter, et internationalt pitchingsforum CPH:FORUM, et talentlaberatorium kaldet CPH:LAB og meget meget mere.

Følg med i morgen, hvor jeg bringer 10 anbefalinger til film, du skal se under årets bedste festival!

/Louise 

 

Love Copenhagen
Love Copenhagen
Louise Taarnhøj. Presserådgiver hos Koalition. Stifter og redaktør. Fluffer og ildkugle. Sørger for, at der er indhold på sitet, som du kan lide. Holder derudover meget af smukke ting - mad, musik, vin. Kan ikke leve uden spændende samtaler med interessante mennesker.
RELATED ARTICLES

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev - fyldt med lækre sager og inspiration til alt det, der sker i København.

Mest læste